"Opvind."

 

  Aurora er navnet på en sommerfugleart. Nordlys kaldes også Aurora, men i det følgende er Aurora morgenrødens gudinde. Kært barn har mange navne.

  ”Mine fire sønner er alle konfirmerede for længst, og da de holdt blå mandag, blev der stor forvirring på jorden. Men hvad, de skulle da have lov til at more sig denne dag, så jeg blandede mig ikke,” sagde Aurora og smilede stolt.

  ”At alle fire vinde pustede lidt liv i kloden, blæste jeg da på, for på sin vis var det sjovt, selvom det kostede en masse mennesker og dyr både liv og besiddelser. Hvor der handles, der spildes, og det er ikke en regel, jeg har indført, skulle jeg lige hilse og sige blandt venner. Den stammer fra et par uger før tidernes morgen, hvor jeg ikke engang var født, og jeg siger, som også alle mine aflagte mænd har sagt i flere tusinde dekader, næsten enstemmigt, selv om jeg selvfølgelig ikke har haft dem på samme tid:”

  ”Rigtige venner er som stjerner: Man kan ikke altid se dem, men man ved, de er der.”Det siger mange mennesker også nu om dage, så man kan vist roligt tilføje, at ordene er slået an, og jeg vil anslå, at det bliver udtalt, eller i det mindste tænkt, flere millioner gange hver evige, eneste dag, så der må være vægtige grunde til det. Broder Sol er ligeglad, for han fordeler altid sol og vind lige, det er nu hans natur, mens søster Måne, som er meget tættere på begivenhederne, holder med os.

  Nåmen, både N, S, Ø og V er kommet godt i vej, og selv om de er firlinger, har de alligevel hver deres særpræg. De er alle tilbøjelige til at tage munden for fuld, de kan, so to speak, være lidt storskrydende, men de passer deres arbejde. ”Har man et godt arbejde, må man gøre sig fortjent til at beholde det,” siger de, og det lyder rimeligt i mine, morgenrøde ører.

  Ind imellem er der en og anden som keder sig lidt og laver rav i den, men det skaber vel også innovation, så når safterne stiger, og barometrene pludselig falder eksplosivt og uventet, har en af dem sikkert fået en ide, som så straks skal afprøves. Det skal lige tilføjes, at de også har lært at meditere, og det holder menneskebørnene meget af, kan jeg se. Men en medalje har jo både en forside og en bagside, og skal den være præsentabel, bør den pudses på begge sider. Ellers klager både fritidsfiskere og lystfiskere over, at der kommer iltsvind i fjordene. Så, nej, det er ikke muligt at gøre alle tilpasse i denne verden.

  Mit arbejde bliver også, på sæt og vis, misforstået. Når morgenduelige mennesker får øje på mig, siger de ofte: ”Sikke en smuk morgenrøde,” men samtidig er der, fra en anden side, nogen der siger: ”Sikke en smuk solnedgang,” så man kan godt føle sig lidt skizofren, hvis man tager sig af folks betragtninger af én, for jeg er jo konstant, og utrætteligt, i gang med både det ene og det andet. Derfor prøver jeg, så godt jeg kan, at ignorere såvel ros som ris og koncentrerer mig om at gøre det, jeg er bedst til: Nemlig at være lige nøjagtigt, det jeg er, uanset hvad andre mener, jeg er eller bør være.

  Det var bare lige det, jeg ville sige. Ha’ en go’ dag. Kram.”

 /J.W.

Olie på lærred. 30 x 40 cm.

 

Olie på canvas panel. 20,5 x 26,5 cm. incl. ramme.

 

Februar blæst.

 ”Som den vilde vind… sådan er mit sind…”

Noget i den retning sang Four Jacks for mere end et halvt århundrede siden.

Den vilde vind har sine kronede dage for tiden. Den boltrer sig for fri udblæsning og nyder sine vældige kræfter. Pludselig tager den sig en lille lur… og kommer så, lige så pludseligt, tilbage med fornyet styrke. Sådan er dens februar-sind i år, hvilket giver vældige bølgedanse på Limfjorden. Det stimulerer fjordens åndedræt og får den til at føle sig ungdommelig kåd.

/J.W.

Rutine.

  De to søstre fra Sebbersund, Ruth og Tine, elskede at spille Mølle og Dam, især med hinanden. Man kunne fristes til at tænke, at det ville gå hen og blive rutine, og det blev det vel også på en måde, men aldrig så de blev trætte af det. Det var nok at skifte fra det ene spil til det andet med passende mellemrum, og de mellemrum registrerede de knivskarpt samtidigt.

De boede tæt ved mergelgraven, som lå ved foden af Sankt Nikolaj Bjerg, på den side der vendte mod Trehøje. Mergelgraven var dyb ude på midten, hvor dyb vidste ingen. Men der gik rygter, og de talte til fantasien. Man var vokset op med en fortælling om, at der var skrænter, som ville sluge én, og skred man pludselig nedad, var det for sent at fortryde. Her blev vandet nemlig så iskoldt, at man fik kramper. Og så kunne man ikke svømme, men gik til bunds så hurtigt, som en dykkende måge på fiskejagt.

Om vinteren var der undertiden is på overfladen, og så elskede Ruth og Tine, at udfordre skæbnen. De forsøgte at skøjte lidt, når isen var til det, men lavede ellers et hul med økse, og sænkede fiskesnører ned med madding på krogene.

En solrig vinterdag, mens Ruth og Tine sad og snakkede ved deres hul, gav det pludselig et kraftigt ryk i Tines line. ”Jeg har bid,” udbrød hun og greb fat i linen ved vandoverfladen med sin frie hånd.

”Giv først et bette ryk,” svarede Ruth heftigt. ”Så sidder den bedre fast.”

Snart lå en lille gedde på isen ved pigernes fiskehul. ”Hvor er hun smuk,” sagde Tine, ”og hendes skæl changerer, så man kunne fristes til at tro, hun var en regnbuegedde, hvis altså der er noget, som hedder det.”

”Tag krogen forsigtigt ud af min mund og lad mig svømme videre,” hørte de pludselig gedden sige med en stemme så fin, som kom den fra en skovalf. ”Jeg har børn, som behøver mig.”

Pigerne blev helt befippede, men Ruth var den første til at tage sig sammen. Hun greb nænsomt fisken og lirkede krogen ud af dens mund.

”Tak,” sagde gedden. ”Sænk mig nu ned i åbningen igen, og når I kommer hjem, vil I opdage at jeres mølle- og dambrikker er blevet forædlede. De sorte er nu i fireogtyve karats guld, og de hvide er i tretårnet sølv med emalje. Finere kan det ikke være. Det er dog ikke det hele, for når I fremover spiller mod hinanden med disse brikker, vil alt være som før, men spiller I mod andre, vil I altid vinde.”

Alt blev, som gedden havde sagt, og pigerne blev berømte. De kom på nettet og optrådte landet over på scener i storcentre og på plejehjem.

Der blev også skrevet sange og revyviser, og lytter man til radio, kan man næsten hver søndag høre ”Ved landsbyens mergelgrav” med Donk og The Keldeys.

Alt dette skete for mange år siden. Mergelgraven er siden blevet udtørret og erstattet af græs og buske. Men på et hemmeligt sted i nærheden, springer en lille kilde. Ruth og Tine kender til den, og dens vand kan helbrede ludomani. Så det beskæftiger pigerne sig med for tiden. De fylder kildevandet på flasker, og sælger det til under indkøbspris. Det siges også, igen- igen, at sandheden aldrig må stå i vejen for en god historie.

Hverdagsmiraklerne føles som champagnebobler i hjertet og aldrig som kedelig rutine.

/J.W. Af-Art. Ordkløver og stemningsbrygger.

 og Peter Du

Olie/lærred. 70 x 50 cm. (4000,-)

 

Eventyrligt.

 På en lille ø, lige syd for Australien, gik tre unge piger med bare tæer i det fugtige, grønne græs. Solen skinnede, og fuglene sang, mens de kåde piger klippede solgule hoveder af mælkebøtter med tæerne.

”Ej se,” sagde den ene. ”En lille frø sider der på en fugtig sten og glipper med øjnene. Den har grønne ben.”

”Er det ikke det, man kalder grønne hoser?” sagde den anden.

”Jo,” sagde den tredje. ”Har I hørt, hvad der kan ske, hvis man kysser en frø?”

”Ja, da,” svarede den første. ”Jeg tror, jeg vil prøve.”

”Bvadr. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Men har du mod på det, så for min skyld ingen alarm.”

Pigen tog forsigtigt frøen op i den ene hånd, førte den til læberne og gav den et blidt kys, hvorefter hun satte den ned igen.

”Se,” sagde den anden pige. ”Der skete jo ikke noget, der er værd at skrive hjem om. Eventyr det hele.”

”Ja, ja, men jeg har hørt, at eventyr undertiden udvikler sig over tid,” svarede hun.

Pigen, der kyssede frømanden, fik sin prins. Vel ikke det halve kongerige i tilgift, men med tiden måske det hele.

Tiden spiller sine egne puds, men eventyr ER eventyr, og såvel som tro er en gave, er tålmodighed, kærlighed og håb det også.

/J.W.

Del