onsdag den 26. juli 2023

Motiveret i Nibe.


Mens jeg arbejdede på dette nye oliemaleri, kom jeg til at tænke på min far, som døde i 1986 på Nibe Sygehus.
Han arbejdede som vikar på forskellige mejerier. Jeg husker, han var mejerist i Barmer, Bislev og Farstrup.
Hans to ældste sønner blev med relativ kort mellemrum oversergenter i henholdsvis Flyvevåbnet og Søværnet. På skænken i stuen var der to fotografier af dem, iklædte uniformer og kasketter.
Da han havde kigget en tid på dem, besluttede han sig for også at avancere, og kaldte sig herefter Overvikar. Dette pseudonym brugte han så fremover.
Efter endt arbejdstid på mejeriet cyklede han til Nibe og lavede dritler. Der skulle jo en del penge til, når man havde selvbygget villa, kone og syv børn.
Han var poetisk, og deltog bl.a. i Vers og Viser fra Aviser, hvor hans rimede skriverier ind i mellem blev sunget af kendte sangere i radioen.
Han cyklede ofte til Nibe, da der ikke var apotek i Sebbersund. Der var heller ingen fiskehandler, men der blev alligevel spist godt med fisk her. Vi fik fisk fra lokale fiskere, og mors bror var fisker. Han kom tit med både ål, kujer og skrubber. Hos fiskehandleren, tæt ved Nibe Apoteket, købte han torskehoveder. De var billige og smagte fortræffeligt.
Hans kærlighed til metaforer kom bl.a. til udtryk ved et af hans besøg på apoteket. Han havde nok grundet over det på cykelturen til Nibe.
Han var benovet over, hvor vaks ekspedienten var, efter hun havde spurgt: ”Hvad skulle der være?”
Hertil svarede han: ”Min søde, forhenværende veninde.”
Ekspeditricen kigge de lidt skråt opad, og svarede så:
”Du skal vist have Expigen.”
Og det var lige netop det, han kom efter.
(Til orientering: Expigen (udtales Ex-pigén) er en slimløsende Sirupshostesaft.)
/J.W.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar