Tordenkaffe.

Helt ude i skoven lå et lille bjerg. Det var uden bevoksning, bortset fra frodigt græs, og kunne godt minde om en dansk gravhøj fra de gode, gamle dage… eller i hvert fald fra gamle dage.

Det var dog ikke nogen gravhøj, men troldens bolig. Han havde udhulet bjerget, og stivet det af indvendigt med træ. Loftet bestod af tynde træstammer, og med passende mellemrum var det understøttet af kraftigere egestammer. Det var godt og solidt og, med lidt god vilje, også hyggeligt. På en af væggene hang et skilt, han havde lavet af ler, og med store bogstaver, ridset ind med en troldsplint, stod der: Frænde er frænde værst. Sommetider steg der en røgsøjle op fra toppen af bjerget, og det tolkede skovens dyr og småfolk, som røg der kom direkte fra jordens indre.

Trolden vågnede ved, at hans mave rumlede. Han havde sovet nogle måneder, og nu begyndte hans krop at kræve energi for fortsat at være leveringsdygtig i huld og hestekræfter. Før han var gået til ro, havde han stillet en dynge hjemmebagte drømmekager ved sin side, for han vidste af erfaring, at han var drønsulten, når han vågnede. Han havde også en tønde hjemmelavet æblecider ved hånden, fremstillet af gærede pigæbler, adamsæbler og guldregn. Så der var ene gode sager at vågne op til.

Han famlede fumlende med hænderne for at få fat i en kage, men selv om hans hænder søgte i stadig større områder, fandt de ingenting. Han satte sig op og gnubbede øjnene. ”Hvor fanden var de kager?” Men der var ingen der svarede, og der var ingen kager og ingen æblecider at se. Maven rumlede og øjnene skød lyn. Han tænkte med afsky på sin sleske, tvetungede og tyvagtige halvfætter der residerede i en mystisk og mytisk have, som lå i en tidslomme.

Der var vist ikke andet at gøre end at bage og brygge på ny. Han måtte ud i skoven og samle ind, for alt det han skulle bruge fandtes her: Hestepærer, pigæbler, brændenælder, guldregn, lerklumper, røde og grønne fluesvampe, sure rønnebær samt lidt af jordens salt. Adamsæblerne måtte han på æbleskud for at få fat i, for de voksede kun i halvfætterens have, og den havde trolden ikke legal adgang til. Den lå lige i nærheden, men man skulle have et særligt øje for den, ellers kunne man ikke spotte den. Det havde han heldigvis, og det sad midt i panden, men det betød samtidig, at alle han mødte flygtede i rædsel. For sådan et udseende var helt ude i skoven.

Nå, men disse ingredienser blev mast og rørt sammen, mens der gradvist blev tilført vand fra mergelgraven for at få den rigtige konsistens.

Hele tiden, mens kagerne var i den varme ovn, og æblecideren gærede, rumlede hans mave som bølgerne ved havets brænding, og øjnene skød heftige lyn. Han var frustreret og vred over, at der havde været sultne og tyvagtige besøgende, mens han snuede på sit grønne øre.

Samtidig malede skovens dyr og småfolk bønner og bryggede kaffe på livet løs. De vidste nemlig, at når det rumlede, så gulvene gyngede, og lynglimt krydsede hid og did, var det på tide at kværne bønner og sætte vand over. Så kildrede det forventningsfuldt i maverne, for tordenkaffe var verdens bedste kaffe.

Nu sov slangen, dens kone og deres yngel, paradisisk i den navnkundige have under et bugnende æbletræ. Med maverne fulde af lækre, stjålne kager skyllet ned med herlig æblecider. Så var de forfriskede og udhvilede, når solen stod op og satte turbo på dagen, hvor Eva skulle sminkes til sit nøje indstuderede og gennemannoncerede teaterstykke, hvori også adamsæblet spillede en rolle.

Skovens dyr og småfolk undrede sig lidt over, at der ingen regn kom, men de slog sig elegante til tåls med, at der jo var mere mellem himmel og jord, og at tordenkaffen havde den smag og styrke, tordenkaffe skulle have.

/J.W.

Efter høst. (Da farfar var ung.)

Kajakkerne, kogene og motorbådene ligger og hugger i deres fortøjninger. Efteråret har sat ind, og lyset kommer lidt skråt. Mågerne er livlige og har allerede været længe på vingerne. Appetitten er stor, og det er ikke så let at finde føde nu, som tidligt om morgenen, når fiskerne hiver ruserne ind. Så falder der altid rigeligt med godbidder af, og mange af dem bliver fanget i luften.

Nu kommer den blå halvtredser fra Løgstør, gør holdt midt i byen og fortsætter så mod Nibe og Aalborg, hvorefter den gentager ruten i omvendt rækkefølge.

Lørdag aften er der bal på Sølyst, hvor Arnes Rødt og Grønt spiller op til bal. Herfra er der udsigt til fjorden, men der er noget mørkt, og opmærksomheden er vendt mod dansepartneren, og ved bordene står halvfyldte ølglas, som også hævder opmærksomhed.

”Vil du med ud i pausen?” Denne sætning er gentaget mange gange, og i pausen bliver udvekslet både kys og kram, indtil Arnes Rødt og Grønt lokker med: ”Det var på Capri, jeg så hende omme.”

/J.W.

 Olie/lærred. 40 x 30 cm.

”Sindbillede.”

Når bølgerne ”kruser” i bredningen,

når fjorden slikker rytmisk op ad glaciet

mellem købmandens ishytte og broen,

når bjerget markerer sin silhuet mod Trehøje,

og skyerne troværdigt beretter om godt fiskevejr,

fyldes hjerter af forjættelse.

Det hele er genkendt og forstået .

Nogle af fiskernes ”steg” står som skeletter

til indianertelte og bådene skvulper forventningsfulde,

mens drengene gør deres fiskekroge klar.

/J.W.

Sæby-glimt.

Olie på plade. 60 x 80 cm.

 Olie på plade. 80 x 60 cm.

En Limfjordsperle.

 

Den fine, lille perle lå og iagttog bælgmørket. Det gjorde den tit, for den havde bemærket nogle interessante fænomener ved det. Allerførst havde den tænkt: ”Er mørket egentlig sort, eller er der måske nuancer? Er mørket tæt og uigennemtrængeligt?”

Den havde efterhånden indset, at mørket havde sin egen natur som ikke lod sig sætte i bås, for når perlen faldt i tanker, glemte den mørket for en stund, og så kun det den tænkte på og oven i købet i de smukkeste farver. Det var vel fordi, den aldrig tænkte på andet end smukke ting, når den tænkte. Ellers var det også som om, den kunne se nogle tågede farvepletter som kom og gik, når den kiggede direkte på mørket. Den vidste godt, de stammede fra den selv, men alligevel. Om det var optiske eller mentale fænomener var vanskeligt at afgøre. Den hældede mest til de mentale, men lukkede den øjnene og trykkede på dem, opstod der nye fænomener, så det var ikke til at vide med sikkerhed. Måske lidt af hvert.

”Mon de andre perler har lignende tanker,” tænkte den. Den var jo, trods alt, kun een blandt mange. Een lille perle i en kæde, hvor alle perlerne var samlede på en fin snor som bandt dem sammen, så de blev en familie, alle med et fint, boret hul hele vejen igennem.

Når kæden ikke blev brugt, havde perlerne fri, og blev lagt i en smuk æske som var foret med rødt fløjl. Det gav et lille klik, når æsken blev lukket, men man hørte aldrig, når den blev åbnet. Til gengæld strømmede lyset så ind, hvilket fik alle perlerne til at juble. De vidste nemlig af erfaring, at de sandsynligvis skulle ”hænge ud,” som de, lidt moderne, kaldte det. Ellers talte de kun et fornemt sprog, for alle perlerne var dannede, og dannelse var et adelsmærke for en ægte perle, som var dannet i en ægte Limfjordsøsters.

Perlen havde altid vidst, hvor og hvordan den var dannet. Ikke at den kunne huske det, men alle perlerne havde fået en fælles beretning om deres eventyrlige skæbne. Den kunne dog svagt mindes den fine, let salte, smag som det strømmende vand, den havde levet sin barndom med, havde afgivet.

Når perlekæden hang om halsen på ejerinden, og hun svingede sig elegant på dansegulvet med sin partner, følte perlerne samme glæde og fryd, som børn der er kommet i Tivolis rutchebane. Også lysene, som de automatisk reflekterede, fik det til at kilde i udboringerne. Det var liv og glade dage.

Hvis bare ikke hendes dansepartner havde været så klodset, eller i hvert fald uheldig, at få sin hånd indenfor hendes perlekæde, mens de dansede en forrygende Jitterbug, havde alt måske været fryd og gammen endnu. Men kæden brast, og perlerne blev slynget hid og did. De dansede og hoppede nede på gulvet, og spredtes i alle retninger. Der blev et vældigt postyr, og nogle forsøgte at feje perlerne sammen igen.

”Jeg er her, jeg er her, jeg er lige her,” skreg den lille perle fortvivlet, men ingen ænsede den. Den var trillet ned i en fuge mellem nogle gulvbrædder, hvor den hurtigt blev omklamret af noget sejt, ildelugtende, harpiksagtigt stof. Glansen var nu helt gået af den, og den blev mast mere og mere ned af trampende sko, som forsøgte at redde så mange af perlerne som muligt.

”Jeg er vist begyndt på et helt nyt kapitel af min tilværelse,” tænkte perlen. ”Måske er der nogen som finder mig en skønne dag, og så tænker de nok: Nej, se en fin lille perle. Den skal bare renses, så er den lige så god som ny.”

Og det har de ganske ret i, for en dannet perle af ædel byrd ældes ikke på samme måde som mennesker. Den bliver ældre og ældre, men samtidig ædlere og ædlere.

Værre er det trods alt ikke.

/J.W.