Muserne, der bor mellem himmel og fjord, legede med en globus. De kunne zoome så langt ind de ønskede, så selv en lille strandskaderede på Navet i Sebbersund måtte afsløre, om æggene var ved at klække.
”Prøv lige at se denne halvø,” sagde Thalia.” Den hedder Jylland. Den kunne jeg tænke mig at folde ved grænsen og få op at stå, så denne sjove, lille spids i toppen kan få næsen i sky.”
”Rasler husene så ikke af, som når man kommer til at klappe Matadorbrættet sammen, mens der stadig er huse og hoteller på grundene?”
”Nej, for jeg folder med metaforisk snilde, og så er det kun os der opdager, noget usædvanligt sker. De sommerhuse der kollapser ved vestkysten har intet med dette at gøre. Selv vandløbene opdager intet, så der sker ingen oversvømmelser af den grund. Jeg kunne godt tænke mig at kigge nærmere på den lidt krogede spids, så jeg zoomer lige ind.”
”Skal du ikke huske at indstille tiden, der er jo i øvrigt snart vintertid, eller er du ligeglad med den?”
”Åh, ja. Jeg stiller hundrede år tilbage, for dengang var der liv og glade dage, sådan sat lidt på spidsen, har jeg hørt. Se selv. Jeg skruer også lige et kvartal tilbage, for jeg elsker at se, når sommeren blusser deroppe.”
”Ja, ellers går tiden alt for hurtigt, for når frøken Forår er ved at vågne i marts og april, må tiden gerne gå ned på et lavere blus, så vi alle kan nyde den lyse tid. Og så kan vi slutte ved Sankt Hans-blussene og prøve en ny leg.”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar