Tordenkaffe.

Helt ude i skoven lå et lille bjerg. Det var uden bevoksning, bortset fra frodigt græs, og kunne godt minde om en dansk gravhøj fra de gode, gamle dage… eller i hvert fald fra gamle dage.

Det var dog ikke nogen gravhøj, men troldens bolig. Han havde udhulet bjerget, og stivet det af indvendigt med træ. Loftet bestod af tynde træstammer, og med passende mellemrum var det understøttet af kraftigere egestammer. Det var godt og solidt og, med lidt god vilje, også hyggeligt. På en af væggene hang et skilt, han havde lavet af ler, og med store bogstaver, ridset ind med en troldsplint, stod der: Frænde er frænde værst. Sommetider steg der en røgsøjle op fra toppen af bjerget, og det tolkede skovens dyr og småfolk, som røg der kom direkte fra jordens indre.

Trolden vågnede ved, at hans mave rumlede. Han havde sovet nogle måneder, og nu begyndte hans krop at kræve energi for fortsat at være leveringsdygtig i huld og hestekræfter. Før han var gået til ro, havde han stillet en dynge hjemmebagte drømmekager ved sin side, for han vidste af erfaring, at han var drønsulten, når han vågnede. Han havde også en tønde hjemmelavet æblecider ved hånden, fremstillet af gærede pigæbler, adamsæbler og guldregn. Så der var ene gode sager at vågne op til.

Han famlede fumlende med hænderne for at få fat i en kage, men selv om hans hænder søgte i stadig større områder, fandt de ingenting. Han satte sig op og gnubbede øjnene. ”Hvor fanden var de kager?” Men der var ingen der svarede, og der var ingen kager og ingen æblecider at se. Maven rumlede og øjnene skød lyn. Han tænkte med afsky på sin sleske, tvetungede og tyvagtige halvfætter der residerede i en mystisk og mytisk have, som lå i en tidslomme.

Der var vist ikke andet at gøre end at bage og brygge på ny. Han måtte ud i skoven og samle ind, for alt det han skulle bruge fandtes her: Hestepærer, pigæbler, brændenælder, guldregn, lerklumper, røde og grønne fluesvampe, sure rønnebær samt lidt af jordens salt. Adamsæblerne måtte han på æbleskud for at få fat i, for de voksede kun i halvfætterens have, og den havde trolden ikke legal adgang til. Den lå lige i nærheden, men man skulle have et særligt øje for den, ellers kunne man ikke spotte den. Det havde han heldigvis, og det sad midt i panden, men det betød samtidig, at alle han mødte flygtede i rædsel. For sådan et udseende var helt ude i skoven.

Nå, men disse ingredienser blev mast og rørt sammen, mens der gradvist blev tilført vand fra mergelgraven for at få den rigtige konsistens.

Hele tiden, mens kagerne var i den varme ovn, og æblecideren gærede, rumlede hans mave som bølgerne ved havets brænding, og øjnene skød heftige lyn. Han var frustreret og vred over, at der havde været sultne og tyvagtige besøgende, mens han snuede på sit grønne øre.

Samtidig malede skovens dyr og småfolk bønner og bryggede kaffe på livet løs. De vidste nemlig, at når det rumlede, så gulvene gyngede, og lynglimt krydsede hid og did, var det på tide at kværne bønner og sætte vand over. Så kildrede det forventningsfuldt i maverne, for tordenkaffe var verdens bedste kaffe.

Nu sov slangen, dens kone og deres yngel, paradisisk i den navnkundige have under et bugnende æbletræ. Med maverne fulde af lækre, stjålne kager skyllet ned med herlig æblecider. Så var de forfriskede og udhvilede, når solen stod op og satte turbo på dagen, hvor Eva skulle sminkes til sit nøje indstuderede og gennemannoncerede teaterstykke, hvori også adamsæblet spillede en rolle.

Skovens dyr og småfolk undrede sig lidt over, at der ingen regn kom, men de slog sig elegante til tåls med, at der jo var mere mellem himmel og jord, og at tordenkaffen havde den smag og styrke, tordenkaffe skulle have.

/J.W.