En lille nisse rejste.

Klitnissen var blevet ansat som øverste politimyndighed for nisser og andet godtfolk i Nibe efter at være rejst fra Affenrade, hvor han havde ”virket” i et par årtier. Han fandt ud af, hvor og hvordan han skulle ansøge om embedet efter at have spurgt i et avertissement i Nibe Avis. Han blev dog ikke bevilget en sherifstjerne med NIBE indgraveret, men en behjertet borger i Tyvedalen tilbød ham en forgyldt plasticstjerne, han havde gemt i mange år. Han havde fået den i julegave, efter at have trykt næsen flad på Nina Hjorts udstillingsrude.

 

Klitnissen var dog glad for den alligevel og tænkte: ”En sherifstjerne ER dog en sherifstjerne.” Nu kunne han holde den frem i strakt arm, når han på sin terrængående albinoræv eftersatte en mistænkt.

 

Han var blevet bekendt med, at såvel Skalnisserne som Sebbernisserne havde en årlig kontrovers, når julen nærmede sig. De havde svært ved at blive enige om, hvorvidt julefesten skulle fejres på Skt. Nikolaj bjerg i Sebbersund eller i Skalskoven. Der var en som foreslog, de kunne fejre julefesten i Lundbæk, som lå midt mellem begge byer. Det afviste han dog blankt, da han frygtede, det kunne afstedkomme en midtvejskrise. Der var jo også tid nok endnu til at finde en mindelig løsning. Først ville han gå i arkiverne for at undersøge, hvordan de legendariske politibetjente ”Krebsen og Stæren,” som Nibes Kling og Klang (fra Pippi Langstrømpe), i deres tid havde grebet sagen an, hvis de havde været involverede i den slags. De var anerkendte som fornuftige betjente, der tænkte sig godt og vel om.

 

”Kommer tid kommer råd,” plejede de at sige. Og nu Klitnissen havde fået både asyl og embede i Nibe, ville han prøve at tage ved lære af fortidens synder.

/JW.

Farvel og tobak.

 

”Hvor mange år er du egentlig? Ja, jeg spørger ikke af nysgerrighed, kun af interesse.”

”Det forstås. Sådan har man det jo.”

”Jeg kan sige så meget, at mens jeg voksede op, var alle nye biler forsynede med askebægre og lightere. Der var også askebægre på ryggene af sæderne i busserne, og i lægens konsultationsrum stod der askebægre. På natbordene i sygehusene var der både radio og askebægre.”

”Det lyder som om, alle var rygere dengang?

”Det var det mest almindelige. Men mobiltelefoner, computere, ja det digitale univers i det hele taget, var ikke opfundet.

Begrænsningerne lå mest i fantasien. Tog man på ferie sydpå, kunne man frit købe ferietabletter på apoteket. Mon ikke det var kokain? Man kunne i hvert fald holde sig vågen længe. Man kunne også frit købe cannabisolie, som apotekerne selv fremstillede økologisk.”

”Så var der sikkert mange narkomaner dengang.”

”Nej, der var stort set ingen. De fleste tog selv ansvaret for deres handlinger, og ingen frygtede, almindeligvis, at gå alene hjem en sen aften efter en bytur.”

”Er der ingen lighedspunkter fra dengang til nu?”

”Jo, mobning i skolen var på samme niveau som i dag. Men knivstikkeri fandtes stort set ikke. Og skulle der være slagsmå, var det mere eller mindre aftalt. Man fik tid til at lægge sin jakke, inden man gik i gang. Sådan lidt gentlemanagtigt, kan man vel sige.”

”Der var sikkert mange flere, der fik kræft dengang med alle de uvaner og måske ofte på grund af rygning?”

”Der har vist aldrig været så mange der får kræft som i dag. Eller også opdagede man det bare ikke dengang. Man var heller ikke så gode til at holde mennesker kunstigt i live som nu.”

”Har det noget med tobak, ferietabletter og cannabisolie at gøre?”

”Det tror jeg ikke, jeg kan i hvert fald ikke spore oprindelsen til de forskelle, man erfarer. Men ADHD, PTSD og mange andre definitioner, var ikke ”opfundet” dengang, og elever kunne ikke finde på at overfalde en lærer. Men læreren måtte godt give en elev ”en på potten,” hvis eleven saboterede undervisningen.”

”Hvorfor mon der er så mange unge mennesker, der lider af angst og depression i dag?”

”Det er et godt spørgsmål. Måske er alt gået for hurtigt. Der er et gammelt ord, blandt mange andre kloge gamle ord, der siger: Tøv nu lidt mens du trækker vejret. Det er ikke sikkert, den er meget længere.”

Tendenser skifter hurtigere og hurtigere. Det er f.eks. længe siden karlene på gårdene fik et par nye træsko og et nyt job, ved skiftedag, som d. 1. november engang blev kaldt.

/JW

 

 

 

Med Lov Skal Land Bygges.

 

 

Klitnissen, som var øverste politimyndighed i Affenrade og omegn for nisser og andet godtfolk, nærmede sig pensionsalderen. Han ville dog gerne fortsætte med sit arbejde nogle år endnu, men var ved at køre træt af de evindelige småskærmydsler i området.

 

I sine yngre dage havde han besøgt Nibe, og det var en by han fik et godt øje til. Han havde hørt, at politistationen var blevet nedlagt, siden hans besøg, og det forekom ham lidt trist. Han huskede tydeligt, han stod ved telefonboksen på torvet og læste med ærbødighed ordene der stod øverst på bygningen, som nu hed Tinghuset: Med Lov Skal Land Bygges. Gode ord lige efter hans hjerte.

 

Han tænkte: ”Hvis jeg nu ansøgte om embede i Nibe, som øverste politimyndighed for nisser og andet godtfolk, kunne jeg slå mig ned i Skalskoven med min terrængående albinoræv, hvorfra vi kunne styre alle ulovlige omstændigheder, kunne jeg måske erhverve en sherifstjerne med Nibe indgraveret, og bekomme en rimelig apanage.”

 Ja, hvo intet vover intet vinder. Nu må jeg lige i første omgang finde ud af, hvem jeg skal sende ansøgningen til. Jeg kunne jo sætte et avertissement i Nibe Avis, og så tage den derfra. Det bliver spændende, og jeg ser allerede frem til den første eftersætnig i området, nu juletiden nærmer sig.

 

/JW.

Luca og Turbo.

 

Kattene Luca og Turbo fulgtes så nogenlunde ad. De gik langs carportene, som havde plads til flere biler. Kun én bil stod under tag lige nu, og Turbo drejede straks ind til dens venstre forhjul.

”Jeg kalder det: At sparke dæk,” sagde han, mens han drejede hovedet mod Luca.

”Ja, det gør du vel, men jeg ved godt, hvad du er ude på. Bildæk dufter skønt, især hvis de lige har været ude på en provokerende køretur, for at se om asfalten lever op til førerens intentioner, og samtidig er fugtig.”

”Jeg spinder kun, når det hele går efter mit hoved. Det gør det ofte, for mine mennesker gør stort set alt, hvad jeg ønsker. Det har jeg lært dem.”

”Naboerne klager over, at vi har gennet deres sangfugle væk. Det er ikke rigtigt, for vi jager næsten aldrig fugle. Kun mus, stort set. At sangfuglene er på retur, er ikke vores skyld.”

”Ja, vi får jo også rigeligt med mad hjemme i køkkenet, så det lægger en dæmper på jagtiveren. Men mus kan jeg ikke holde mig fra. Dertil er jeg stadig for legesyg.”

”Jeg tager altid musene med hjem, for at vise dem frem og prale lidt, men de forstår vist ikke helt min pointe med dette. De virker næsten misfornøjede. Og jeg mener endda, at det står anført som en pligt i vores Kat-ekismus, at vi skal plage livet af musene.”

 /JW.

 

Lyden af stilhed.

 

 

Håbets drømmepude,

broderet med stilhedens vinger,

leder til evighedens ocean,

hvor brændingen uophørligt

komponerer det lydløse sus

fra virkelighedens symfoni.

 

/JW

FORÅR.

To harer sad på en bakketop mellem Barmer og Valsted. De havde en fantastisk udsigt. Smukke naturlandskaber, med en stribe fjord, lå badet i solskin, med frit udsyn til Lundbæk og Nibe, selv om noget af udsynet var lidt sløret af forårssolen.

“Hvor er landet dog smukt,” sagde han. ”Se hvordan vejene skærer markerne ud i små felter, og se de røde tage på menneskenes lejer. Jeg elsker at se på det, men kunne ikke tænke mig at bo på deres måde. Jeg skal have åben himmel over mig, både dag og nat.”

“Helt enig,” svarede hun og blinkede med sine smukke øjne. Hun gnubbede fint og mega-hurtigt sin næse med begge poter på én gang.

“Hvorfor blev du egentlig forelsket i mig?”

“Den første gang jeg så dig, vidste jeg, at du skulle være den, der fødte mine harekillinger. Kuld efter kuld efter kuld, og jeg vidste også lige, hvor vi skulle lave vores første hareleje: På engen i nærheden af den gamle, smukke

Guldregn. Den står tæt ved paradisæbletræerne. Jeg ville, du skulle bo så smukt, fordi du selv ser så fortryllende ud, og fordi jeg kunne mærke, at du havde et hjerte af guld. Ja selv efter de første tre kuld, ser du jo lige fortryllende ud. Dine smukke øjne får mig altid til at tænke på paradisæbletræernes blomster, som vel er det smukkeste, jeg kan se.”

“Åh, du taler så pænt.” Hendes kinder blev helt røde, kunne hun mærke. Det var ikke noget man kunne se, for pelsen skjulte heldigvis den slags, men føles, det kunne det. “Jeg føler, at jeg elsker hele verden nu, alle er mine søstre og brødre, og derfor har vi ingen fjender.”

“Hvad så med Mikkel? Er han ikke en af vore fjender?”

“Spørg ham, hvis du tør. Jeg tror, han elsker os, og han føler slet ingen fjendskab over for os. Han synes tværtimod, vi er dejlige.”

“Ja, sådan kan man også se på det. At kunne lide nogen kan jo forstås på flere måder.”

“Jeg vælger at tro på, at alt levende har kærlige følelser. Husker du min fætter Påskeharen, vi legede med sidste Påske? Han lærte mig, at vi alle er søstre og brødre, og at vi på en måde er ét. Senere rejste han ud i verden, og mødte så en kænGuru, som lærte ham om livet. Og selv om nogle mente, han havde været i lommen på denne kænGuru som bare havde narret ham, mener jeg, at det han lærte der, og nu lærer videre, er ægte. Jeg kan i hvert fald få tårer i øjnene, når han fortæller om, hvordan nattehimlens stjerner hvisker vidunderlige ting til os, mens vi sover.”

“Så kan jeg da bedre forstå, hvorfor du er så smuk. Hvis dine tårer dryppede ned i græsset, ville der nok vokse blomstrende paradisæbletræer op, for selv jorden ville blive rørt, og prøve at svare dig på en eller anden måde.”

“Nå, nu begynder det sørme at dryppe. Solen skinner så gyldent på de mørke skyer, som er ved at samle sig. Lad os finde noget læ, og vi må nok hellere sætte vore lange bagben foran. Med den sol, ser det ud til, at der kommer guldregn.”

J.W.

Treenighed.

 

Kilden havde tre budspring og vandet var krystalklart.

Det ene udspring hed kærlighed, det andet hed forelskelse og det tredje hed medfølelse.

På vej ned ad skråningen løb alle tre kilder undertiden sammen i ét løb for så at skille sig igen.

Nogle iagttog dem som tre forskellige ting, mens andre indså de havde samme oprindelse.

J.W.

 

Skovens sjæl.

 

Hun omfavnede træet og lagde blidt kinden mod barken.

Hun mærkede usynlige kulsyrebobler dale uophørligt ned over hende fra træets krone. De berettede forskelligt, måske med en vis historisk vinkel. Ingen ord, for der var intet intellektuelt over det, men sindet modtog det helt naturligt og forstod uden argumentation.

Flossede nerveender fandt sammen og efterlod en følelse af fred.

J.W.

Forårsglimt.

 ”Fred, harmoni, tro, håb, kærlighed og skønhed.”

Levende tanker som strømmer ud fra enhver blomst der har slået rod i Mælkevejens grøftekant.

J.W.