¨Muldvarpeskud¨: marts 2019

lørdag den 30. marts 2019

torsdag den 28. marts 2019

Sommertid.

Sommeren summer i sindet

blunder i kortere nætter

blander sig med mindet

om fisk med røde pletter

om strandsand mellem tæerne

og kaffe på termokander

om fuglesang fra træerne

og måger der letter og lander.

/J.W.

onsdag den 27. marts 2019

Olie på lærred. 24 x 30 cm.

tirsdag den 26. marts 2019

"Ve’ Navet, ve’ Navet der er’t så skønt..."

Ja, og om et par måneder kan det ta´sig ud som på maleriet.

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

søndag den 24. marts 2019

Hun kiggede sig omkring, og var udmærket tilfreds med, hvad hun så, selv om omgivelserne var anderledes, end dem hun kom fra. Ikke at det gjorde noget, for hun følte sig godt tilpas her, og alt var lige så virkeligt, som det plejede at være, men tanken om, hvor langt hun var fra det kendte, hendes sædvanlige dagligdag, var svimlende.

Hvorfor hun var her, og hvordan hun var kommet hertil, tænkte hun ikke over, mærkeligt nok. Det hele var sikkert for påtrængende virkeligt til at tillade tankeflugt, men det lå alligevel lige for at tænke på, hvor langt væk hun var hjemmefra. Hun følte, at hun aldrig nogensinde fik mulighed for at rejse tilbage, fordi hun havde en krystalklar fornemmelse af en afstand på utallige lysår. Hun vidste, at hun var i et helt andet solsystem, og afstande som bedømmes ud fra lysår, er ikke noget man umiddelbart bider skeer med. Det måtte så også betyde, at de mennesker, hun var vant til at omgås, var fuldstændig uden for hendes rækkevidde nu.

Det bedrøvede Elise, at hun aldrig ville se sine kære igen, og hun lukkede øjnene et øjeblik og tænkte på dem. I næste øjeblik var hun atter hjemme, som om hun ikke havde været borte, men ingen tog notits af, at hun pludselig var her igen. Som om de ikke havde opdaget, at hun havde været væk. Det føltes underligt og meget overvældende, men alligevel, på en måde, som en velkommen streg, eller måske en lille node, i regningen. Men det som overraskede hende mest, var den fantastiske måde hun var rejst, over så umulige afstande, på. Det tog jo kun en brøkdel af et sekund at komme fra et solsystem til et andet, når man rejste med tankens hastighed.

Det havde hun erfaret nu, og hun var glad for sin erfaring. Alt var endt godt, for hun huskede ganske tydeligt følelsen af uendelig, helt uoverstigelig, afstand. Men det var nu ikke noget, hun havde erhvervet kørekort til, for hun forstod egentlig ikke, hvordan hun eventuelt kunne rejse af sted igen.

Hun havde deltaget i det… og på en måde, som om hun delvist selv havde gjort det. Men det var nu noget som var blevet ”gjort.” Måske for at lege med hende, måske for at spille hende et puds eller for at lære hende noget. Det melder historien ikke noget om, men tanken om at rejse på ferie, f. eks. til Mallorca med taxa, bus og fly, forekom hende, lige efter, så absurd og naiv, at hun tog sig selv i at smile.

Og kiggede man på hende, lige i dette øjeblik, kunne man have hende mistænkt for at indse noget særligt, af en eller anden mystisk art, …og det kunne godt gøre én lidt usikker.

/J.W.

"Ærteblomster."

Jeg er kommet ret langt, tænkte ærten, som stadig sad på sin pind i ærtebælgens lukkede afdeling.

Her sidder vi på rad og række og ænser knap nok hinanden, men jeg har læst, at jeg er fuldkommen, og at det eneste som gør, at jeg ikke føler det, er at jeg tvivler på det. Det er nu også svært at betragte sig selv som fuldkommen og fri, når man sidder her, og gnubber sig op ad en lille grønært, med dette udefinerbare udtryk i ansigtet, som gør mig ganske blød og giver en sød rislen i hjertet. Jeg elsker søde ærter, og man kan tidsnok blive som gule ærter, hvis man ikke holder vejen, til eventyrenes riger, ryddelig. Men, for mit eget vedkommende, er håbet stadig lysegrønt.

Jeg sidder her i bælg-mørke men har dog set lysende grønne lys i glimt, og hvis jeg ønskede noget andet, var jeg jo ikke fri, hvilket jeg altså skulle være, hvis jeg turde tro, jeg var det. Hmmm, ja men så Halleluja da, som man siger.

Jeg hørte for nylig om en prinsesse som skulle prøveligge én af os under en stabel madrasser. Sådan en ærterisk historie kan man blive både gul og grøn af misundelse over ikke selv at have oplevet i virkeligheden, men jeg kalder det alligevel virkelighedsflugt …på sæt og vis.

De eventyrfortællere holder sammen som ærtehalm og glemmer det virkelige. Jeg ved, at jeg er, og jeg er, dybest set, hverken bundet af stilke eller fordomme i øvrigt. Jeg har hørt tale om en verden udenfor, men hvad er udenfor? Sikken fantasi. Min mor og far, som er i himlen, R.I.P., mødte jeg i en drøm engang, og da sagde de sigende til mig:

”Her er mor og far from heaven.”

Jo, tro har man da lov at ha’, tror jeg. Min tro, vil jeg tro, har jeg haft siden min grønneste ungdom, og den kan ingen ærte mig med eller pille af mig.

En dreng fik øje på den svulmende ærtebælg, løsnede den forsigtigt fra stilken og gav den et håndteringsvant tryk på over og underside, så den åbnede med et smæld. Lyset strømmede ind, og idet ærten gled ind i drengens mund, tænkte den:

”Så blev jeg alligevel fri og fik set lyset.”

/J.W.

Ved randen af april.

Marts holder fast med det yderste af sine negle.

Hun har stærke negle, og de kan stadig rive, men forårets tre-i-een’er bearbejder dem stille, roligt og professionelt.

Der var jo bestilt tid til dette klippe-slibe-arbejde, og imens skubbes gardiner til side og vinduer åbnes forsigtigt på klem.

Fugle stemmer nænsomt deres forskellige instrumenter, og man kan høre, de prøves af inden de mange koncerter, som skal opføres de kommende måneder. Huer, halstørklæder, luffer og forede støvler bliver snart hjemsendte fra deres aftjente værnepligt, og kan så hvile ud i skuffer og skabe, indtil de genindkaldes sidst på året.

Men Anahatas kildeudspring har ikke hvilet et eneste sekund. Alle har kunnet drikke her, og græsset er grønt året rundt. Nogle kalder dette subtile vandløb for Fredens Kilde, og det falder ingen for brystet.

Hænder formes som skeer, så kildevandet kan løbe ind i fordybningerne og drikkes.

Ingen har skøde på kilden og den er tilsyneladende også skødesløs med sine ressourcer, men intet går dog til spilde. Vandet løber ad fine kanaler, det selv har gravet mellem græsset, ned i den bundløse ønskebrønd, som blev anlagt samme formiddag som tidernes morgen gryede, og her når end ikke solens stråler ned.

Men de der formår at drikker af den får stjerner i øjnene og sol i hjertet, og det kan hverken dagens sol eller nattens stjerner hamle op med.

/J.W.

lørdag den 23. marts 2019

Poetmanual.

Hvis dit digt skal mer’ end rime,

må der være tanker bag,

de sku’ gerne være dine

og kan rumme flere lag.

Hvis du intet har på sinde

blot vil sige: ¨Her er jeg,¨

så vil digtet sikkert minde

om lidt random strengeleg.

Og hvis digtet ej må rime,

være uden versefod,

kan det digtes på en time

fiks og færdigt, værsågod.

/J.W.

fredag den 22. marts 2019

Frejas Sal.

Landskabet, skoven, bjerget og havet var samlede til den årlige evaluering, hvor de diskuterede, hvilken betydning de hver især havde for helheden. Helheden var ansigtet udadtil, og det var vigtigt at få hold på, hvilke indtryk man gjorde ved sine udtryk.

”Du er ikke særlig blufærdig,” sagde havet til skoven. ”I flere måneder har du stort set ikke en trævl på kroppen. Når trækfuglene drager sydover, smider du klunset. Men der er da andre, som skal se på dig. Og i disse digitale tider bliver, også helt unge træer, fotograferet, og billederne bliver distribueret over hele kloden.”

”Du har da aldrig noget på, så vidt jeg lige husker” forsvarede skoven sig. ”Jeg har trods alt både sommer- og efterårstøj, som jeg bruger flittigt.”

”Joh, jeg tilhyller mig selv med mig selv, som der står i visdomsbøgerne. Krusninger, bølger og skumsprøjt er det, man lægger mærke til og ikke mit egentlige jeg. Jeg har også vintertøj, vil jeg tilføje. Den smukkeste is flankeret af broderede isskruninger, og er jeg helt blank, bruges jeg som spejl. Den forfængelige Måne kunne ikke undvære mig, og jeg kunne nævne mange andre ting, som står på hovedet i mig, selv om det selvfølgelig er noget overfladisk.”

”Det lyder som Kejserens Nye Klæder for mig. Jeg bærer undertiden snekalot,” indskød bjerget, ”det er da noget, som tyder på en vis blufærdighed. For ikke at nævne mos, græs, blomster og træer hist og pist.

Nu kom landskabet på banen og sagde eftertænksomt: ” Denne snak om nøgenhed er unaturlig. Jeg klæder mig efter årstiderne, men ikke fordi, jeg er blufærdig. Jeg ser ud, som Vorherre har skabt mig og skifter kun udseende, hvis jeg føler det passende. Hverken Per eller Poul kunne få mig til at acceptere overgreb, dikterede af småtskårne, indoktrinerede, grådige behov. Jeg er gavmild, vild og kultiveret af natur og har mine egne veje, men bliver jeg trådt for meget over tæerne, vil det gå op for enhver, at jeg er andet og mere end et guldaldermaleri.”

/J.W.

onsdag den 20. marts 2019

Den fjerde symfoni.

Hun brugte tilsyneladende månestrålerne som harpestrenge og frembragte en uhørt fin musik. Hvordan hun bar sig ad med at spille på disse uhåndgribelige strenge var gådefuldt, men man spekulerede ikke længe over det, for musikken ændrede sindstilstanden, så tankerne forvandledes til sommerfugle som fløj ind og ud mellem hinanden, mens de steg højere og højere for til sidst at forsvinde i natten.

Så fik musikken frit spil og optog alle erindringer og forventninger i sig, hvorefter kun følelsesregisteret syntes aktivt. Følelserne opnåede snart deres oprindelige renhed og interagerede ubesværet med strengemagien.

Farverne blev mere og mere intense og nærværende, og bevægede sig som nykomponeret poesi der forfattede sig selv med en selvfølgelig lethed der gav finere og renere beskrivelser, end både nordlyset, regnbuen og Menuhin kunne præstere. Farver, følelser og musik forekom ikke som adskilte fænomener, og samtidig var symbiosen lige så levende og involverende som den sublime følelse af virkelighed.