Gudinderne legede med en globus. De kunne zoome, så langt ind de ønskede, så selv en lille strandskaderede måtte afsløre, om æggene var klækkede.
”Prøv lige at se denne halvø,” sagde den ene. ”Den hedder Jylland, kan jeg se, den kunne jeg tænke mig at folde ved grænsen og få op at stå, så denne sjove, lille spids kan få næsen i sky.”
”Rasler husene så ikke af, som når man kommer til at klappe Matadorbrættet sammen, mens der stadig er huse og hoteller på grundene?”
”Nej, for jeg folder med Metaforisk hensigt, og så er det kun os der opdager, noget usædvanligt sker. Selv vandløbene opdager intet. Jeg kunne godt tænke mig at kigge nærmere på den lidt krogede spids, så jeg zoomer lige ind.”
”Skal du ikke huske at indstille tiden, eller er du ligeglad med den?”
”Åh, ja. Jeg stiller hundrede år tilbage, for dengang var der liv og glade dage, sådan sat lidt på spidsen, har jeg hørt. Se selv, hvor der summer af sommer og sol. Jeg skruer lige et kvartal tilbage, for jeg elsker at se, når kong Vinter er ved at abdicere. Og så spoler vi ganske langsomt frem til sommeren igen.”
”Ja, ellers går tiden alt for hurtigt, for når frøken Forår er ved at vågne, må tiden gerne gå ned på et lavere blus, så vi alle kan nyde den lyse tid. Og så kan vi slutte ved Sankt Hans-blussene og prøve en ny leg.”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar