"Lystfisker."

Olie/masonit. 24 x 18 cm.

Multerier.

”Nu serverer de saftsusemig franskbrød igen.” Multen krængede sin brede overlæbe yderligere op, så man kunne se, den havde råd til botox-behandlinger, selv om den næppe havde penge på bogen.

”Det har jeg aldrig smagt,” svarede multe-millionæren, Mulle, som var blevet velhavende ved sit virke som guide for multer, der havde svært ved få råd til de daglige alger og øvrige fornødenheder. Den viste dem, hvor de kunne forsyne sig momsfrit, og tog så en lille procentdel af høsten for sin indsats.

”Jeg har ædt et halvt franskbrød allerede i år, altså sammenlagt,” udbrød multen. ”Men man skal være snu og have et øje på hver finne. Lystfiskerne sætter brødet på kroge, som kan gribe fat i vore smukke læber, men jeg har lært at bide i det alleryderste og så smutte igen. Jeg kan dog ikke anbefale det, for nogle af os ender på deres grill, svøbt i bacon, fordi vi er for grådige og ”snupper hele pakken.” Man skal være akrobatisk, elegant og hurtig, hvis man vil have sig en lille bid brød. Men så er det til gengæld gratis. En god ting for os, som ikke har penge i Doggerbanken, som du. Jeg har iøvrigt hørt, at en dame kunne trække torsk i land med de bare næver. Tænk at være så dum at lade sig tage ved næsen, øh halen, på denne måde.”

”Ja, og hvis jeg kunne trylle, ville jeg hæve alle mine sparepenge og forære dem til jer, forlade det våde element og slå mig ned i et åbent landskab, for jeg kan bedst med åbne vidder, og ved havet har jeg jo boet hele livet. Jeg ville trylle mig bærbare vinger, ligesom flyvefiskene, så jeg kunne suse rundt og fouragere, mens jeg sang af mine gællers, øh… lungers, fulde kraft. Og så ville jeg naturligvis leve af Multebær. Det ligger jo lige til højrefinnen, ikkesandt.”

/J.W. 

Troubadour.

Olie/lærred. 50 x 50 cm.,
m. ekstra tyk blindramme.

"M."

Olie/lærred. 80 x 60 cm.

Olie på masonit. 18 x 24 cm.

Tordenkaffe.

Helt ude i skoven lå et lille bjerg. Det var uden bevoksning, bortset fra frodigt græs, og kunne godt minde om en dansk gravhøj fra de gode, gamle dage… eller i hvert fald fra gamle dage.

Det var dog ikke nogen gravhøj, men troldens bolig. Han havde udhulet bjerget, og stivet det af indvendigt med træ. Loftet bestod af tynde træstammer, og med passende mellemrum var det understøttet af kraftigere egestammer. Det var godt og solidt og, med lidt god vilje, også hyggeligt. På en af væggene hang et skilt, han havde lavet af ler, og med store bogstaver, ridset ind med en troldsplint, stod der: Frænde er frænde værst. Sommetider steg der en røgsøjle op fra toppen af bjerget, og det tolkede skovens dyr og småfolk, som røg der kom direkte fra jordens indre.

Trolden vågnede ved, at hans mave rumlede. Han havde sovet nogle måneder, og nu begyndte hans krop at kræve energi for fortsat at være leveringsdygtig i huld og hestekræfter. Før han var gået til ro, havde han stillet en dynge hjemmebagte drømmekager ved sin side, for han vidste af erfaring, at han var drønsulten, når han vågnede. Han havde også en tønde hjemmelavet æblecider ved hånden, fremstillet af gærede pigæbler, adamsæbler og guldregn. Så der var ene gode sager at vågne op til.

Han famlede fumlende med hænderne for at få fat i en kage, men selv om hans hænder søgte i stadig større områder, fandt de ingenting. Han satte sig op og gnubbede øjnene. ”Hvor fanden var de kager?” Men der var ingen der svarede, og der var ingen kager og ingen æblecider at se. Maven rumlede og øjnene skød lyn. Han tænkte med afsky på sin sleske, tvetungede og tyvagtige halvfætter der residerede i en mystisk og mytisk have, som lå i en tidslomme.

Der var vist ikke andet at gøre end at bage og brygge på ny. Han måtte ud i skoven og samle ind, for alt det han skulle bruge fandtes her: Hestepærer, pigæbler, brændenælder, guldregn, lerklumper, røde og grønne fluesvampe, sure rønnebær samt lidt af jordens salt. Adamsæblerne måtte han på æbleskud for at få fat i, for de voksede kun i halvfætterens have, og den havde trolden ikke legal adgang til. Den lå lige i nærheden, men man skulle have et særligt øje for den, ellers kunne man ikke spotte den. Det havde han heldigvis, og det sad midt i panden, men det betød samtidig, at alle han mødte flygtede i rædsel. For sådan et udseende var helt ude i skoven.

Nå, men disse ingredienser blev mast og rørt sammen, mens der gradvist blev tilført vand fra mergelgraven for at få den rigtige konsistens.

Hele tiden, mens kagerne var i den varme ovn, og æblecideren gærede, rumlede hans mave som bølgerne ved havets brænding, og øjnene skød heftige lyn. Han var frustreret og vred over, at der havde været sultne og tyvagtige besøgende, mens han snuede på sit grønne øre.

Samtidig malede skovens dyr og småfolk bønner og bryggede kaffe på livet løs. De vidste nemlig, at når det rumlede, så gulvene gyngede, og lynglimt krydsede hid og did, var det på tide at kværne bønner og sætte vand over. Så kildrede det forventningsfuldt i maverne, for tordenkaffe var verdens bedste kaffe.

Nu sov slangen, dens kone og deres yngel, paradisisk i den navnkundige have under et bugnende æbletræ. Med maverne fulde af lækre, stjålne kager skyllet ned med herlig æblecider. Så var de forfriskede og udhvilede, når solen stod op og satte turbo på dagen, hvor Eva skulle sminkes til sit nøje indstuderede og gennemannoncerede teaterstykke, hvori også adamsæblet spillede en rolle.

Skovens dyr og småfolk undrede sig lidt over, at der ingen regn kom, men de slog sig elegante til tåls med, at der jo var mere mellem himmel og jord, og at tordenkaffen havde den smag og styrke, tordenkaffe skulle have.

/J.W.

Mod Kattegat.

Olie/lærred. 24 x 30 cm.

Due og krage.

"Et umage par."

Olie/lærred. 20 x 20 cm. + ramme.

Kunstens gadespejl.

De snakkede om i morgen og om tiden derefter. For i overmorgen ville nok blive bedre end i forgårs, hvis man ellers levede så længe. Residerede Muserne virkelig mellem himmel og jord, og hvis de gjorde, hvor langt var det så egentlig ude?

De havde hørt, at uglen i Vor Frue Kirkes klokketårn vidste besked om lidt af hvert, og mere til, så de blev enige om at aflægge ham et besøg og spørge ham grundigt ud om alle hvordan’erne, hvornår’erne og hvorfor’erne.

Nær kastanjetræet ved det gamle bibliotek havde kirkens korsedderkop spundet et magisk net. Det var tilsyneladende hverken rammet ind eller hæftet nogen steder og kunne besvare selv nærgående spørgsmål, bare de ikke kom fra en spindoktor, for så klumpede maskerne sig sammen et stykke tid og mistede evnen til vibrerende refleksion. Man skulle dog spørge på en særlig måde for at få svar, og uglen var en af dem der vidste hvordan.

Klokketårnet indbød ikke til besøg. Det var vanskeligt at komme op i, og trapperne var smalle, slidte og knirkende. Men der var ingen vej udenom, for uglen forlod, selvom det lød lidt mystisk, aldrig sin pind.

”Tag en spadseretur på Kunstens Boulevard. Alle tænkelige kunstarter, og flere til, er tilgængelige lige Nu og Der,” sagde uglen. Han vidste nemlig allerede, hvad de havde på hjerterne.

”Der er ferniseringer og uropførelser ad libitum, og i det aktuelle tema: ”Hvem tænder regnbuen på himlens hvælv, og hvem slukker efter?” afspejles alle svarene på jeres spørgsmåI. I genskinnet fra gadespejlene udenfor byens tid… og efter alle kunstens regler.”

/J.W.

Verden i udgaver...

(Udgivet første gang for over ti år siden.)


Hvad ser du? Hvad ser jeg? Ser vi det samme, hvis vi kigger på det samme?
Vi kan i hvert fald ikke have det samme udkigspunkt på samme tid. Kun næsten. Og vi må have hver sin udgave!

Man kan se den samme film i TV over hele landet. Den bliver sendt et sted fra i en given kvalitet. Men alle modtagerne, TV- apparaterne i de mange hjem, gengiver hver sin unikke udgave. Og den tekniske kvalitet er afhængig af TV-modtagerne. Der er f.eks. forskel på analog og digital TV. Filmen som sendes er den samme, men alle ser hver sin udgave. De er både unikke og generelle på samme tid.

Når man kigger på en blomst, ser man sin unikke udgave. Blomsten fremstår via beskueren. Vi ser det samme, men vi ser hver sin udgave.

¨Beviset¨ for at man ser sin egen udgave… ja ubevidst oven i købet ¨producerer¨ den er f. eks. synsprocessen:

Linsen i øjet producerer et ganske lille og omvendt spejlbillede på nethinden. Synsnerven sender så ‘elektriske impulser’ videre til et eller måske flere hjernecentre, hvor disse impulser ¨bearbejdes¨, og først herefter er vi bevidst om blomsten.

Det samme gælder principielt for de andre sanser.

Sendestationen sender de samme signaler til alle modtagere og filmen bliver afspillet (virkeliggjort) via dem. Alle udgaver smelter tilsyneladende sammen til eet i opfattelserne. Lidt eftertanke viser, at det også gælder vore legemer med hjerner, sanser o.s.v.

Drømme giver et tankevækkende billede på det samme. Men der er en del forskelle på drømme og almindelig dagsbevidsthed, bl.a. at drømme er personlige, og at man ikke fortsætter drømmen, hvor man slap, næste gang man falder i søvn. De mentale principper har dog mange lighedspunkter.

Mens man drømmer, er man almindeligvis ikke klar over, at man ligger i en seng under en dyne. Ligger man ved siden af en der også har gang i en drøm, har man heldigvis ikke problemer med, at drømmene støder sammen. Det viser, at der ikke nødvendigvis behøver være problemer med flere dimensioner. Der er ingen pladsproblemer, fordi alt til syvende og sidst er mentale processer, erindringer som genkaldes samt nyskabelser… i nuet.

Det er dog nemmest at indse retrospektivt, da alt som er sket uvægerligt får status af erindringer, og erindringer er forestillinger i bevidstheden.

/J.W.

Olie/masonit. 60 x 80 cm.

Nibe-motiv.

Olie/masonit. 21 x 16 cm.