Mandag d. 20. december, 2021.

 

 

Nibe Avis d. 30. november 2021.

 Hvis I vil læse mit indlæg, se side 8.: "Sneglespor og Vibefedt." Det er gratis at læse Nibe Avis på nettet. 

Inden for rammerne.

 

  Skotøjsæsken med julepynt var næsten tom nu, og der var meget af pynten, som ikke involverede juletræet direkte, men blev placeret i vindueskarme, på amagerhylder, bogreoler, indskudsborde og flere andre steder, hvor det var med til at skabe den særlige stemning, mange holdt af. Nogle juletræer manglede kun at få lysene tændt og få foden dækket af gaver, mens andre endnu stod, som naturen havde skabt dem. Bortset fra foden i stedet for roden, forstås.

  Også udendørs var der pyntet, med lyskæder, lysende rener foran julemandens blinkende kane og Glædelig Jul bøjet i neon, ja næsten alt man kunne forestille sig, og meget mere til.

  I stuen hang maleriet. Det hang på det samme søm hele året rundt, men besøgte man stuen i julemåneden, kunne man fristes til at tro, det var hængt op for at skabe julestemning.

  En kravlenisse var i klemme mellem maleriet og rammens venstre side. Her hang han, i og for sig, godt nok, hvis bare han ikke havde haft så ondt i maven.

  En anden kravlenisse, som var kilet ned i bunden af rammen, hørte ham klage sig og sagde:

  ”Er der noget i vejen?”

  ”Nej, kære Sisyfos” svarede han, ”der er noget i maven. Jeg var ved at digte lidt om julen i går. Med kuglepen på en serviet, som rigtige digtere digter nu om dage. Så kom Mor Hulda og kiggede mig over skulderen. Hun påstod, jeg havde en digter i maven, og siden har jeg haft ondt der.”

  ”Sådan noget lignende derhen af havde jeg det i går,” sagde Sisyfos, som ofte pølede med et æble i stedet for en sten, ”måske kan vi hjælpes ad, og skrive et juledigt sammen. Hvis den slags digte giver hoved- eller mavepine, er det sikrere at være to om det. Så kan hverken Pinen eller Plagen finde ud af, hvor de skal sætte ind eller lægge til. Jeg sætter lige skuden i gang, og så griber du roret:

”Klokker bimler bedeslag
(rimer godt på hedeslag.)”

”Okay. Så fortsætter jeg med:

Men hedebølge er her ikke
hører ej til julens skikke.”

”Det har du ret i. Hmmm, jo:

Sne og is har gemt sig bort
kan dog ses på julekort.”

”Ja, så er digtet færdigt. Nej vent lige:

Hvis du vil have sne i år
klip op og ryst dit pudevår.”

”Jo, men:

Sneen ligger nok på lur
venter på det bli’r dens tur.
Frosten stemmer sit klaver
kan snart ikke vente mer’.”

”Måske har du ret, meeen:

Jorden er jo våd og blød
som nisseøl og risengrød.”

  ”Så ønsker jeg dig glædelig juletræ, og kravl nu forsigtigt, hvis der skulle blive glat.”

  ”Ja, selv tak. Jeg skal nok passe på, og vi må jo begge holde os inden for rammerne.”

 

/J.W.  (Ordkløver og stemningsbrygger.)

 

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

 

Julestemning.

Finurlige julefortællinger.

 Hvis du er interesseret i at få bogen hjem inden jul, bestil den hos din boghandler, eller du kan du skrive: Finurlige julefortællinger i Googles søgefelt. Så kommer der forskellige tilbud frem.

Bogen kan også bestilles hos www.mellemgaard.dk

Olie/lærred. 30 x 30 cm. + ramme.

 

Juletænketanker.

”Julen var lige til påske,” tænkte nissen. ”Der er ikke noget at sige til, at mange af os får stress. Ikke fordi julen ikke er vor storhedstid, for det er den, men fordi der er hundredeogsytten ting, vi forventes at tage os af.”

Vætten, som var iklædt sin karakteristiske grå vadmelsdragt, tænkte tilbage: ”Der er mange, der glemmer at overveje, hvornår julen egentlig begynder, for julen ’varer’ jo ikke bare, den begynder også. Jeg synes ikke, den begynder før den første december, men mange kan ikke få nok og starter allerede i november.”

”Der er gæstgiverier, som averterer med julefrokoster i oktober. Så har jeg ikke engang fået mit røde nissetøj tilbage fra renseriet.” Nissen svarede hurtigt på vættens tanker, uden at tænke højt.

”Ja, jeg skifter ikke tøj, fordi julen lige dukker op,” tænkte vætten og smilede til nissen. ”Det er kun jer nisser, som har fået den spøjse ide.”

”Nu tænker du godt nok, at vi er spøjse, fordi vi er klædt i rødt i juletiden, men jeg kan sige dig, at det er fordi vi er moderne, og ikke sådan nogle oldtidslevninger som jer. Ja, ja, gode tanker igen. I minder mig bare lidt om de besynderlige typer, som kun kan tænke: Intet nyt er godt nyt.”

”Ja, jeg er godt klar over, at jeres røde nissejuledragter er det nye sort, men om det holder ved, vides ikke. Moderne skifter hurtigere, end vinden blæser, og I har jo kun haft den vane i utallige dekade, eller så. I morgen kan der lyde nye toner fra den front. Hvem ved, om kasketter eller stråhatte bliver jeres nye sort. Det ville da være en forandring, der ville noget. Men så er det ikke sikkert, I går ind i folk med træsko på mere.”

/J.W.

Ingen røg i køkkenet.

 ”I Vendsyssel er det vist ikke så almindeligt at gå udenfor, når man ryger.”

”Hvor ved du det fra?”

”Jeg spurgte en Vendelbo, om han gik udenfor, når han trængte til en cigaret, og han svarede: A røger inn.”

/J.W.

Nibe Avis d. 17. november.

Se side 10 i Nibe Avis. Den er på nettet og gratis.

 

”Musens sang.”

(I en omskrevet, forkortet og positiv udgave.)

En skøn lille muse har det bedre, end man tror,

hun befinder sig godt mellem himmel og fjord.

Hun synger, mens hun brygger og vil gerne skænke op,

af sit dejlige bryg i min medbragte kop.

En muses liv og levned, sætter mange fine spor,

hun er solskin og smil mellem himmel og fjord.

Hun hvisker i mit øre, og jeg nyder hvert et ord,

som er fuld af musik, med forførende spor.

/J.W. -ordkløver og stemningsbrygger.

Olie/lærred. 80 x 60 cm.

 

Suppedas.

 

  Hun hældte en spand vand ud ved sokkelen nær bryggersdøren, da hun var færdig med at plukke hønen, som skulle være hovedingrediens i søndagens suppe på den lille gård ved Jammerbugt. Det var nok dagens største fejl, for næppe havde hun tømt den sidste sjat ud, før lynet slog ned i laden. Det kom ganske uvarslet, der havde ikke været nogen rumlen, og ikke mange skyer på himlen. Solen skinnede dejligt, og det var vanskeligt at forstå, vintertiden så småt var i gang.

 

  Hvad hun ikke vidste, var at lige under, hvor vandet ramte, boede nissefamilien, Dahl. Og var der noget de ikke brød sig om, var det at få plasket vand på deres loft, især når de holdt siesta og lå og småkværulerede og jamrede over, hvor lang eller kort tid der var til jul. Og med sådan et snavset og varmt vandfald, var det ikke muligt at slå koldt vand i blodet, så nissefar, Yammer Dahl, råbte truende og mørkerød i hovedet:

 

”Nu kan det være nok!” 

 

  Og det var det. Det var nok til at nedkalde et slemt lyn, som straks antændte laden, for nissefars vrede var farlig for både mennesker og dyr.

 

  Set fra en menneskelig synsvinkel, var det en ond begivenhed, men fra nissernes muldvarpeperspektiv, var hævn ganske naturlig. Forståelse og tilgivelse fandtes ikke på deres menukort. Fred gav ingen mening og blev iagttaget med vantro.

 

  De vidste nemlig, fra overleveringer, at de skulle tørre glade og frimodige smil af de tåber, som levede i fredelig velstand, og plukke høns med dem. Alt andet var blålys og ikke til at holde ud. Og vandet var bare dråben...

 

  Hønsekødssuppen blev udsat, for nu var der nok at se til. Men havde konen fået en forståelse af, hvordan det hele hang sammen, ville hun sikkert lave en kæmpe portion risengrød til jul. For selv om nisserne boede under huset i det daglige, rykkede de altid op på loftet ved juletid.

 

  Og så var risengrød med sukker, kanel og en dygtig klat smør, et must, hvis man ønskede ro, fred og fordragelighed. 

 

/J.W.

 

 

To nisser mødtes på høloftet.

”Må man ryge her?”

”Nej, den går ikke. Bonden siger, det er for farligt, og det er jo hans gård.”

”Kan man ikke lide lugten på loftet, må man skifte bageri, har jeg hørt. Eller noget i den retning.”

”Har du været ryger længe?”

”Ja, lige siden de blev opfundet, ...lakridspiberne altså. Dem holder jeg mig til. Og jeg vil helst have dem med dueblå låg. De pink-agtige er for tøsede, synes jeg. Men de er da ellers gode nok.”

”Min fætter fra Oslo kommer i julen. Han glæder sig. For her i landet er lakridspiber stadig lovlige. I Norge er de blevet forbudt. Han siger, han er blevet afhængig af dem, og kan komme af med sine abstinenser, mens han er på juleferie her.”

"Det var gutten sin!"

/J.W.

BRØD.

Ordene, "det daglige brød," siger de fleste noget.

Ham det store brød gumler altid, fordi han ikke vil være brødflov.

Han oplevede dog brødnid i forretningslivet, når nogen truede ham

på hans levebrød. Det brød han sig slet ikke om.

Skiveskåret Levebrød er på tilbud hos købmanden. Hvor længe

husker jeg ikke. Det stod også kun med brødtekst i avisen.

”Jeg håber ikke, jeg afbrød jer i noget vigtigt,” udbrød han til slut.

/J.W.

Fisk.

 Hunden stejlede, da den fik øje på en vertikal søhest med butterfly der, oven i købet, trådte vande, mens hundestejlerne foretrak at svømme horisontalt det meste af tiden, somme tider dog lidt op og ned, og så så det ud, som om de nikkede.

Hunden stod længe på bredden og gøede smilende. Søhesten var lykkelig for 'sommerfuglen', han havde fået på halsen. Mon ikke den klarer pynten, tænkte han, for den er sat på med tang. Endvidere har den ikke kostet mig en rød reje.

Tidstypisk.

Tik-tak-tik-tak-tik-tak siger uret taktfast. Det er nemlig den taktik det gamle pendul-ur benytter, for at holde styr på tiden, selv om dagene kortes lidt efter lidt.

Timeglasset synes, det lyder vulgært og nøjes med en næsten uhørlig hvislen. Soluret er helt oppe at ringe, hvad tysthed angår, og samtidig er det lige så harmonisøgende som Jacob Haugaard. Det tæller, med vilje, kun de lyse timer.

Visere, små sanddynger og solfremkaldte skygger samt andre ´”konstruktioner” kan måle tiden, eller i hvert fald skære den ud i små stykker. Det er derfra man har udtrykket: ”Et stykke tid.”

Når solen står lavt, kan man også selv fungere som solur, hvis man er opmærksom nok under sin spadsuretær. Så giver et ord som tidløshed måske ikke mening. Det kan forekomme irrelevant, med mindre man f. eks. er astrofysiker eller filosof.

Men når sommerferien er opbrugt, normaltiden er indtrådt, og vækkeuret ringer, hjælper ingen kære mor, hvis man vil overholde sine aftalte tider. Der går jo også tid med at forske i tidløshed, men hvis et sådant projekt forekommer én tåbeligt, er det tidsspilde at diskutere det. Det er heller ikke let og entydigt, men derfor kan det da godt være, at man med tiden kunne tage nogle dybere spadestik, hvad ‘ideen tid´ angår.

/J.W.

Tidernes tendenser.

”Hvor mange år er du egentlig? Ja, jeg spørger jo ikke af nysgerrighed, kun af interesse.”

”Det forstås. Sådan har man det jo.”

”Jeg kan sige så meget, at mens jeg voksede op, var alle nye biler forsynede med askebægre. Der var også askebægre på ryggene af sæderne i busserne, og i lægens konsultationsrum stod der askebægre. På natbordene i sygehusene var der både radio og askebægre.”

”Det lyder som om, alle var rygere dengang?

”Det var det mest almindelige. Men mobiltelefoner, computere, ja det digitale univers i det hele taget, var ikke opfundet. Når man havde fotograferet, med sit fotografiapparat, afleverede man sin film hos fotohandleren eller i en kiosk, og kunne afhente papirbilleder en uges tid senere. Nogle eksperimenterede med eget mørkammer, og lærte sig at fremkalde, manipulere og kopiere fotos.”

”Så kunne man ikke bare slette?”

”Nej, der var meget, man ikke kunne. Men der var var også meget, man kunne. Begrænsningerne lå mest i fantasien. Tog man på ferie sydpå, kunne man frit købe ferietabletter på apoteket. Mon ikke det var kokain? Man kunne i hvert fald holde sig vågen længe. Man kunne også frit købe cannabisolie, som apotekerne selv fremstillede økologisk.”

”Så var der sikkert mange narkomaner dengang.”

”Nej, der var stort set ingen. De fleste tog selv ansvaret for deres handlinger, og ingen frygtede, almindeligvis, at gå alene hjem en sen aften efter en bytur.”

”Er der ingen lighedspunkter fra dengang til nu?”

”Jo, mobning i skolen var på samme niveau som i dag. Men knivstikkeri fandtes stort set ikke. Og skulle der være slagsmå, var det mere eller mindre aftalt. Man fik tid til at lægge sin jakke, inden man gik i gang. Sådan lidt gentlemanagtigt, kan man vel sige.”

”Der var sikkert mange flere, der fik kræft dengang med alle de uvaner.”

”Der har vist aldrig været så mange der får kræft som i dag. Eller også opdagede man det bare ikke dengang. Man var heller ikke så gode til at holde mennesker ”kunstigt” i live som nu.”

”Har der noget med tobak, ferietabletter og cannabisolie at gøre?”

”Det tror jeg ikke, jeg kan i hvert fald ikke spore oprindelsen til de forskelle, man erfarer. Men ADHD, PTSD og mange andre definitioner, var ikke ”opfundet” dengang, og elever kunne ikke finde på at overfalde en lærer. Men læreren måtte godt give en elev ”en på potten,” hvis eleven systematisk saboterede undervisningen.”

”Hvorfor mon der er så mange unge mennesker, der lider af angst og depression i dag?”

”Det er et godt spørgsmål. Måske er alt gået for hurtigt. Der er et gammelt ord, blandt mange andre kloge gamle ord, der siger: Tøv nu lidt mens du trækker vejret. Det er ikke sikkert, den er meget længere.”

Tider og tendenser skifter hurtigere og hurtigere. Det er f.eks. længe siden karlene på gårdene fik et par nye træsko og et nyt job, ved skiftedag, som d. 1. november engang blev kaldt.

/J.W.

Vaners magt.

Hvis man vælger at bliv vegetar, og evt. senere veganer, får man efterhånden aversion mod kødspiseres madvaner og fysiske udstråling . Så dufter ny-stegt bacon, helt naturligt, ubehageligt sammenlignet med f. eks. ny-plukkede æbler.

Vælger man at blive røgfri, dufter andres rygning, før eller siden, ubehageligt. Selv om man engang syntes, det duftede hyggeligt. Man sporer, med ubehag, tobaksrøgen i rygeres hår, beklædning og møbler.

Når alle motorkøretøjer efterhånden kører på el, forstår man ikke, man engang kunne leve med benzindunster og udstødnings-os. Man vil også have svært ved at forstå, hvordan man overlevede larmen fra disse køretøjers motorer.

Sådan kunne man blive ved at nævne forhold, som ændrede, eller ændrer, sig med tiden. Mange glæder sig over, når forholdene ændrer sig til noget bedre. Nogle har ændret adfærd uden at være bevidst om, de ikke var helt klar til det. En del af dem bliver nidkære overfor dem, der ikke har fulgt samme bane som de selv har valgt.

Sådan er det med ændringer og udvikling. Ikke alle ændringer er udvikling, desværre, mens andre heldigvis er.

Så kompliceret kan det siges.

/J.W.

 S

cp548 omci1n04ecd0l0.i46  · 

Delt med Offentligt

Illustreret med egne malerier.

Nu er Finurlige Julefortællinger tilgængelig.

 

MELLEMGAARD.DK

FINURLIGE JULEFORTÆLLINGER

Ved åen.

Gudmund og hans søn, Godtfred var på vej over mod Halkær Å, hvor man kunne være heldig at fange en ørred, når de rigtige forhold var til stede. Godtfred var ti år, og han holdt meget af disse fisketure, hvor han havde faderens opmærksomhed, fordi de to var alene sammen. Hjemme var lillesøsteren Dagny en konkurrent. Hun snakkede som et vandfald, og så samtidig sød ud. En syvårig pige som altid fik opmærksomheden, syntes Godtfred.

Gudmund og Godtfred havde netop kastet deres snører ud, og propperne vuggede blidt i vandet. Nu var det spændende at holde øje med, om de pludselig forsvandt, fordi der var bid.

Godtfred fik en tanke: ”Far, hvis man gik på trylleskole ligesom Harry Potter, kunne man så ikke fange mange flere fisk?”

Gudmund rømmede sig og sagde alvorligt:

” Du er helt galt afmarcheret, Godtfred. Harry Potter er et af djævelens påfund.”

Godtfred kiggede forundret på sin far: ”Men han er da så rar, og han kæmper mod de onde. Er han så ikke et af guds børn?”

”NEJ! – og Harry Potter findes heller ikke.”

”Er vi da guds børn, far?” spurgte Godtfred. ”Vi findes jo.”

”Ja, alle vi som er frelste.”

”Så er du altså guds søn?”

”Hmmm, Jesus er guds søn.” Gudmund følte sig lidt klemt.

”Men hvis jeg er guds barn,” fortsatte Godtfred, ”så må jeg da også være guds søn. Jeg er jo en dreng.”

“Ej far, SE! Nu forsvandt proppen. Jeg tror, jeg har fat på noget!”

/J.W.

På højkant.

Muserne, der bor mellem himmel og fjord, legede med en globus. De kunne zoome så langt ind de ønskede, så selv en lille strandskaderede på Navet i Sebbersund måtte afsløre, om æggene var ved at klække.

”Prøv lige at se denne halvø,” sagde Thalia.” Den hedder Jylland. Den kunne jeg tænke mig at folde ved grænsen og få op at stå, så denne sjove, lille spids i toppen kan få næsen i sky.”

”Rasler husene så ikke af, som når man kommer til at klappe Matadorbrættet sammen, mens der stadig er huse og hoteller på grundene?”

”Nej, for jeg folder med metaforisk snilde, og så er det kun os der opdager, noget usædvanligt sker. De sommerhuse der kollapser ved vestkysten har intet med dette at gøre. Selv vandløbene opdager intet, så der sker ingen oversvømmelser af den grund. Jeg kunne godt tænke mig at kigge nærmere på den lidt krogede spids, så jeg zoomer lige ind.”

”Skal du ikke huske at indstille tiden, der er jo i øvrigt snart vintertid, eller er du ligeglad med den?”

”Åh, ja. Jeg stiller hundrede år tilbage, for dengang var der liv og glade dage, sådan sat lidt på spidsen, har jeg hørt. Se selv. Jeg skruer også lige et kvartal tilbage, for jeg elsker at se, når sommeren blusser deroppe.”

”Ja, ellers går tiden alt for hurtigt, for når frøken Forår er ved at vågne i marts og april, må tiden gerne gå ned på et lavere blus, så vi alle kan nyde den lyse tid. Og så kan vi slutte ved Sankt Hans-blussene og prøve en ny leg.”

/J.W.