Tulipaner.

Blomsterne stod sådan lidt til en side
røde og gule men ingen hvide.

Med grønne stængler og saftige blade
lyste de op bag den gamle lade.

Som nymfer kan mildne anstrengte sind,
så presset svækkes, og lyset når ind.

Men nu blev en håndfuld skåret fra rødderne,
de fik, så at sige, amputeret fødderne.

I krukken står de og kommer til hægte
og mindes tiden, da verden var ægte.

De husker endnu, de var fæstnet i muld,
og hvisker at tiden ved laden var guld.

Men bedre endnu er at komme i ramme,
så visner man ikke lige med det samme.

Kommer man højt på en væg for at pynte,
er man da højere, end hvor man begyndte.

/J.W.