søndag den 7. oktober 2018

Hyldest til Sebbersund. (Parafrase).



Jeg elsker det gamle ”Sundet,”
med bølgernes vuggende kluk,
her har jeg jo ofte fundet,
en pige så blid og smuk.

Jeg elskede duften af tjære,  
mens solen holdt sommeren fast,
på Navet var dejligt at være,
med flirten og øjekast.
 
Jeg elsker, når mågerne letter
i sollysets sommerpragt,
i vinterens stjernenætter
bag snetæppets juledragt

Thi du er mig fader og moder,
så synges fra strand ved fjord,
langt mer´ end søster og broder,
thi du er min moder jord.

Forstummed´ hver røst i skove,
og falmed´ hver gylden frugt,
faldt nat over mark og vove,
jeg fandt det dog lige smukt.

Om alle de drømme bristed´,
du har fra din ungdom drømt,
om trængsel og nød du fristed´,
jeg elsked´ dig dobbelt ømt.

Men end er der sang i skoven,
højt bølger det røde flag,
end er der en Gud for oven,
der råder for ”Sundets” sag.




fredag den 5. oktober 2018

Stille efterår.


Regnen prikker regelmæssigt på den gule paraply denne oktoberaften. Vinden har lagt sig, og luften er mild.

Mellem hver eneste brosten, som tegner en toradet afgrænsning mellem gangfliserne og kørebanen, ligger vandet næsten stille og genspejler lyset fra gadelygterne.

Som levende hvidguld, som nypudset kobber og som poleret stål. Vejsidens våde løv er gået til ro og mediterer over tilværelsen.

Regnen har ikke travlt. Den kører, som en velplejet motor i tomgang, og nyder dette… bare at være til.


onsdag den 3. oktober 2018

Olie på canvas panel. 27 x 22 cm.





Blikfang.



 Et solglimt fra et lynhurtigt sværdslag.
Et guldskær så fint, som erindringen om en elsket.
Så stille som en dalende duefjer…
og afløst af ingenting.
Intet, som fylder hele universet, og som bærer alt.

Sådan var blikket.