Frejas Sal.

Landskabet, skoven, bjerget og havet var samlede til den årlige evaluering, hvor de diskuterede, hvilken betydning de hver især havde for helheden. Helheden var ansigtet udadtil, og det var vigtigt at få hold på, hvilke indtryk man gjorde ved sine udtryk.

”Du er ikke særlig blufærdig,” sagde havet til skoven. ”I flere måneder har du stort set ikke en trævl på kroppen. Når trækfuglene drager sydover, smider du klunset. Men der er da andre, som skal se på dig. Og i disse digitale tider bliver, også helt unge træer, fotograferet, og billederne bliver distribueret over hele kloden.”

”Du har da aldrig noget på, så vidt jeg lige husker” forsvarede skoven sig. ”Jeg har trods alt både sommer- og efterårstøj, som jeg bruger flittigt.”

”Joh, jeg tilhyller mig selv med mig selv, som der står i visdomsbøgerne. Krusninger, bølger og skumsprøjt er det, man lægger mærke til og ikke mit egentlige jeg. Jeg har også vintertøj, vil jeg tilføje. Den smukkeste is flankeret af broderede isskruninger, og er jeg helt blank, bruges jeg som spejl. Den forfængelige Måne kunne ikke undvære mig, og jeg kunne nævne mange andre ting, som står på hovedet i mig, selv om det selvfølgelig er noget overfladisk.”

”Det lyder som Kejserens Nye Klæder for mig. Jeg bærer undertiden snekalot,” indskød bjerget, ”det er da noget, som tyder på en vis blufærdighed. For ikke at nævne mos, græs, blomster og træer hist og pist.

Nu kom landskabet på banen og sagde eftertænksomt: ” Denne snak om nøgenhed er unaturlig. Jeg klæder mig efter årstiderne, men ikke fordi, jeg er blufærdig. Jeg ser ud, som Vorherre har skabt mig og skifter kun udseende, hvis jeg føler det passende. Hverken Per eller Poul kunne få mig til at acceptere overgreb, dikterede af småtskårne, indoktrinerede, grådige behov. Jeg er gavmild, vild og kultiveret af natur og har mine egne veje, men bliver jeg trådt for meget over tæerne, vil det gå op for enhver, at jeg er andet og mere end et guldaldermaleri.”

/J.W.