"Ærteblomster."

Jeg er kommet ret langt, tænkte ærten, som stadig sad på sin pind i ærtebælgens lukkede afdeling.

Her sidder vi på rad og række og ænser knap nok hinanden, men jeg har læst, at jeg er fuldkommen, og at det eneste som gør, at jeg ikke føler det, er at jeg tvivler på det. Det er nu også svært at betragte sig selv som fuldkommen og fri, når man sidder her, og gnubber sig op ad en lille grønært, med dette udefinerbare udtryk i ansigtet, som gør mig ganske blød og giver en sød rislen i hjertet. Jeg elsker søde ærter, og man kan tidsnok blive som gule ærter, hvis man ikke holder vejen, til eventyrenes riger, ryddelig. Men, for mit eget vedkommende, er håbet stadig lysegrønt.

Jeg sidder her i bælg-mørke men har dog set lysende grønne lys i glimt, og hvis jeg ønskede noget andet, var jeg jo ikke fri, hvilket jeg altså skulle være, hvis jeg turde tro, jeg var det. Hmmm, ja men så Halleluja da, som man siger.

Jeg hørte for nylig om en prinsesse som skulle prøveligge én af os under en stabel madrasser. Sådan en ærterisk historie kan man blive både gul og grøn af misundelse over ikke selv at have oplevet i virkeligheden, men jeg kalder det alligevel virkelighedsflugt …på sæt og vis.

De eventyrfortællere holder sammen som ærtehalm og glemmer det virkelige. Jeg ved, at jeg er, og jeg er, dybest set, hverken bundet af stilke eller fordomme i øvrigt. Jeg har hørt tale om en verden udenfor, men hvad er udenfor? Sikken fantasi. Min mor og far, som er i himlen, R.I.P., mødte jeg i en drøm engang, og da sagde de sigende til mig:

”Her er mor og far from heaven.”

Jo, tro har man da lov at ha’, tror jeg. Min tro, vil jeg tro, har jeg haft siden min grønneste ungdom, og den kan ingen ærte mig med eller pille af mig.

En dreng fik øje på den svulmende ærtebælg, løsnede den forsigtigt fra stilken og gav den et håndteringsvant tryk på over og underside, så den åbnede med et smæld. Lyset strømmede ind, og idet ærten gled ind i drengens mund, tænkte den:

”Så blev jeg alligevel fri og fik set lyset.”

/J.W.