De fulgtes så nogenlunde ad, Katinka og Willy. De gik langs carporten, som havde plads til ni biler. Kun én bil stod under tag lige nu, og Willy drejede straks ind til bilens venstre forhjul.
”Jeg kalder det: At sparke dæk,” sagde han, mens han drejede hovedet mod Katinka.
”Ja, det gør du vel, men jeg ved godt, hvad du er ude på. Bildæk dufter skønt, især hvis de har været på nylig hjulspind, og asfalten samtidig er fugtig.”
”Jeg spinder kun, når det hele går efter mit hoved. Det gør det ofte, for mine mennesker gør stort set alt, hvad jeg ønsker. Det har jeg lært dem.”
”Naboerne klager over, at vi genner deres sangfugle væk. Det er ikke rigtigt, for vi jager næsten aldrig fugle. Kun mus, stort set.”
”Ja, vi får jo også rigeligt med mad hjemme i køkkenet, så det lægger en dæmper på jagtiveren. Men mus kan jeg ikke holde mig fra. Dertil er jeg stadig for legesyg.”
”Jeg tager altid musene med hjem, for at vise dem frem og prale lidt, men de forstår vist ikke helt min pointe med dette. De virker næsten misfornøjede. Og jeg mener endda, at det står anført som en pligt at plage livet af musene, i vores Katekismus.”
/J..W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar