NATURLIGVIS

”Næh, se! En smuk lille Smørblomst. Det er lang tid siden, jeg har set sådan en. Engang var de da almindelige.”

Felicia, som var født i en Valmue, sad og småsludrede med Alfred, som var opfostret i et skovområde, hvor der var en lille bregneby, som kun husede alfefamilier.

”Det er vistnok fordi, man har lavet smør af de fleste. Folk vil have smør nu om dage, margarine er yt.”

”Så laver man ikke mælk af Mælkebøtter mere, så mange der er? De trives gevaldigt i år og lyser ekstra meget op. De ser bestemt ikke ud til at frygte noget.”

”Man er gået fra at bruge Mælkebøtter, fordi folk vil have mælk i kartoner.”

”Ja, selvfølgelig, nu du siger det. Men der er sikkert gang i Granatæbler og ukrudt til Selvforsvaret.”

”Vi to forliges jo så godt. Det er måske derfor Paradisæbleblomsterne står i fuldt flor her omkring.”

”Sandsynligvis. Og bageren bager brød af fredsommelige Brødfrugter, men surdejen til rugbrød laver han dog af Ribs og Rønnebær. Og banken, her i skovbrynet, holder skruen i vandet med Pengetræer.”

”Jeg har ellers hørt, at penge ikke vokser på træer.”

”Jo, jo. Money Tree, er der skam et træ der hedder, og til småforretninger bruger man Pengeurt, og det er selvfølgelig yderst kontant på denne måde.”

”Vi har altid boet under bregner, og der er tørt, selv når det regner.”

Alfred løftede armene og tog et par dansetrin.

”Nu foreslår jeg, vi afslutter denne lille sniksnak med en dans. Det plejer at få solen frem fra sit skjul bag skyerne og kaste med gyldne strålebundter. Så danser vi, indtil det blåsorte himmeltæppe, med de utallige små ildfluer, bliver trukket hen over trætoppene. Det gør solen nysgerrig, og så kommer den frem hver morgen for ikke at gå glip af noget.”

/J.W.

SVALETID

  Svalefar sad og grundede, og både mor og ungerne skævede til ham. For når svalefar grundede, kunne man aldrig vide, hvad der kom ud af det. Man var blevet overrasket mange gange, og denne gang ville nok ikke gå hen og blive en undtagelse.

  ”Nu har jeg det.” Svalefar gav et spjæt, så en af ungerne mistede fodfæstet i murvæggen og landede fortumlet på klinkegulvet i lysthuset, som lå i nærheden af Halkær Kro, hvor svalefamilien residerede. Her var dejligt køligt, selv når der var hedebølge, for der var ingen vinduer, kun åbninger. Lysthuset lå midt i en have med en fin udsigt til bredningen mod Sebbersund. Op ad ydervæggene voksede smukke stokroser, og arkitektens trøst trøstede væggene på en hyggelig, lidt gammeldags, måde, med den hvidkalkede mur lysende igennem hist og her.

  ”Hvad har du?” kvidrede svalemor.

  ”En idé.” Svalefar skød brystet frem. ”En fremragende idé, når jeg nu selv skal sige det. Jeg vil brygge øl. Folk tørster, og de gamle drikker for lidt. Det må nogen gøre noget ved, og denne nogen er mig.”

  ”Hvorfor lige netop øl?” Svalemor lagde hovedet på skrå og glippede med sine forførende øjne. ”Hvorfor ikke eliksir?”

  ”Det skal jeg sige os. Det har noget med markedsføring at gøre. For jeg sad netop og fandt ud af, at, denne øl skulle hedde Svale-bajer. Det er et mundret navn, som folk og fæ kan forholde sig til. Du husker måske, jeg var i avertissementsafdelingen på Nibe Avis i mine yngre dage, og der lærte jeg et og andet. Vi skriver på etiketten, at den er produceret i Svalbardområdet, selv om den skal brygges i Nibe Bryghus på lystbådehavnen. ”Svalbard” giver den et køligt image, og så kan vi skrive: En svale-bajer køler og læsker, når kroppen skriger på liflige væsker.”

  ”Jeg får helt lyst til et køligt, duggende glas af din øl,” sukkede svalemor. ”Måske kan vi brygge svalebajerne af hyldeblomster. De lyser op overalt for tiden, og så kan vi jo håbe, at din øl bliver revet ned af hylderne, så vi får råd til at holde ferie i Svalbard.”

 /J.W.

HEN I VEJRET

 

   ”Der er koldt!”

  ”Ja, uha da. Vi har taget hul på sidste halvdel af maj,

meen det er som om, marts har svært ved at slippe taget.”

  ”Når du nu udtrykker det sådan, vil jeg sige i samme dur, at marts har lange fingre i år. Han hænger ved med sine lange negle, forhåbentlig med det yderste af dem, og mon ikke snart maj mander sig op og finder neglefilen frem og afrunder de skarpe kanter?”

  ”Jo forhåbentligt og sikkert også forventeligt. Han hænger ikke ved til juni, men forsøger han, skal juni nok finde tre-i-en’eren og klippe dem af, så han må slippe helt. Vi klæder os på fransk og fryser på dansk, men naturen ser ud til at nyde det. Der mangler ikke regn, og solen brager sommerligt frem i passende perioder. For naturen altså.”

  ”Ja, men hvis vejret var, som vi umiddelbart ønskede det, ville vi nok klage over, at vegetationen sukkede efter vand, og fjordene ville gispe efter ilt. Så det er nok, når alt kommer til alt, som det plejer, på godt og ondt. Eller hvad?”

/J.W.

 

TRO

Jeg så på Facebook, eller hørte en radioudsendelse, hvor politikeren Manu Sareen talte om lidt af hvert. Man kunne kommentere, og da han sagde, at det vigtigste ved Indien var deres madkultur, fandt mine fingre tasterne.

Jeg skrev, at jeg mener, det vigtigste ved Indien er, hvad der finder sted ved foden af deres hellige bjerg, Arunachala, hvor flere yogier levede og lever i ophøjet harmoni.

Min kommentar blev ikke besvaret, men hvorfor skrev jeg den?

Jeg har studeret religion og filosofi hele mit liv, og har derfor lidt kendskab til disse yogier, samt til evangelierne i Det Nye Testamente og meget andet.

Også hvis nogen ”prædiker” om hvad der er sandhed, og hvad der ikke er, siger vedkommendes øjne mig en del mere end ordene.

Hvis øjnene forekommer salige og uendeligt fredfyldte, kan man i høj grad også føle denne fredfyldte, og tillidsvækkende, udstråling. Jeg kommer lige på navne som Paramahansa Yogananda, Anandamayi Ma og Ramana Maharshi. Disse hellige mennesker opfylder de bud, Jesus prædikede. Men de bruger andre ord om de samme ting.

Jeg har forsøgt at male en sådan oplyst kvinde. Jeg har selv mødt, og talt med, en mand af denne høje åndelige kaliber. En mand som i flere år boede og mediterede i en hule i Himalaya, indtil han blev oplyst.

Nogle husker måske de unge kronragede mennesker fra forretningen ”Naturkost” i Nørregade, Aalborg. Det var vel omkring sidst i tresserne og lidt ind i halvfjerdserne. De var kommet på ret køl efter møder med Sri Swami Narayananda, og de var taknemmelige for at komme over mange af de problemer, der havde hobet sig op ved brug af hårde stoffer.

Tilværelsens væsentlige dynamik er jo ikke kun politik, Me Too, Woke og ejendomsvurderinger, selv om det er den slags emner som ofte påkalder sig mest opmærksomhed.

/J.W.

Nibe Avis uge 19 side 4.

LILLE SOMMERFUGL

 

   Hun fødtes på engkarse, og efter puppetiden fløj hun lykkelig rundt i den danske sommer som Aurora. Hun bestod alle klassetrin med udmærkelse og blev belønnet med en genfødsel som elverpige. 

  Elvira husker svagt sin tid som sommerfugl og har bevaret den flagrende ynde i alle sine bevægelser.

/J.W.

ET LIV PÅ KANTEN

 

  Klitnissen, og hans ”falmede,” terrængående ræv, White Christmas, i det daglige kaldet WC, havde efterhånden vænnet sig ril det sønderjyske, både hvad miljø og dialekt angik. Han havde tiltrådt embede som ordenshåndhæver i Affenradeområdet, som ”sheriff” for underjordiske og andet godtfolk fra samme boldgade. Men ”én gang vendelbo, altid vendelbo,” passede i hans sind, og nu kunne han ikke stå imod mere. Badesæsonen var indtrådt i det nordjyske, og i sindet hørte han det brusende hav, følte sandet mellem tæerne, og i tænderne, mens mågerne paraglidede med den sommerblå himmel som baggrund.

  ”Den gehr et mer,” tænkte han. Vi må hjem. Ved hawet, ved hawet der er’et så skjønt. Han kunne tydeligt imaginere De Gyldne Løvers sang, og det hev og sled i ham. En dukkert i det friske hav ville være vidunderligt. Han havde ikke badet, siden han forlod Vendsyssel, da han ikke havde nænnet at skylle det vendelboske af sig, og han havde stadig originalt sand i strømperne. Det var en tryg fornemmelse, han var vokset op med, og den ville han ikke undvære. WC kunne vist også have godt af et bad, og måske kunne han narres med gennem brændingen og svømme lidt rundt mellem første og anden revle. Så ville det blive lidt nemmere at være i nærheden af ham. For alle oplevelserne i Affenradeområdet havde også ”sat sig” i pelsen, og det kunne aflæses med næsen.

  Nu lå han, sammen med WC, i klitterne og kiggede på den lille kystby, han havde trådt sine barnesko i. ”I morgen går vi til borgmesteren. Man skal altid gå til hovedet. Og så lægger vi samtlige kort på bordet. Vi tilbyder vor erfarne assistance, mod at få kost og logi, plus en beskeden apanage. Mon ikke der er et lille hus ledigt med havudsigt? Det gør jo hverken mig eller WC noget, at halvdelen hænger ud over skrænten. Vi er jo gennemsyrede af at leve livet på kanten, som man siger. Ih, hvor jeg glæder mig til at få frisk marehalm i træskoene, og i dynen, igen. Så kan vi tage på efterårsferie i Sønderjylland, og nyde det overdådige kagebord, mens vi er der. Men lige nu, skal vi finde nogle tørrede isinger, så vi kan mærke, vi er hjemme igen.”

 /J.W.

Olie på lærred. 30 x 30 cm.

 

TIDLØS

Blomsten lever kun en time

fødes af usynligt frø,

får sindets ører til at kime

og frosne hjerter til at tø.

Ved Mælkevejens grøftekant

med flor som gylden stjerne

gror den ganske scenevant

og lyser som lanterne.

Timen som den blomstrer i

er målt i verdens jord,

ved Mælkevejens grøftekant

er tiden uden spor.

/J.W.

BLIKFANG OG STØVFANG

Mange ultrafanatiske, religiøse mennesker vil tilsyneladende, for enhver pris, tilfredsstille deres Guds forlangender, og en væsentlig årsag hertil er frygten for den uoverskuelige, evige hævn, som ellers vil ramme dem. Derfor kobler de frygtsomt både hjerner og hjerter fra og læser deres såkaldte hellige skrifter bogstaveligt, hvilket let fører til fordømmelser af deres ”næste,” når de ser, ”næsten” ikke gør, ligesom de tror, man bør gøre i henhold til deres egen, og/eller deres lederes, fortolkning af skrifterne. Derved fornærmes Gud og kræver straf. De tror åbenbart, at deres Gud har udformet alle de minutiøse love og regler, åndeligt umodne og godtroende proselytter har ”modtaget,” eller skabt og nedfældet, som bevis.

Resultatet er, at de kommer til at gå direkte imod den egentlige hensigt med religion, som må være at føre mennesket til åndelig oplysning og frihed. ”Sandheden skal gøre jer frie,” sagde Jesus Kristus iflg. Det Nye Testamente.

Men lederne påtvinger dem det urealistiske SYN, de selv fra barnsben blev programmeret med, igen af frygt for at fornærme deres nærtagende Gud. Derfor ser de det åndelige gennem ”ideologiske briller,” som ingen gang har på jord.

De straffer, det de opfatter som blasfemi hårdt, og blasfemi ser de i alle udtalelser og handlinger, som de frygter, kunne såre eller fornærme deres Gud. Empati er for krævende og for blødsødent for dem, mens pisk giver umiddelbar mening i deres forenklede tankegang.

De kan også kendes på, at de stort set ikke kommunikerer uden at citere fra deres hellige skrifter.

Når disse ultrafanatiske papegøjer får magt i et samfund, bliver dette samfund ganske uegnet til at rumme mennesker som stadig har hjerterne på rette sted, og hvis hjerner endnu ikke er inficerede med overtro og infantile ideer.

De ultrafanatiske skriftkloge langtidsparkerer spirende, naturlig næstekærlighed og sætter, i Guds navn, nidkærhed i stedet, fordi de ikke tør læse mellem linjerne. De agerer som Guds selvbestaltede prokurister, advokater, politi, dommere og bødler og praktiserer også ”øje for øje-ideologien.”

En del tager afstand fra kristendommen på grund af tolkningen af Treenigheden. De proklamerer, det er latterligt at forestille sig tre ledere i himlen, når der kun er én Gud. Men de overser, blandt så meget andet, at Jesus sagde: ”Faderen og sønnen er ét.” Her får metaforer nemlig ikke et ben til jorden, og derfor bliver der smidt mange uskyldige og ufordærvede børn ud med badevandet.

Når de støvede bøger misforstås groft, og man samtidig handler efter disse misforståelser, sætter støvet sig på hjernen og bliver til sejlivede nullermænd. Kigger man sig omkring i verden, ser det ud til, at det desværre stadig støver.

Der er jo mange primitive opfattelser af åndelige spørgsmål, men der er heldigvis også meget højt udviklede. Metaforisk kan man måske sammenligne de førstnævnte med groft tilhuggede stenalderredskaber og de sidstnævnte med velslebne Fiskars produkter.

/J.W.

"Livet er ikke lutter lagkage. Det er også en dans på roser."

Olie på lærred. 25 x 30 cm. foruden ramme. 

Olie på lærred.

 40 x 40 cm. + ramme.