"Summertime."

Fiskemanden på stranden har travlt
og nu ringer klokkerne for is
der er altid istid i sommervarmen
mændene interesserer hende mere og mere
og det går sommetider for vidt
er hun utro ved havet er hun en havtaske
men slå hende aldrig selv om du siger
det blot er et slaw på tasken
køb i stedet to nystegte fiskefrikadeller ved bilen
eller et par røgede sild pakket løst ind
solen holder ingen pauser og får isbåden til at løbe
så det sejler ned ad armen på lille Olga
læsejlet sluger brisen og der bliver let for varmt
mon det holder pinsen over?

Ja, hvis sommeren er kommet for at blive.

/J.W.

Olie/lærred. 30 x 30 cm.

Above everything og “down under.”

To harer sad på en bakketop. De havde et fantastisk udsyn herfra. Et smukt
panorama af naturlandskaber, med små byer og en stribe fjord, lå badet i
solskinnet, …ja og ikke færre end syv kirkesogne kunne de se, hvis de talte
det hele med.

Og det gjorde de, selv om noget af udsynet var lidt sløret af forårsdisen.
Men de havde gode øjne, og kirkerne var hvidkalkede, så selv de fjerneste af
dem lyste op som små prikker.

“Hvor er landet dog smukt,” sagde Morten. “Se hvordan vejene skærer markerne
ud i mosaikker, og se de røde tage fra menneskenes lejer. Jeg elsker at se på
det, men kunne ikke tænke mig at bo på deres måde. Jeg skal have åben
himmel over mig, både dag og nat, ellers ville jeg få klaustrofobi.”

“Det vil jeg holde i dig med,” svarede Helene og missede med sine smukke
øjne. Hun gnubbede koket og lynhurtigt sin næse med begge poter på én gang.

“Hvorfor faldt du egentlig på halen for mig?”

“Den første gang jeg så dig, vidste jeg, at du skulle være den, der fødte mine
killinger. Kuld efter kuld efter kuld, og jeg vidste også lige, hvor vi skulle
placere vores første hareleje: På engen i nærheden af den gamle, smukke
guldregn, der står nogle få hjortespring til venstre for paradisæbletræalleen.
Jeg ville omgærde dig med skønhed, fordi du selv ser så fortryllende ud, og
fordi jeg kunne mærke, at du havde et hjerte af guld. Ja selv efter de første
tre kuld, ser du lige fortryllende ud. Dine smukke øjne får mig altid til at
tænke på paradisæbletræernes blomster, som vel er det smukkeste,
jeg kan se.”

“Åh, du har da ordet i din magt.” Helenes kinder blev blussende røde, kunne
hun mærke. Det var ikke noget man kunne se, for pelsen skjulte heldigvis den
slags, men føles…, det kunne det. “Jeg føler, at jeg elsker hele verden nu,
alle er mine søstre og brødre, og derfor har vi ingen fjender, …what so ever.”

“Hvad så med Mikkel? Er han ikke en af vore fjender?”

“Spørg ham, hvis du tør. Jeg tror, han elsker os, og han føler slet ingen
fjendskab over for os. Han synes tværtimod, vi er dejlige.”

“Ja, sådan kan man jo også vende det. Men selv om du har de smukkeste,
brune øjne, forekommer det mig, at du måske er lidt blåøjet. At kunne lide
nogen kan åbenbart forstås på flere måder.”

“Jeg vælger at tro på, at alle væsner har kærlige følelser. Husker du min
fætter Påskeharald, vi legede med sidste Pinse? Han lærte mig, at vi alle er
søstre og brødre, og at vi inderst inde og yderst ude, dybest set er eet. Han
havde hørt om det fra sin australske grandonkel, som havde levet nogle
sæsoner sammen med Hare Krishna-disciple i en Ashrama der. Senere fortsatte
han på egne poter, men mødte så en kænguru, som havde indviet ham i
tilværelsens mysterier. Og selv om nogle mente, han harvde været i lommen
på denne guru som bare havde hjernevasket ham, mener jeg, at det han lærte
der, og nu lærer videre, er ægte. Jeg kan i hver te fald få tårer i øjnene,
når han fortæller om, hvordan nattehimlens stjerner hvisker vidunderlige
budskaber til os, mens vi sover.”

“Så kan jeg da bedre forstå, hvorfor du er så smuk. Hvis dine tårer dryppede
ned i græsset, ville der nok vokse blomstrende paradisæbletræer op, for selv
jorden ville blive rørt, og prøve at svare dig på en eller anden måde.”

“Nå, nu begynder det sørme at dryppe. Solen skinner så gyldent på de mørke
skyer, som er ved at trække op. Lad os finde noget læ, og vi må nok hellere
sætte vore lange bagben foran. Med den sol, ser det ud til guldregn.”

/J.W.

"Bifrosts jævnlige opdatering."

Olie/masonit. 61 x 61 cm.

Elverpigen.

Elvira.
Olie/masonit. 61 x 61 cm.

Ikke nu... men nu!

"Kære NU, gør du dig dyr,
siden du for TIDEN flyr?"

”Jeg har ikke gemt mig bort,
det har jeg da aldrig gjort.
Op på hesten, prøv på ny,
lad nu være med at kny.
Bonden skråt mod solen kigger,
tjekker hvordan landet ligger.
Hesten vrinsker stolt og kro,
den har fået nye sko.
Koen står så smukt og tygger,
'kvier' sig hvis skoen trykker.
Græsset gror og blomsten nikker,
ænser intet ur der tikker.

Kan du ikke se, jeg smiler?
Her er ingen tid der iler.”

/J.W.

Olie/lærred. Mål incl. ramme: 22 x 28 cm.

Jylland NW.

Olie/lærred. 30 x 30 cm.

Færdigmalet.
Olie/lærred. 60 x 80 cm.

Husmandskost.

”Hvilken herlig duft,” udbrød Halgrim. Han styrede direkte hen mod den afkrog af hulen, hvor Tinkuy stod og rørte i en sort jerngryde. Hun var næsten indhyllet i røg og damp, og under gryden blussede en lystig ild i brændeknuderne, som indimellem affyrede små gnistrende skud.

Halgrim var netop vendt hjem fra sin lange morgentur og havde en kurv fyldt med svampe i den ene hånd.

”Det dufter, som god, gammeldags husmandskost skal dufte, det du rører rundt i der,” sagde han. ”Men er du ikke lidt tidligt ude med middagsforberedelserne? Har du tisset i sengen?”

”Det kan du gerne spørge om, Halgrim, men bemærkede du, hvor klart vejret var i dag? Jeg kan garanlovedigfor, det ser helt anderledes ud i morgen. Min magiske gryde bestemmer jo, hvordan vejret arter sig oven over hulen, og et dygtigt stykke ud til alle siderne, for at sige det mildt for årstiden, og jeg kan mærke, vi trænger til forandring. Så når vi har spist til aften, lader jeg gryden simre på gløderne. De dør først ud hen ad morgenstunden, og mens ærtesuppen ligger og gør sin gavn i vore mavser, fordamper resten ud af skorstensrøret. Når folk får gnedet nattesøvnen ud af øjnene og stukket en mundfugtet finger i vejret for at vejre hvilken vej vinden blæser, finder de fluks deres tågelygter og tågehorn frem. Du vil høre mange omtale min kogekunst, når de udbryder: Sikke dog en ærtesuppe vi har fået i dag. Den er så tyk, man kan skære i den. Men det er jo bare tågesnak.”

/J.W.

Kinddans.

Ordene og tonerne gled gennem ham på en kærlig måde, og velvillige endorfiner dansede i kroppen, blidt æggende og varmende. Han undrede sig, samtidig med at han nød det, for dette musikstykke ville han aldrig sætte på sin afspiller. Det levede slet ikke op til hans musikalske niveau.

Efter nogen tid dukkede forskellige forslag op, som måske kunne forklare, hvad der foregik. Han valgte at godkende et af dem og slog sig nogenlunde til tåls med dette:

”Engang havde han været i en yderst attraktiv situation, måske danset en salig kinddans med en særlig pige, hvilket havde fået ham til at glemme alt andet end dette. Førnævnte musik var blevet spillet samtidig, og sindet havde knipset et billede, som rummede både musikken og de dansendes følelser, og reagerede så på det nu.”

I så fald viser det sig, hvor vanskeligt det kan være, at få øje på egentlige årsagssammenhænge. For intellektet er umiddelbart modstander af at parre ting, det ikke finder egnede, mens sindet er ligeglad og på en måde kører sit eget løb imens. Senere korrigerer det måske, men i givne øjeblikke stoler følelserne mere på sindets hukommelse end på intellektets beregning. Især hvis intuitionen ikke er sundt udviklet, så der kan opstå et mere modent overblik.

Intellektet er tilbøjelig til at forbinde spontan opstået glæde med det, det umiddelbart iagttager eller erindrer. Men koblingerne er oftest skjulte, og det sindets upersonlige belønninger opstår fra, og som kroppen nyder glæde af, bliver let fejet af bordet af det stolte intellekt, som er velformuleret og kæmper med sindet, følelserne, intuitionen og sig selv, om den gule førertrøje, som det samtidig, automatisk betragter som sin velfortjente ejendom.

Intuitionen bruger også elementer fra glemte følelser og intellektuelle korstog og forelæsninger, men er dog langt mere end dette. I den sammenligning er intellektet en veluddannet revisor, professor eller lagerekspedient, der fører kartotek, eller praler med ikke at gøre det. Danser det ikke kinddans med intuitionen, står der: ”Jeg er en klog tåbe,” på ryggen af dets gule førertrøje, og det laver den ledsagende musik ikke om på.

Denne musik udløste tilsyneladende fred, tryghed, fornyet håb og glæde, men skulle han anmelde den, og ikke betragtede den i ovennævnte kontekst, ville den ikke få en eneste stjerne.

/J.W.

"C-vitaminer

i olie på canvas panel." 18 x 24 cm. + ramme.

LILJEKONVALLER.

Thormod så hende dybt i øjnene:

”Jeg vil plukke en buket Liljekonvaller til dig, som jeg gjorde sidste år i maj. Jeg husker, hvordan du tog imod den. Så nænsomt, og med subtil ærbødighed. Du førte buketten mod dit bryst og bøjede hovedet, så duften kunne smyge sig om dine næsebor. Da så jeg, hvor smuk du er. Dit ansigt udtrykte duftens indre virkelighed, og i det øjeblik forstod jeg, at gudinder undertiden bliver født i menneskeskikkelse. Af uransagelige grunde.”

”Tusind tak, Thormod. Så vil jeg kvittere med nogle gode råd, jeg har fået af en elverkvinde:

Hvis det lykkes for en gudinde at forføre dig, er det på linje med at tage Liljekonvaller for Ramsløg og spise dem. Så må du genfødes til en tilværelse som mundskænk ved et hof.

Om det er straf eller belønning, ved jeg ikke. Vi kunne jo kalde det en smagssag.”

/J.W.

Skadefryd.

”Af skade bliver man rig men sjældent klog.”

Gråspurven, som havde rede i den tætte kvædebusk, holdt af ordsprog og benyttede enhver lejlighed til at kommentere døgnets begivenheder på denne måde.

”Det lyder næsten rigtigt,” svarede en anden spurv, som var dens nærmeste genbo. ”Jeg er godtnok aldrig blevet rig af skade, men når du siger det, passer det vel.”

”Man skal bare abstraktere min ven. Tag nu den store blodbøg, som står et smut fra vores kvædebusk. Der bor skaden, og hvis den ikke havde forvoldt så meget furore, havde vi vel aldrig fundet dette rige paradis. Her kan han ikke finde os, og det takker jeg Aurora for. Hun synger hver morgen: Nu vågne alle Guds fugle små. Det er møntet direkte på os, og ikke på den intrigante skade. Den må selv vågne, må den.”

”Kan man ikke klage til hende? Jeg mener, når skaden skadefro skratter så højt, man skulle tro, den havde et maskingevær i næbbet. Havde den så endda været lidt poetisk og skrattet: Skratskratteratskratteskriumskrat blev gift med Skritskritteritskritteskrirumskrit, havde man måske ikke behøvet at sidde så stum på kvist og ryste. Jeg bruger headset med Bluetooth for at overdøve ham. Med spurvekvidder af højeste kvalitet. Ellers stresser jeg for meget.”

”Så er denne umusikalske skratten da godt for noget. Vi bliver advaret, og vi kan skrue lidt ned for skaden og op for spurkvidderen, ikkesandt?”

”Det er da det vi kan, og det vi gør. Så er det alligevel godt, at skaden ikke bestod optagelsesprøven til musikkonservatoriets grunduddannelse.”

”Ja, og den kom heller ikke ind på danseskolen. Den hopper rundt, som om den er folkedanser, og den har ikke den fjerneste sans for finesser, som for eksempel spurve i tranedans har. Den har ikke tålmodighed til skolebænken, men klog af skade bliver den tilsyneladende aldrig.”

/J.W.

Blomster maleri.

Blomsterne stod sådan lidt til en side
røde og gule men ingen hvide.

Med grønne stængler og saftige blade
lyste de op bag den gamle lade.

Som nymfer kan mildne anstrengte sind,
så presset svækkes, og lyset når ind.

Men nu blev en håndfuld skåret fra rødderne,
de fik, så at sige, amputeret fødderne.

I krukken står de og kommer til hægte
og mindes tiden, da verden var ægte.

De husker endnu, de var fæstnet i muld,
og hvisker at tiden ved laden var guld.

Men bedre endnu er at komme i ramme,
så visner man ikke lige med det samme.

Kommer man højt på en væg for at pynte,
er man da højere, end hvor man begyndte.

/J.W.

En søndag først i maj.

Solen skinnede, lærken sang, og kirkeklokkerne bimlede. Bag alle lyde hvilede en beroligende stilhed, som selv mågerne ikke kunne overdøve. Præsten stod og fumlede med sin nypibede krave, der måske havde fået et lille tvist, men det så man ikke udefra, hvor naturens kirke lokkede med ophøjet, solbeskinnet fred, der forplantede sig til hjerterne uden vedhæftede kommentarer.

/J.W.