mandag den 31. juli 2023

PÅVIRKET


Sociale medier kan oplyse om meget forskelligt. Man taler ofte om påvirkning, og påvirkning finder sted i forskellige grader, afhængig af måden budskaber og ideer bliver fremført på, og afhængig af modtagerens mere eller mindre automatiske accept. Suggestion og i ekstreme grader hypnose finder sted uafbrudt. Kan man gennemføre en meningsfuld dialog med en person som er kraftigt suggesteret eller måske mere eller mindre hypnotiseret?
Hvis personen er hypnotiseret til at springe over (glemme) f. eks. tallet 4, vil personen erfare at ende på tallet 11, hver gang han bliver bedt om at tælle, hvor mange fingre han har i alt. Han vil undre sig, men må til sidst acceptere, at sådan er det.
Hvis personen er hypnotiseret til ikke at kunne se hypnotisøren, selv om han godt kan se alle andre, kan hypnotisøren stå foran ham, løfte hans kaffekop op i luften og bevæge den frem og tilbage, …og derved skræmme ham, fordi personen tror, han oplever noget overnaturligt.
En levitation!
Giver hypnotisøren ham et glas postevand, beder ham drikke ud, og fortæller ham at det er vodka, bliver han beruset og opfører sig som sådan.
Det er tankevækkende… Også at en person som er under hypnose kan bildes ind, at han ikke kan huske noget som helst om, at han har været hypnotiseret!
Så en dialog med en hypnotiseret person kan kun blive delvist meningsfuld, idet personen vil gå ud fra de ”kendsgerninger,” han er ”påvirket” til at acceptere.
/J.W.



onsdag den 26. juli 2023

Motiveret i Nibe.


Mens jeg arbejdede på dette nye oliemaleri, kom jeg til at tænke på min far, som døde i 1986 på Nibe Sygehus.
Han arbejdede som vikar på forskellige mejerier. Jeg husker, han var mejerist i Barmer, Bislev og Farstrup.
Hans to ældste sønner blev med relativ kort mellemrum oversergenter i henholdsvis Flyvevåbnet og Søværnet. På skænken i stuen var der to fotografier af dem, iklædte uniformer og kasketter.
Da han havde kigget en tid på dem, besluttede han sig for også at avancere, og kaldte sig herefter Overvikar. Dette pseudonym brugte han så fremover.
Efter endt arbejdstid på mejeriet cyklede han til Nibe og lavede dritler. Der skulle jo en del penge til, når man havde selvbygget villa, kone og syv børn.
Han var poetisk, og deltog bl.a. i Vers og Viser fra Aviser, hvor hans rimede skriverier ind i mellem blev sunget af kendte sangere i radioen.
Han cyklede ofte til Nibe, da der ikke var apotek i Sebbersund. Der var heller ingen fiskehandler, men der blev alligevel spist godt med fisk her. Vi fik fisk fra lokale fiskere, og mors bror var fisker. Han kom tit med både ål, kujer og skrubber. Hos fiskehandleren, tæt ved Nibe Apoteket, købte han torskehoveder. De var billige og smagte fortræffeligt.
Hans kærlighed til metaforer kom bl.a. til udtryk ved et af hans besøg på apoteket. Han havde nok grundet over det på cykelturen til Nibe.
Han var benovet over, hvor vaks ekspedienten var, efter hun havde spurgt: ”Hvad skulle der være?”
Hertil svarede han: ”Min søde, forhenværende veninde.”
Ekspeditricen kigge de lidt skråt opad, og svarede så:
”Du skal vist have Expigen.”
Og det var lige netop det, han kom efter.
(Til orientering: Expigen (udtales Ex-pigén) er en slimløsende Sirupshostesaft.)
/J.W.


Olie på lærred med dyb blindramme. 50 x 50 cm.

 


lørdag den 22. juli 2023

Olie på lærred. 50 x 50 cm. med dyb blindramme.

 


PÅ VEJ

 


  De aftalte at mødes… lige på det sted, hvor morgenens rimtåge slutter.

  Deres møde krystalliseredes, og en krystal faldt i havet. Tusind år senere blev den fundet i maven på en fisk, og havet havde afrundet den til fuldkommenhed.

  Den kan nu ses som indfatning i Anahatas ring, og kigger man på den, i tavshed, fortæller den, hvor De Ni Muser brygger deres granatæblecider mellem himmel og fjord. Samtidig fødes en æterisk kopi af den i beskuerens hjerte.

  Og så er det meget lettere at finde vej.

/J.W.



 

lørdag den 8. juli 2023

MÅNESPEJL


(Olie/masonit. 80 x 60 cm.)

Mens Solen besøger den anden side af kloden,
holder Månen sit spejl højt, og retter det mod byens tage, træernes kroner, de bølgende landskaber og de udstrakte have.
Musernes fingre danser virtuost på harpestrenge,
og fra deres læber strømmer frydefulde hymner,
komponeret med ekkooet af århundreders tavse stjerneskud som inspirationskilde.
Spiret på kirken stråler nu som purt guld, og af skæret fra lysende rav ved Længslernes kyster væves æteriske klædedragter til elskovsdansant ved Elvernes skovsøer.
Imens udfører tusinde Feer deres magiske ritualer,
som Månen under ingen omstændigheder ville være foruden.
/J.W.


søndag den 2. juli 2023

ARVESØLV

 

og tobak for en skilling.

 

  ”Jeg har aldrig kontanter på mig mere. Det giver mig en følelse af frihed bare at bruge kortet.”

  ”Så kan du altså handle med gud og hvermand, når det digitale fungerer?”

  ”Ja, i hvert fald hvis gud og hvermand har en computer og/eller en smartphone.”

  ”De som har deres sansers fulde brug kan muligvis anvende dem. Nogle kan dog kun bruge en simpel klaptelefon. Men så kan man jo ikke detailkontrollere, hvad de køber, eller hvor de er. Det kunne være en anden form for frihed. Måske burde man ”melde sig ind” i overvågningssamfundet, hvor penge er vekslet til tal og kodeord. Det giver tryghed og frihed, kan jeg forstå, … så længe man altså stoler på det digitale, og på de der kan overvåge ens handlingsmønstre.”

  ”Hvis kendskab til ens private forhold bliver misbrugt, træder retssystemet da til. Bare rolig. Det du antyder, er forbudt ved lov.”

  ”Nåh, ja men så kan jeg jo være helt rolig. Jeg bør måske slagte børnenes sparegrise. De giver ingen mening uden mønter. Og så må jeg undlade at købe den lille buket, skolebarnet rækker mod mig og spørger: Vil du købe den for en tier? Og jeg må gå forbi gademusikanten med sin omvendte hat liggende på fortovet. De enarmede tyveknægte må så på endegyldig, og ikke Arne-, pension, og drikkepenge til tjeneren, efter en tilfredsstillende servering, er ikke rart at give mere.

  Jeg synes kort og kontanter skal gå hånd i hånd. Sammen KAN de noget.”

  Så får i ikke mere for den femogtyveøre. Nu vil jeg prøve, om jeg kan ”købe tobak for en (sølv)skilling.”

/J.W.