SKÆRPIBERENS SVANESANG.

(Skærpiberen yngler kun i Nordvesteuropa, men der findes nære slægtninge i Central- og Sydeuropa.)

To skærpibere var i fuld gang med frokosten, som bestod af små snegle og alger, der holdt hus på molerne. Mange af dem måtte opleve hus forbi, når de blev revet ud af deres daglige forehavender og pludselig befandt sig i et skærpibernæb.

”Det var så det,” tænkte en lille snegl, mens den forsvandt ned i en skærpibermave. ”Alt får en ende, men nu får vi se, om der er et andet liv efter dette. Egentlig lidt spændende.” Andre fik ikke tænkt sådanne tanker, fordi deres endeligt kom for pludseligt, men oplevelsen var den samme.

Pludselig slog en kæmpebølge ind over molen, og den ene skærpiber blev revet med og forsvandt som dug for solen.

”Av for den,” udbrød den anden. ”Det var atter en menneskeskabt katastrofe. Deres skibe laver uregelmæssigheder i bølgerne, og de er vanskelige at forudse. Når menneskene griber ind i naturens orden, kan man ikke nøjes med at stole på vind og vejr. Der følger altid noget uforudset i kølvandet af deres gerninger.”

En enlig svane slog ned på vandet tæt ved molen. ”Sikke en prægtig fugl,” tænkte den overlevende skærpiber. ”Den kommer nok for at trøste mig.” Den kunne ikke vriste blikket fra den fornemme fugl, som så ud til at være af kongelig byrd.

”Må jeg byde Deres Højhed på en svanebajer?” Ikke at den havde en kasse øl i reserve, men den syntes det lød godt, og hvad bød man ellers uventede svaner i sorgens stund?”

”Tak som byder.” Svanen nikkede smukt. ”Men det hedder da vist en svalebajer ikkesandt?”

”Joh, jeg syntes bare det lød forkert i denne sammenhæng, og jeg vil nødigt fornærme Dem, nu De er så elskværdig at komme for at trøste mig. Er de Ham som skal komme? Min verden er jo gået under.”

”Jeg er i hvert fald kommet. Jeg kredser lidt rundt for at finde det helt rigtige sted at fejre vinter. Og måske fryser vandet ikke til her tæt ved molen, kunne jeg forestille mig. Der er jo ikke forår mere, og jeg må indrømme, jeg savner tiden, hvor man sang skærsliberens forårssang.”

”Så vil jeg synge skærpiberens svanesang,” udbrød skærpiberen befippet.

Den kendte slet ikke en sådan sang, men dens sørgmodige tilstand taget i betragtning, var det da et smukt og velment, om end ikke velovervejet, tilbud.

/J.W.