Helt ude i
skoven lå et lille bjerg. Det var uden bevoksning, bortset fra frodigt græs, og
kunne godt minde om en dansk gravhøj fra de gode, gamle dage… eller i hvert
fald fra gamle dage.
Det var dog
ikke nogen gravhøj, men troldens bolig. Han havde udhulet bjerget, og stivet
det af indvendigt med træ. Loftet bestod af tynde træstammer, og med passende
mellemrum var det understøttet af kraftigere egestammer. Det var godt og solidt
og, med lidt god vilje, også hyggeligt. På en af væggene hang et skilt, han
havde lavet af ler, og med store bogstaver, ridset ind med en troldsplint, stod
der: Frænde er frænde værst. Sommetider steg der en røgsøjle op fra toppen af
bjerget, og det tolkede skovens dyr og småfolk, som røg der kom direkte fra
jordens indre.
Trolden
vågnede ved, at hans mave rumlede. Han havde sovet nogle måneder, og nu
begyndte hans krop at kræve energi for fortsat at være leveringsdygtig i huld
og hestekræfter. Før han var gået til ro, havde han stillet en dynge
hjemmebagte drømmekager ved sin side, for han vidste af erfaring, at han var
drønsulten, når han vågnede. Han havde også en tønde hjemmelavet æblecider ved
hånden, fremstillet af gærede pigæbler, adamsæbler og guldregn. Så der var ene
gode sager at vågne op til.
Han famlede
fumlende med hænderne for at få fat i en kage, men selv om hans hænder søgte i
stadig større områder, fandt de ingenting. Han satte sig op og gnubbede øjnene.
”Hvor fanden var de kager?” Men der var ingen der svarede, og der var ingen
kager og ingen æblecider at se. Maven rumlede og øjnene skød lyn. Han tænkte
med afsky på sin sleske, tvetungede og tyvagtige halvfætter der residerede i en
mystisk og mytisk have, som lå i en tidslomme.
Der var vist
ikke andet at gøre end at bage og brygge på ny. Han måtte ud i skoven og samle
ind, for alt det han skulle bruge fandtes her: Hestepærer, pigæbler,
brændenælder, guldregn, lerklumper, røde og grønne fluesvampe, sure rønnebær
samt lidt af jordens salt. Adamsæblerne måtte han på æbleskud for at få fat i,
for de voksede kun i halvfætterens have, og den havde trolden ikke legal adgang
til. Den lå lige i nærheden, men man skulle have et særligt øje for den, ellers
kunne man ikke spotte den. Det havde han heldigvis, og det sad midt i panden,
men det betød samtidig, at alle han mødte flygtede i rædsel. For sådan et
udseende var helt ude i skoven.
Nå, men
disse ingredienser blev mast og rørt sammen, mens der gradvist blev tilført
vand fra mergelgraven for at få den rigtige konsistens.
Hele tiden,
mens kagerne var i den varme ovn, og æblecideren gærede, rumlede hans mave som
bølgerne ved havets brænding, og øjnene skød heftige lyn. Han var frustreret og
vred over, at der havde været sultne og tyvagtige besøgende, mens han snuede på
sit grønne øre.
Samtidig
malede skovens dyr og småfolk bønner og bryggede kaffe på livet løs. De vidste
nemlig, at når det rumlede, så gulvene gyngede, og lynglimt krydsede hid og
did, var det på tide at kværne bønner og sætte vand over. Så kildrede det
forventningsfuldt i maverne, for tordenkaffe var verdens bedste kaffe.
Nu sov
slangen, dens kone og deres yngel, paradisisk i den navnkundige have under et
bugnende æbletræ. Med maverne fulde af lækre, stjålne kager skyllet ned med
herlig æblecider. Så var de forfriskede og udhvilede, når solen stod op og
satte turbo på dagen, hvor Eva skulle sminkes til sit nøje indstuderede og
gennemannoncerede teaterstykke, hvori også adamsæblet spillede en rolle.
Skovens dyr
og småfolk undrede sig lidt over, at der ingen regn kom, men de slog sig
elegante til tåls med, at der jo var mere mellem himmel og jord, og at
tordenkaffen havde den smag og styrke, tordenkaffe skulle have.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar