Regnen prikker regelmæssigt på den gule paraply denne oktoberaften. Vinden har lagt sig, og luften er mild.
Mellem hver eneste brosten, som tegner en toradet afgrænsning mellem gangfliserne og kørebanen, ligger vandet næsten stille og genspejler lyset fra gadelygterne.
Som levende hvidguld, som nypudset kobber og som poleret stål. Vejsidens våde løv er gået til ro og mediterer over tilværelsen.
Regnen har ikke travlt. Den kører, som en velplejet motor i tomgang, og nyder dette… bare at være til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar