DUER

 Mange mennesker, som har altan, føler sig generet af duer. Flere ønsker bedre regulering, så duerne ikke breder sig så voldsomt og samtidig klatter det hele til. Altanerne er ofte ubrugelige til det, de er beregnet til. Men det er jo bare set fra menneskenes horisont. Duerne ser det hele fra et ganske andet perspektiv, som kunne kaldes fugleperspektiv.

DUESLAG I LUFTEN

”Her sidder jeg, højt på en gren, som i sangen om kragen,” tænkte duen, ”men jeg er helt bevidst om, hvad jeg er. Og det er hverken krage eller råge, skade eller måge, selv om de også holder til her i omegnen. Folk og fæ kan sikkert også kende forskel på os, da vi både har vores ”kurren,” udseende og attituder til forskel.”

Duen sad og evaluerede. Der var noget at tænke over, for ”kroballerne” var i fuld gang med slagsmål udenfor, og stævnemøder i pauserne, til følge. Det førte til forlovelser og andet, hvorfor mange nu var på udkig efter egnede redepladser. Folk ville hverken have dem på deres altaner eller gesimser, for duerne ”kurrede” søvnige mennesker vågne i utide, og det nyvaskede tøj, på tørrestativerne, var yderst modtagelig for deres klatter, så der ofte blev tale om ekstraordinær klatvask.

”Gør som splitternerne,” skvidrede en enlig svale. De bygger deres reder ved hættemågerne. Så er de beskyttede mod røverpak. For hættemåger forstår at sætte sig i respekt og er venlige overfor tilflyttere der passer sig selv og opfører sig ordentligt.”

”Jeg har hørt om det,” svarede duen. ”Men vore reder skal være med udsigt, og det kan en hættemågekoloni ikke tilbyde. Jeg har påbegyndt en rede syv gange på samme sted, og hver gang, jeg næsten er færdig, bliver den kostet ned. Det burde nogen gøre noget ved.”

”Man kunne måske foreslå, at man så sig om efter et andet sted, et sted som var mere imødekommende?” Svalen fattede ikke duens dumstædighed men forsøgte dog at være diplomatisk. Som den selv så det, kunne man da ikke bare bygge, hvor man havde lyst uden at tage et vist hensyn til andre. ”Det er derfor, der findes ting som byggetilladelser, byplanlægning, natteroshjemmeværn og vasketøjsbeskyttelsesnævn,” tænkte den.

”Jeg siger bare: Gør som splitternerne! Men hvis du kun vil bygge med udsigt, kan jeg ikke råde dig. Så må du selv hitte rede i det.”

/J.W.

Helt nyt Sebbersund-maleri.

 Olie på lærred. 28 x 34 cm. incl. ramme.

Olie på lærred. 40 x 30 cm.

 

TRYLLEFLØJT

”Håurh håurh, huå. Håurh håurh, huå. Håurh håurh, huå,” repeterede duen i én uendelighed.

”Det er da utroligt,” tænkte solsorten og spærrede næbbet op. Den duvede blidt på en grangren, mens den nød morgenstemningen, som lovede fuldgyldigt, gammeldags, sommervejr hele dagen… og aftenen med. ”Hvor filen har den lært denne monotone repetition? Man kan da godt høre, den vil noget med det, men den har i hvert fald ikke studeret på akademiet, hvor jeg lærte at spille tvær- og trillefløjte med variationer. Den egner sig bedst til et af de gadeorkestre, der har en tambourmajor i spidsen. Her må man nemlig ikke udtrykke sig for kompliceret. At den kan holde det ud. At den kan undvære kreativiteten. Det kunne jeg ikke.”

”Kraaahhh, kraaahhh, kraaahhh,” lød det pludselig skrattende fra toppen af nabotræet.

”Nej, nu må du gi’ dig,” tænkte solsorten. De lyde kommer fra samme boldgade, som om de må karakteriseres som værende, kan man sige, konkurrerende? De prøver måske at overbevise hinanden om, at de hver især kan tilføre gademusikken et og andet, hvad det så end måtte være? De kommer ikke med i mit symfoniorkester. Så meget er helt sikkert. Men måske lægger kragen an på duen, fordi han gerne vil have hende som kone? Hvem ved? Det kunne egentlig godt lyde, som om kragen søger mage. Bare de så vil holde sig langt væk fra mine matrikler, for jeg kan ikke holde deres jammermusik ud.”

”Nej, så hellere lidt melodiøst kammermusik på tvær- og trillefløjte. Nå, nu vil jeg fortsætte med at øve mig på et tema fra Tryllefløjten.”

/J.W.

Suppedas.

 

  Der udbrød en frygtelig brand på Sebberkloster i 1957. Mange samledes på Navet, og nogle løb op på Skt. Nikolaj bjerg, hvorfra man kunne iagttage de voldsomme flammer og røgen, mens man samtidig kunne høre både Falck og Zonen fra Nibe, med udrykningshorn, køre over den gamle bro på vej til ”klosteret.” Jeg ved intet om årsagen til branden, men hændelsen gav næring til dette lille stemningsbryg:

 

SUPPEDAS

 

  Hun hældte en spand vand ud ved sokkelen nær bryggersdøren, da hun var færdig med at plukke og rense hønen, som skulle være hovedingrediens i morgendagens suppe på den store gård, som var beliggende tæt ved fjordens bredning og kirken. Det var dagens største fejltagelse, for næppe havde hun tømt den sidste sjat ud, før lynet slog ned i laden. Det kom ganske uvarslet, der havde ikke været nogen rumlen, og ikke mange skyer på himlen, så det var vanskeligt at forstå, efteråret allerede havde åbenbaret nogle af sine første, vemodige udtryk.

 

  Hvad hun ikke vidste var at lige under, hvor vandet ramte, boede vættefamilien, Dahl. Og var der noget de ikke brød sig om, var det at få plasket vand på deres loft, især når de holdt siesta og lå og småkværulerede over, hvor lang eller kort tid der var til jul. Og med sådan et snavset og varmt vandfald, var det ikke muligt at slå koldt vand i blodet, så vættefar, Yammer Dahl, råbte truende og mørkerød i hovedet:

 

”Nu kan det være nok!” 

 

  Og det var det. Det var nok til at nedkalde nogle slemme lyn, som straks antændte laden, for vættefars vrede var farlig for både mennesker og dyr.

 

  Set fra en menneskelig synsvinkel, var det en ond begivenhed, men fra vætternes muldvarpeperspektiv, var hævn ganske naturlig. Forståelse og tilgivelse fandtes ikke på deres menukort. Fred gav ingen mening og blev iagttaget med vantro. ”Livet er en jammerdal,” sagde de ofte, og ikke helt uden reference til faderens navn.

 

  De vidste nemlig, fra overleveringer, at de skulle tørre glade og frimodige smil af de tåber, som levede i fredelig velstand, og plukke høns med dem. Alt andet var blålys og ikke til at holde ud. Og vandet var bare dråben...

 

  Hønsekødssuppen blev udsat, for nu var der nok at se til. Men havde konen forstået, hvordan det hele hang sammen, ville hun sikkert lave en kæmpe portion havregrød til jul. For selv om vætterne boede under huset i det daglige, rykkede de altid op på loftet ved juletid. Fuldstændig som nisser havde for vane.

 

  Så var havregrød med sukker, en dygtig klat smør og en sjat skummetmælk et must, hvis menneskene ønskede ro, fred og fordragelighed. For risengrød duede ikke, da vætter ikke ville slås i hartkorn med nisser.

 

  Og sådan blev det fremover.

 

/J.W.

Olie på lærred. 32 x 32 cm. incl. simpel træsvæveramme fra Søstrene Grene.

 

Olie på lærred. 34 x 34 cm. incl. ramme.