Mange ultrafanatiske, religiøse mennesker vil tilsyneladende, for enhver pris, tilfredsstille deres Guds forlangender, og en væsentlig årsag hertil er frygten for den uoverskuelige, evige hævn, som ellers vil ramme dem. Derfor kobler de frygtsomt både hjerner og hjerter fra og læser deres såkaldte hellige skrifter bogstaveligt, hvilket let fører til fordømmelser af deres ”næste,” når de ser, ”næsten” ikke gør, ligesom de tror, man bør gøre i henhold til deres egen, og/eller deres lederes, fortolkning af skrifterne. Derved fornærmes Gud og kræver straf. De tror åbenbart, at deres Gud har udformet alle de minutiøse love og regler, åndeligt umodne og godtroende proselytter har ”modtaget,” eller skabt og nedfældet, som bevis.
Resultatet er, at de kommer til at gå direkte imod den egentlige hensigt med religion, som må være at føre mennesket til åndelig oplysning og frihed. ”Sandheden skal gøre jer frie,” sagde Jesus Kristus iflg. Det Nye Testamente.
Men lederne påtvinger dem det urealistiske SYN, de selv fra barnsben blev programmeret med, igen af frygt for at fornærme deres nærtagende Gud. Derfor ser de det åndelige gennem ”ideologiske briller,” som ingen gang har på jord.
De straffer, det de opfatter som blasfemi hårdt, og blasfemi ser de i alle udtalelser og handlinger, som de frygter, kunne såre eller fornærme deres Gud. Empati er for krævende og for blødsødent for dem, mens pisk giver umiddelbar mening i deres forenklede tankegang.
De kan også kendes på, at de stort set ikke kommunikerer uden at citere fra deres hellige skrifter.
Når disse ultrafanatiske papegøjer får magt i et samfund, bliver dette samfund ganske uegnet til at rumme mennesker som stadig har hjerterne på rette sted, og hvis hjerner endnu ikke er inficerede med overtro og infantile ideer.
De ultrafanatiske skriftkloge langtidsparkerer spirende, naturlig næstekærlighed og sætter, i Guds navn, nidkærhed i stedet, fordi de ikke tør læse mellem linjerne. De agerer som Guds selvbestaltede prokurister, advokater, politi, dommere og bødler og praktiserer også ”øje for øje-ideologien.”
En del tager afstand fra kristendommen på grund af tolkningen af Treenigheden. De proklamerer, det er latterligt at forestille sig tre ledere i himlen, når der kun er én Gud. Men de overser, blandt så meget andet, at Jesus sagde: ”Faderen og sønnen er ét.” Her får metaforer nemlig ikke et ben til jorden, og derfor bliver der smidt mange uskyldige og ufordærvede børn ud med badevandet.
Når de støvede bøger misforstås groft, og man samtidig handler efter disse misforståelser, sætter støvet sig på hjernen og bliver til sejlivede nullermænd. Kigger man sig omkring i verden, ser det ud til, at det desværre stadig støver.
Der er jo mange primitive opfattelser af åndelige spørgsmål, men der er heldigvis også meget højt udviklede. Metaforisk kan man måske sammenligne de førstnævnte med groft tilhuggede stenalderredskaber og de sidstnævnte med velslebne Fiskars produkter.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar