Skadefryd.

”Af skade bliver man rig men sjældent klog.”

Gråspurven, som havde rede i den tætte kvædebusk, holdt af ordsprog og benyttede enhver lejlighed til at kommentere døgnets begivenheder på denne måde.

”Det lyder næsten rigtigt,” svarede en anden spurv, som var dens nærmeste genbo. ”Jeg er godtnok aldrig blevet rig af skade, men når du siger det, passer det vel.”

”Man skal bare abstraktere min ven. Tag nu den store blodbøg, som står et smut fra vores kvædebusk. Der bor skaden, og hvis den ikke havde forvoldt så meget furore, havde vi vel aldrig fundet dette rige paradis. Her kan han ikke finde os, og det takker jeg Aurora for. Hun synger hver morgen: Nu vågne alle Guds fugle små. Det er møntet direkte på os, og ikke på den intrigante skade. Den må selv vågne, må den.”

”Kan man ikke klage til hende? Jeg mener, når skaden skadefro skratter så højt, man skulle tro, den havde et maskingevær i næbbet. Havde den så endda været lidt poetisk og skrattet: Skratskratteratskratteskriumskrat blev gift med Skritskritteritskritteskrirumskrit, havde man måske ikke behøvet at sidde så stum på kvist og ryste. Jeg bruger headset med Bluetooth for at overdøve ham. Med spurvekvidder af højeste kvalitet. Ellers stresser jeg for meget.”

”Så er denne umusikalske skratten da godt for noget. Vi bliver advaret, og vi kan skrue lidt ned for skaden og op for spurkvidderen, ikkesandt?”

”Det er da det vi kan, og det vi gør. Så er det alligevel godt, at skaden ikke bestod optagelsesprøven til musikkonservatoriets grunduddannelse.”

”Ja, og den kom heller ikke ind på danseskolen. Den hopper rundt, som om den er folkedanser, og den har ikke den fjerneste sans for finesser, som for eksempel spurve i tranedans har. Den har ikke tålmodighed til skolebænken, men klog af skade bliver den tilsyneladende aldrig.”

/J.W.