"KAGE."

”Jeg er modstander af modstand.” Han strakte sin højre arm ud, vendte håndfladen opad og spredte fingrene med en svagt kastende bevægelse. ”Modstand skaber modstand, og pludselig deltager man i en kædedans, man ikke kan slippe ud af.”

”Man er da nødt til at gøre modstand mod overgreb af såvel den ene som den anden slags. Ellers får man aldrig bugt med dem, og så vil de måske eskalere,” svarede hun og strakte sin pegefinger. ”I øvrigt er modstand mod modstand også en slags modstand.”

”Read my lips: Vold avler vold, vrede avler vrede, mens kærlighed avler fred. Tydeligere kan jeg ikke sige det, og jeg mener det bogstaveligt.”

”Ja, den køber jeg ikke ubetinget. Du bruger æbler som argument for pærer. Sådan hænger tingene ikke sammen i virkeligheden, hvis du spørger mig.”

”Det er også derfor jeg ikke spørger dig. Du tænker for meget over tingene, tager ikke ordene bogstaveligt men læser i stedet mellem linjerne. Jeg siger dig, at udryddede man al modstand og refleksion, ville verden blive et fredeligt sted.”

”Så ville al udvikling også stoppe. Vi ville blive som zombier, og meningen med tilværelsen er jo, at vi skal udvikle os og ikke bare køre på stand by og forhindre opdateringer. Den slags tilværelse vil jeg kalde low life, og den viser oftest sit, hm…, ansigt i fundamental religion.”

”Hvis du kom til vore møder, ville du kunne lære noget. Lederne siger, vi bare skal gøre, som de anviser og ikke fundere selv. Denne form for enkelhed gør mig tryg. Det modsatte fører til modstand mod dit og dat, og så bliver det indviklet.”

”Hvad så hvis jeres ledere siger, I skal gøre noget, som strider mod jeres samvittighed? Det vil sandsynligvis ende i den rene skizofreni, hvis I retter jer efter dem, mens jeres hjerter siger noget andet.”

”Vi tager hele pakken, så vi er fri for at ræsonnere. Det gør os sikre og trygge, og den der murren, du taler om, er bare en slags indbygget modstand, en fejl man er født med, ligesom forhud, så den må man se at komme over. Det er meningen med tilværelsen. Og så altså at afvise al modstand. Derfor er det logisk, og sund praksis, at eliminere alt det som påstår, at vi skal udvikle os enkeltvis og lytte til vores intuition. Det er vejen til helvede, og helvede er jeg skrækslagen for. Man kan sige, det er skrækken som holder mig på sporet.”

”Du var da ellers så klog i skolen. Lynende intelligent, husker jeg. Nu er det som om, du opfatter dig som månen, der låner sit lys fra solen, og som om du foretrækker det, fordi solen er for provokerende. I det lys kan du ikke se, hvor dit spor fører hen. Men du har jo købt præmissen, at være modstander af modstand, hvordan du så end vil få den kage bikset sammen.

Nå men, god bedring. Jeg må videre.”

/J.W.