tirsdag den 16. maj 2023

HEN I VEJRET

 

   ”Der er koldt!”

  ”Ja, uha da. Vi har taget hul på sidste halvdel af maj,

meen det er som om, marts har svært ved at slippe taget.”

  ”Når du nu udtrykker det sådan, vil jeg sige i samme dur, at marts har lange fingre i år. Han hænger ved med sine lange negle, forhåbentlig med det yderste af dem, og mon ikke snart maj mander sig op og finder neglefilen frem og afrunder de skarpe kanter?”

  ”Jo forhåbentligt og sikkert også forventeligt. Han hænger ikke ved til juni, men forsøger han, skal juni nok finde tre-i-en’eren og klippe dem af, så han må slippe helt. Vi klæder os på fransk og fryser på dansk, men naturen ser ud til at nyde det. Der mangler ikke regn, og solen brager sommerligt frem i passende perioder. For naturen altså.”

  ”Ja, men hvis vejret var, som vi umiddelbart ønskede det, ville vi nok klage over, at vegetationen sukkede efter vand, og fjordene ville gispe efter ilt. Så det er nok, når alt kommer til alt, som det plejer, på godt og ondt. Eller hvad?”

/J.W.



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar