Maya.

Olie/lærred. 20 x 20 cm.

Nis-forståelse.

Da det gik op for Per Nitten, at juletiden nærmede sig med raske fjed, fik han et forpint udtryk i ansigtet. Det der med at julen stod for døren, brød han sig ikke om. Når folk begyndte at nynne julesange, allerede i oktember, gik det direkte ind på hans nervesystem. Samt julekalendere i forretninger, annoncer for julefrokoster, julefilm og lignende halløj.

Det var måske alligevel ikke julen, i sig selv, han ikke havde det bedste forhold til. Men nisserne. Disse selvegoistiske, selvcentrerede skabninger, som påstod de eksisterede, kunne han slet ikke kapere. Og risengrød, som var hans livret, fik de forærende helt uden at røre en finger, eller for ikke at røre en finger. Nej, nej og tre gange nej. Hvad skulle dette uvæsen være godt for? Og de ville ikke engang dele med rotterne. For nissefar var jo en lille hidsigprop, som truede dem med katten.

Per Nitten besluttede at oprette en Facebook-gruppe, som skulle beskæftige sig med at argumentere for, at nisserne holdt sig uden for landets grænser. De skulle blive i Grønland, hvor de hjalp Julemanden-ham-selv med at lave julegaver.

Så kunne man nyde sin andesteg, med hvide og brunede kartofler, en god sovs og rødkål, i fred. Samt et godt glas afkølet nisseøl.

/J.W.

"Kurre/murre..."

Benjamin og Lotte gik søndagstur, hånd i hånd, i Skalskoven. Her var muligt at finde lidt læ for den friske storm, som gik over Limfjordens vande og fik bølgerne til at gå højt. Det var ikke til at holde balancen ved havnen, for stormen kom i voldsomme ryk, der var umulige at forudberegne. Ellers plejede de at samle appetit til eftermiddagskaffen her.

”Jeg kan høre, duerne kurrer,” sagde Lotte. ”Det er nok fordi, vi stadig har plusgrader, og så tror de, det er forår.”

”Det er ikke kurren,” svarede Benjamin. ”Det er murren. Skalnisserne kan ikke blive enige om, hvorvidt de skal stemme ja eller nej.”

”Stemningen er da overstået.” Lotte kiggede bedrevidende på Benjamin. ”Og det blev et klart nej.”

”Nej, det har ikke noget med EU at gøre. De er blevet inviteret til at holde jul i Sebbersund i år, og du ved sikkert, hvor patriotiske de er. Nogle er også stadig sure over, at privatbanen blev nedlagt, så hvis der bliver snestorm, er det ikke til at komme hjem til Skalskoven igen og sove julen ud, påstår de.”

”Hvorfor skulle de holde jul i Sebber, når Skalskoven har så meget at byde på? Her tænker jeg også på grankogler, mos og bark til juledekorationer. Og så er det så kønt med den grønne beplantning, man skriver Nibe med på skråningen.”

”I Sebbersund har de jo Sankt Nikolaj Bjerg. Den bette bakke der ligger med udsigt over Bredningen mod kirken og Sebberkloster. De påstår, den står på gloende pæle juleaften, og hvem kan konkurrere med det? Der bliver holdt et gevaldigt nissejulebal her denne aften, og det siges, at det er noget, de har hjerte til og forstand på. Der er altid rigeligt af alt, og det er ikke bare nisseøl, der bliver serveret i glassene.”

”Nåja, så Skal-skalikke er altså murren og ikke kurren, kan jeg forstå. Godt vi skal holde jul i Skalleup Klit i år. Så kan det storme, hagle, sne eller regne, for vi bliver der julen over. Det er sikkert ikke helt hen i skoven. Og jeg har læst et sted, at der også findes Klitnisser. De skulle servere deres egen stærke Vesterhavsbrænding til julemaden. Og man skulle også sove herligt deroppe, for de stopper marehalm i madrasserne. Så kan Skalnisserne kævles om, hvorvidt de vil holde jul i Sebbersund eller i Skalskoven. Hvis vejen bliver lukket af sne, kan de da sejle hele vejen op til Bredningen, så hvidt jeg ved.”

/J.W.

Olie/lærred. 40 x 50 cm.

(Kan ses i Nørre Uttrup Kirke fra medio december 2019.)

Juleklip.

”Vi skal have risengrød til aften, så vi kan vænne maverne til det, for det er snart jul, og jeg er allerede træt af den fede mad, vi har fået siden første søndag i Advent” sagde Johanne til Rasmus, ”og så vil jeg sætte en tallerkenfuld op på loftet til nisserne også. Det er bedst at være på god fod med dem.”

”Det kunne jeg da ikke drømme om,” sagde Rasmus, ”nisser findes kun i fantasien, og fantasifostre spiser ikke risengrød.”

”Det siger du, men jeg er nu ikke så sikker på, at de ikke rumsterer rundt omkring med et eller andet i ærmerne,” svarede Johanne, ”jeg har set nogle spor, som jeg ikke lige kunne sætte fod på.”

Rasmus orkede ikke det nisseri, kyssede Johanne på kinden og sagde: ”Nå jeg må gå nu. Arbejdet laver ikke sig selv,” og så var han ude af døren. Der skulle komme en dekoratør i dag og pynte op, så der blev rigtig god, gammeldags julestemning i frisørsalonen, og han havde fået et par ideer, han ville forelægge ham: En gammel grammofon med tragt skulle spille ”Der går altid både tilbage,” og der skulle sprayes med julesne. Endvidere skulle der dekoreres med guldsprayede grangrene og mistelten.

Dekoratøren kunne, langt hen ad vejen, godt følge hans intentioner, men foreslog at de satte noget mere juleagtigt musik på grammofonen, som f. eks. ‘Højt fra træets grønne top,’ men Rasmus havde fået “Der går altid både tilbage, tilbage til Danmark igen” ind i hovedet og kunne ikke slippe den, så den skulle det være. ”Man må bare abstratraktere lidt,” sagde han, ”det er nemlig ingen skade til. Folk vil have alting forærende nu om dage, men lad dem dog bare, for én gangs skyld, bruge fantasien her i julen. Jeg vil lave en ny skik i år, og som jeg plejer at sige, ”skik følge eller land fly.” Det skal skrives på et skilt, og det skal også stå på engelsk, så alle kan være med, og jeg har oversat det på Google, så du bare kan skrive af: “Usage follow or country aircraft.”

Og sådan blev det. På trods af lidt forskellige meninger kom der da, noget der mindede om, julestemning i frisørsalonen. Og det var jo det, det hele drejede sig om.

Men sporene spøgte stadig i Johannes sind. ”Man graver let sin egen grav, hvis man ikke holder sindet åbent, ja og selvfølgelig også øjne og ører. Nå, nu vil jeg bage beskøjter,” besluttede hun, mens hun automatisk kom til at nynne: ”Der går altid både tilbage.”

”Det er ikke spor for tidligt, for det er rart at kunne byde, hvis der skulle komme et øje, og så må der noget knofedt til, for beskøjter bager jo ikke sig selv. Så får nisserne også en håndfuld, så vi slipper for spilopper fra deres side, hvis vi bare lader dem sejle deres egen sø.

/J.W.

Olie/lærred. 80 x 60 cm.

"Leonardo-engel."

Olie på lærred, som er opklæbet på en masonitplade. Noget jeg ofte gjorde for en snes år siden, da jeg også malede dette portræt (af en engel, som er skabt af Leonardo da Vinci.) Jeg så det trykt på et smudsomslag på en bog om LdV. Mariehønen er tilføjet for egen regning. Så er det jo ikke blot en kopi mere, men en Parafrase og dermed lovlig. Også fordi jeg har signeret med mine egne initialer.

Format: Ca, 57 x 47 cm. incl. ramme.