Lucas endelig i olie på lærred.

Träumerei.

"Sofastykke."

Fastelavnstid.

Boller op boller ned
masker op masker ned
tabte masker maskerade
gerade aus mod tabte horisonter.

Katte puttes ikke i tønder mere
en overstået tradition som levede
i mørke middelaldersind.

Tønder Festival i farver
i mørke er alle katte grå
musegrå måske.

Katten danser tango til maskeballet
mens musene spiller på bordet
spiller uskyldige men flygter
når katten vil lege med dem.

Seksten.

Han trådte cyklens pedaler med en lethed, som svarede til den fine forsommerstemning, han svævede i. Skjorten var knappet op og duvede i den lune vind. På bagagebæreren sad hun sideværts, som damerne sad på heste i gamle dage.

Hun havde lagt hovedet mod hans ryg, og armene om hans bryst, under skjorten. Det var rart for dem begge, og turen gik som smurt, men var alt for hurtigt overstået.

Disse erindringer fulgte med i auraen af den buket, han rakte sin kone, som sad i gyngestolen med en plaid over benene, mens hun skævede skælmsk over læsebrillerne og lagde broderiet sirligt til side. Han så hende stadig, som den sekstenårige pige bag på hans cykel. For ham havde hun ikke forandret sig, selv om omstændigheder selvfølgelig havde.

Besøg på Kunsten.

”Nå, du har været på ‘Kunsten’ i dag. Nyrenoveret som den er. Og du har taget en masse billeder, siger du. Altså fotos forstås. Ellers kunne man forledes til at tro, du havde stjålet af Kunstens malerier, hevet dem ned fra sømmene og stoppet dem i en sort plasticsæk, så ingen fik mistanke.”

”Ak, denne færden i kunstens verden, hvor illusioner manifesteres i fysiske former. I flere dimensioner. Nogle manifesterede ideer kan man gå rundt om, og kunstværkerne beroliger, eller provokerer, mens de leger med ’perspektiverne.’ Muserne er også til stede, og de binder sløjfer mellem billeder, figurer og løsrevne stumper fra erindrede digte, postulater, intuitioner og drømme. Hvor kunstværkerne selv har fuldendt sløjferne, som julegaver i december, binder de dem op igen, så man ikke skal føle sig for sikker.”

Foto: Preben Brink.

Poesi?

”Spurven sidder stum bag kvist…” Nej, om igen. Der er jo ikke sne og isnende kulde. Spurven fryser ikke og mangler tilsyneladende heller ikke føde.

Så nu er der overskud til poesi og leg. Selv om vinteren kun står, godt og vel, på ”halvtgået.” Den er brækket over af nogle utilsigtede temperaturer, som holder sne og is på afstand.

Minusgraderne er, så at sige, frosset ude. Nu mangler det bare, at solen stemmer violinen og spiller med sine stråler. Den vilde blæst vil gerne spille med. Den tror, den skal for helhedens skyld, men de fleste andre forårsorkestermedlemmer mener, den gør alt for meget væsen af sig.