torsdag den 7. maj 2020

LILJEKONVALLER.


Thormod så hende dybt i øjnene:

”Jeg vil plukke en buket Liljekonvaller til dig, som jeg gjorde sidste år i maj. Jeg husker, hvordan du tog imod den. Så nænsomt, og med subtil ærbødighed. Du førte buketten mod dit bryst og bøjede hovedet, så duften kunne smyge sig om dine næsebor. Da så jeg, hvor smuk du er. Dit ansigt udtrykte duftens indre virkelighed, og i det øjeblik forstod jeg, at gudinder undertiden bliver født i menneskeskikkelse. Af uransagelige grunde.”

”Tusind tak, Thormod. Så vil jeg kvittere med nogle gode råd, jeg har fået af en elverkvinde:

Hvis det lykkes for en gudinde at forføre dig, er det på linje med at tage Liljekonvaller for Ramsløg og spise dem. Så må du genfødes til en tilværelse som mundskænk ved et hof.

Om det er straf eller belønning, ved jeg ikke. Vi kunne jo kalde det en smagssag.”
/J.W.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar