Multerier.
”Nu serverer
de saftsusemig franskbrød igen.” Multen krængede sin brede overlæbe yderligere
op, så man kunne se, den havde råd til botox-behandlinger, selv om den næppe
havde penge på bogen.
”Det har jeg
aldrig smagt,” svarede multe-millionæren, Mulle, som var blevet velhavende ved
sit virke som guide for multer, der havde svært ved få råd til de daglige alger
og øvrige fornødenheder. Den viste dem, hvor de kunne forsyne sig momsfrit, og
tog så en lille procentdel af høsten for sin indsats.
”Jeg har ædt
et halvt franskbrød allerede i år, altså sammenlagt,” udbrød multen. ”Men man
skal være snu og have et øje på hver finne. Lystfiskerne sætter brødet på
kroge, som kan gribe fat i vore smukke læber, men jeg har lært at bide i det
alleryderste og så smutte igen. Jeg kan dog ikke anbefale det, for nogle af os
ender på deres grill, svøbt i bacon, fordi vi er for grådige og ”snupper hele
pakken.” Man skal være akrobatisk, elegant og hurtig, hvis man vil have sig en
lille bid brød. Men så er det til gengæld gratis. En god ting for os, som ikke
har penge i Doggerbanken, som du. Jeg har iøvrigt hørt, at en dame kunne trække
torsk i land med de bare næver. Tænk at være så dum at lade sig tage ved næsen,
øh halen, på denne måde.”
”Ja, og hvis
jeg kunne trylle, ville jeg hæve alle mine sparepenge og forære dem til jer,
forlade det våde element og slå mig ned i et åbent landskab, for jeg kan bedst
med åbne vidder, og ved havet har jeg jo boet hele livet. Jeg ville trylle mig
bærbare vinger, ligesom flyvefiskene, så jeg kunne suse rundt og fouragere,
mens jeg sang af mine gællers, øh… lungers, fulde kraft. Og så ville jeg
naturligvis leve af Multebær. Det ligger jo lige til højrefinnen, ikkesandt.”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar