¨Muldvarpeskud¨: maj 2019

fredag den 31. maj 2019

mandag den 27. maj 2019

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm.

søndag den 26. maj 2019

Olie/masonit. 21 x 16 cm.

lørdag den 25. maj 2019

fredag den 24. maj 2019

23. maj, 2019.

Inspirerende besøg i aften af 23 medlemmer af Nørresundby Kunstforening.

Sebbersund.

Olie/masonit. 21 x 16 cm.

Olie/masonit. 16 x 21 cm.

SKÆRPIBERENS SVANESANG.

(Skærpiberen yngler kun i Nordvesteuropa, men der findes nære slægtninge i Central- og Sydeuropa.)

To skærpibere var i fuld gang med frokosten, som bestod af små snegle og alger, der holdt hus på molerne. Mange af dem måtte opleve hus forbi, når de blev revet ud af deres daglige forehavender og pludselig befandt sig i et skærpibernæb.

”Det var så det,” tænkte en lille snegl, mens den forsvandt ned i en skærpibermave. ”Alt får en ende, men nu får vi se, om der er et andet liv efter dette. Egentlig lidt spændende.” Andre fik ikke tænkt sådanne tanker, fordi deres endeligt kom for pludseligt, men oplevelsen var den samme.

Pludselig slog en kæmpebølge ind over molen, og den ene skærpiber blev revet med og forsvandt som dug for solen.

”Av for den,” udbrød den anden. ”Det var atter en menneskeskabt katastrofe. Deres skibe laver uregelmæssigheder i bølgerne, og de er vanskelige at forudse. Når menneskene griber ind i naturens orden, kan man ikke nøjes med at stole på vind og vejr. Der følger altid noget uforudset i kølvandet af deres gerninger.”

En enlig svane slog ned på vandet tæt ved molen. ”Sikke en prægtig fugl,” tænkte den overlevende skærpiber. ”Den kommer nok for at trøste mig.” Den kunne ikke vriste blikket fra den fornemme fugl, som så ud til at være af kongelig byrd.

”Må jeg byde Deres Højhed på en svanebajer?” Ikke at den havde en kasse øl i reserve, men den syntes det lød godt, og hvad bød man ellers uventede svaner i sorgens stund?”

”Tak som byder.” Svanen nikkede smukt. ”Men det hedder da vist en svalebajer ikkesandt?”

”Joh, jeg syntes bare det lød forkert i denne sammenhæng, og jeg vil nødigt fornærme Dem, nu De er så elskværdig at komme for at trøste mig. Er de Ham som skal komme? Min verden er jo gået under.”

”Jeg er i hvert fald kommet. Jeg kredser lidt rundt for at finde det helt rigtige sted at fejre vinter. Og måske fryser vandet ikke til her tæt ved molen, kunne jeg forestille mig. Der er jo ikke forår mere, og jeg må indrømme, jeg savner tiden, hvor man sang skærsliberens forårssang.”

”Så vil jeg synge skærpiberens svanesang,” udbrød skærpiberen befippet.

Den kendte slet ikke en sådan sang, men dens sørgmodige tilstand taget i betragtning, var det da et smukt og velment, om end ikke velovervejet, tilbud.

/J.W.

torsdag den 23. maj 2019

"KAGE."

”Jeg er modstander af modstand.” Han strakte sin højre arm ud, vendte håndfladen opad og spredte fingrene med en svagt kastende bevægelse. ”Modstand skaber modstand, og pludselig deltager man i en kædedans, man ikke kan slippe ud af.”

”Man er da nødt til at gøre modstand mod overgreb af såvel den ene som den anden slags. Ellers får man aldrig bugt med dem, og så vil de måske eskalere,” svarede hun og strakte sin pegefinger. ”I øvrigt er modstand mod modstand også en slags modstand.”

”Read my lips: Vold avler vold, vrede avler vrede, mens kærlighed avler fred. Tydeligere kan jeg ikke sige det, og jeg mener det bogstaveligt.”

”Ja, den køber jeg ikke ubetinget. Du bruger æbler som argument for pærer. Sådan hænger tingene ikke sammen i virkeligheden, hvis du spørger mig.”

”Det er også derfor jeg ikke spørger dig. Du tænker for meget over tingene, tager ikke ordene bogstaveligt men læser i stedet mellem linjerne. Jeg siger dig, at udryddede man al modstand og refleksion, ville verden blive et fredeligt sted.”

”Så ville al udvikling også stoppe. Vi ville blive som zombier, og meningen med tilværelsen er jo, at vi skal udvikle os og ikke bare køre på stand by og forhindre opdateringer. Den slags tilværelse vil jeg kalde low life, og den viser oftest sit, hm…, ansigt i fundamental religion.”

”Hvis du kom til vore møder, ville du kunne lære noget. Lederne siger, vi bare skal gøre, som de anviser og ikke fundere selv. Denne form for enkelhed gør mig tryg. Det modsatte fører til modstand mod dit og dat, og så bliver det indviklet.”

”Hvad så hvis jeres ledere siger, I skal gøre noget, som strider mod jeres samvittighed? Det vil sandsynligvis ende i den rene skizofreni, hvis I retter jer efter dem, mens jeres hjerter siger noget andet.”

”Vi tager hele pakken, så vi er fri for at ræsonnere. Det gør os sikre og trygge, og den der murren, du taler om, er bare en slags indbygget modstand, en fejl man er født med, ligesom forhud, så den må man se at komme over. Det er meningen med tilværelsen. Og så altså at afvise al modstand. Derfor er det logisk, og sund praksis, at eliminere alt det som påstår, at vi skal udvikle os enkeltvis og lytte til vores intuition. Det er vejen til helvede, og helvede er jeg skrækslagen for. Man kan sige, det er skrækken som holder mig på sporet.”

”Du var da ellers så klog i skolen. Lynende intelligent, husker jeg. Nu er det som om, du opfatter dig som månen, der låner sit lys fra solen, og som om du foretrækker det, fordi solen er for provokerende. I det lys kan du ikke se, hvor dit spor fører hen. Men du har jo købt præmissen, at være modstander af modstand, hvordan du så end vil få den kage bikset sammen.

Nå men, god bedring. Jeg må videre.”

/J.W.

onsdag den 22. maj 2019

”DIALOGKAFFE.”

Nye partier får kaffe på tinget,
hvor tungen på skålen bør være bevinget.
Snakken går stramt, går frem og tilbage,
lidt om manerer samt løgsild i lage.

Pressens poeter får færten af duften,
snakken de møder går over fornuften.
De ord de får ”båndet” er ren polemik
og helt uden duft af realpolitik.

/J.W.

tirsdag den 21. maj 2019

SMYKKER.

Frejas tårer blev til guld,
når de faldt på eng og muld.
Faldt de i det våde hav,
blev de til det gyldne rav.
Mange smukke, gyldne stykker,
bli’r til attraktive smykker.

Hjertets eget guld og rav,
lysets spejl i sjælens hav,
glitrer smukt mens havet kruser,
hilser fra de ni små Muser.

/J.W.

mandag den 20. maj 2019

"VALG-KLIMA."

Mennesker, dyr, fisk og fugle
lever sammen på jordens kugle
tillige med planter, ja alt som slår rødder
og ej er mobile, de mangler jo fødder.
Så er der at nævne, luften og vandet,
og alt det vi glemte, bakterier blandt andet.
Så længe vi lever i smuk symbiose,
går det som smurt – som fod i hose.

Når én, eller flere, vil herse med andre
bestemme hvordan, og hvor, vi må vandre,
så får idyllen straks ridser i lakken,
det lægger en dæmper på hyggesnakken.
Dit kryds skaber ringe, som stenen i vandet,
måske får du ret… om ikke andet.
Det ender jo let med opstand og kaos
fra London til Kabul, fra Tunis til Laos.

Men velstand og sundhed samt glæde og fred,
er noget vi alle kan trives ved.
Vi uddeler smileys, syns godt om og deler,
frimodigt og helt uden livrem og seler.

/J.W.

Ikke nu... men nu!

"Kære NU, gør du dig dyr,
siden du for TIDEN flyr?"

”Jeg har ikke gemt mig bort,
det har jeg da aldrig gjort.
Op på hesten, prøv på ny,
lad nu være med at kny.
Bonden skråt mod solen kigger,
tjekker hvordan landet ligger.
Hesten vrinsker stolt og kro,
den har fået nye sko.
Koen står så smukt og tygger,
'kvier' sig hvis skoen trykker.
Græsset gror og blomsten nikker,
ænser intet ur der tikker.

Kan du ikke se, jeg smiler?
Her er ingen tid der iler.”

/J.W.