De snakkede om i morgen og om tiden derefter. For i overmorgen ville nok blive bedre end i forgårs, hvis man ellers levede så længe. Residerede Muserne virkelig mellem himmel og jord, og hvis de gjorde, hvor langt var det så egentlig ude?
De havde hørt, at uglen i Vor Frue Kirkes klokketårn vidste besked om lidt af hvert, og mere til, så de blev enige om at aflægge ham et besøg og spørge ham grundigt ud om alle hvordan’erne, hvornår’erne og hvorfor’erne.
Nær kastanjetræet ved det gamle bibliotek havde kirkens korsedderkop spundet et magisk net. Det var tilsyneladende hverken rammet ind eller hæftet nogen steder og kunne besvare selv nærgående spørgsmål, bare de ikke kom fra en spindoktor, for så klumpede maskerne sig sammen et stykke tid og mistede evnen til vibrerende refleksion. Man skulle dog spørge på en særlig måde for at få svar, og uglen var en af dem der vidste hvordan.
Klokketårnet indbød ikke til besøg. Det var vanskeligt at komme op i, og trapperne var smalle, slidte og knirkende. Men der var ingen vej udenom, for uglen forlod, selvom det lød lidt mystisk, aldrig sin pind.
”Tag en spadseretur på Kunstens Boulevard. Alle tænkelige kunstarter, og flere til, er tilgængelige lige Nu og Der,” sagde uglen. Han vidste nemlig allerede, hvad de havde på hjerterne.
”Der er ferniseringer og uropførelser ad libitum, og i det aktuelle tema: ”Hvem tænder regnbuen på himlens hvælv, og hvem slukker efter?” afspejles alle svarene på jeres spørgsmåI. I genskinnet fra gadespejlene udenfor byens tid… og efter alle kunstens regler.”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar