mandag den 31. juli 2023

PÅVIRKET


Sociale medier kan oplyse om meget forskelligt. Man taler ofte om påvirkning, og påvirkning finder sted i forskellige grader, afhængig af måden budskaber og ideer bliver fremført på, og afhængig af modtagerens mere eller mindre automatiske accept. Suggestion og i ekstreme grader hypnose finder sted uafbrudt. Kan man gennemføre en meningsfuld dialog med en person som er kraftigt suggesteret eller måske mere eller mindre hypnotiseret?
Hvis personen er hypnotiseret til at springe over (glemme) f. eks. tallet 4, vil personen erfare at ende på tallet 11, hver gang han bliver bedt om at tælle, hvor mange fingre han har i alt. Han vil undre sig, men må til sidst acceptere, at sådan er det.
Hvis personen er hypnotiseret til ikke at kunne se hypnotisøren, selv om han godt kan se alle andre, kan hypnotisøren stå foran ham, løfte hans kaffekop op i luften og bevæge den frem og tilbage, …og derved skræmme ham, fordi personen tror, han oplever noget overnaturligt.
En levitation!
Giver hypnotisøren ham et glas postevand, beder ham drikke ud, og fortæller ham at det er vodka, bliver han beruset og opfører sig som sådan.
Det er tankevækkende… Også at en person som er under hypnose kan bildes ind, at han ikke kan huske noget som helst om, at han har været hypnotiseret!
Så en dialog med en hypnotiseret person kan kun blive delvist meningsfuld, idet personen vil gå ud fra de ”kendsgerninger,” han er ”påvirket” til at acceptere.
/J.W.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar