Om vinteren
var der koldt, og om sommeren var der varmt. På torvet stod en pølsevogn af den
rigtige slags. Den så ud, som en pølsevogn skulle se ud, og den udsendte dufte,
som satte mundvand og fantasi i gang.
En hotdog
var dyr. Det var slet, slet ikke noget, man havde råd til hele tiden. Det var
faktisk noget, man sjældent havde råd til. Og det var slemt om vinteren, hvis
man oven i købet havde været i biografen og set sidste halvdel af en film, og
nu stod på torvet ved pølsevognen og ventede på rutebilen. Alle, som har
oplevet det, kan huske det.
Det var nemlig alt for intenst til at kunne glemmes.
Hvorfor så
man ofte kun sidste halvdel af en film? Jo, der var tissepause midt i filmen,
og så blev døren ud til gården åbnet. Her stod man og ventede i kulden, og
fulgte så med ind, som om man havde holdt pause. Og det så overdrevent
naturligt ud. På denne måde, kunne der måske blive råd til en ”svajer” ved
pølsevognen efter filmen, og en halv film var bedre end ingenting. For det var alligevel noget særligt at være i
biografen. Fjernsyn anede man intet om, og ellers var der kun 16 mm. film i
skolen en gang imellem, eller måske jagtfilm på kroen i Sebbersund. Det kunne
trække folk af huse.
Julemanden
har en god hukommelse. Han kan godt huske længslerne ved pølsevognen, og i år
skal der nye boller på suppen. Som kompensation for nogle og til glæde for
alle, som har sind til det. Har man ikke det, opdager man ham slet ikke.
Alle
butikker er under hans indflydelse og bugner af varer til overkommelige priser,
som i nogle tilfælde er under indkøbspris. Det vil forekomme, som om han selv
stod på torvet, tæt ved det sted pølsevognen i sin tid stod, og deler gaver ud
fra hans uudtømmelige sæk. Han står der allerede fra d. 1. november, men som
tiden nærmer sig jul, bliver han tydeligere og tydeligere. Til sidst kan selv
de mest forstokkede se ham, og så bliver der jul i alle hjem.
Med nok af alt.
