VÆTTELYS OG STOPPESVAMP

”Jeg har lyst til Karl Johan fromage,” udbrød Vera Vættedottir, mens hendes blik fejede hen over Vasas jordslåede og støvede ansigt.

”Ja, det ville være overeminent dejligt til eftermiddagskaffen,” svarede Vasa, mens hans tungespids smuttede frem og fugtede et lille stykke overlæbe. ”Og så et fedt padderocknummer på grammofonen for takt og tones skyld. Men hent svampene udenfor nabolaget, for udestuerne skal være intakte. Og husk nu at holde grabbedullikerne fra Tylopilus felleusserne. De ligner jo Karl Johannerne, men forbitrer smagen og giver sikkert også forstoppelse, hvis det lykkes dem at snige sig med i fromagen. Så snupper jeg amagerhylden og sier alt skidtet fra, når du kommer med dem.”

”Sludder og vås, Vasa. Du kan da ikke bruge en amagerhylde til at vaske Karl Johan svampe med. Du må vist hellere bruge dørslaget, hvis der skal være raison i det.”

”Nå ja, fred være med det, dit rivejern. Amagerhylde, dørslag, pibekrave, morter, manglebræt, stoppesvamp… Jeg kan ikke hitte raison i de navne.”

Der var mange frodige svampearter i skovbunden, lige over deres underjordiske bolig, og de var perfekte som udestuer. En gang imellem sad de her og fik en mundfuld frisk luft. Svampene fungerede endvidere aldeles fremragende som paraplyer, når der var væde i luften, og skærmede samtidig mod nyfigne blikke fra oven.

Vætterne elskede deres underjordiske privatliv, og lod nogle gange som om, de ikke var hjemme, især når prædikanten, Claus Trofobi, trængte sig på. Han gik rundt med ordet, og udbredte sig om overjordiske ting. De selv havde accepteret, at tilværelsen, som sådan, var magisk, meningsløs og god.

Rød-vætte var dog altid velkommen. Hun havde sine meningers mod, var beskeden, og vidste en god del om, hvad der foregik rundt omkring.

”Hun har de smukkeste glimt i øjnene, og når hun beretter, tændes mit hjertes vættelys,” sagde Vasa ofte. ”Det holder også både lyn og torden borte, for har man overlevet et ophold i en ulvemave, er man lige så magisk, eventyrlig og troværdig som Karl Johan fromage… uden Tylopilus felleusser.”

/J.W.

SENSOMMER VED VANDKANTEN

Limfjorden skifter stemning nu. Løvfaldssæsonen har betrådt podiet og dirigerer de opførelser, som forventes. Der vil, som sædvanligt, blive skiftet kostumer undervejs for også at matche komponistens visioner.

Orkestrets sammensætning er ændret, fuglestemmerne er stort set taget ud og afløst af toner på vemodige klangbunde, der bedre end lærkesang udtrykker de smukke kumulusskyers parader med sensommerens lysende himmel som baggrund over sejlrenden.

Hver gang en sky pludselig giver plads for blændende solglimt, har naturen filmet en sekvens, så der er noget at se tilbage på ved de kvartårlige evalueringer. Der forlanges en æterisk- nostalgisk efterklang, for tonerne skal inspirere sindene til fordybelse.

Mågerne skriger dog upåvirkede i havneområdet, helt tydeligt uden noder, og værdiger ikke dirigenten opmærksomhed.

Man kunne næsten mistænke dem for manglende sans for såvel musik, som takt og tone.

/J.W.

KRUDT

 

Lauritz og Alfred sidder på ”Børsen” og evaluerer. ”Børsen” er den eneste bænk, havnen med slæbestedet tilbyder, i det lille fiskerleje ved Limfjorden. Bænkens ryg hviler næsten op ad Den Kongeligt Privilegerede Kro’s pavillon.

”Vinden skulle gå i vest til aften,” siger Lauritz.

”Øst og vest – hjemme bedst,” svarer Alfred, som godt kan lide at poetisere og skrue lidt på ord og betydninger. ”Ja det kan godt være, den går i den henretning. Bare det så ikke blæser alt for meget op, jeg skulle gerne på jagt i morgen tidlig.”

”Ta’r du skydekajakken?”

”Ja, om Vorherre vil. Den er allerede rigget til, og et par pipænder ville være dejlige til en for-ændring.”

”Det var ellers nogle pæne skrubber, vi fik i dag, og det ser ud til, at der er store rogn i.”

”Det er sandt, men et par rapænder i gryden ville nu også være rart. Og så den sovs…”

”Det er godt nok noget af en sovs, der bliver. Magnus fik en hare i lørdags. Den hænger på gavlen endnu.”

”Ja, de skal hænge et stykke tid, før de bliver modne, men de løber jo ingen vegne så længe.”

”Skal du ikke snart have et nyt jagtgevær? Din bøsse kan vel kun holde til sort-krudt, om Vorherre vil, som du altid siger. Hvorfor siger du egentlig det?”

”Mennesket spår, men Vorherre rå’r !… Og ingen kender dagen, før solen går ned. Men min bøsse kan, det den skal!”

”Der er også nogle der siger, at ingen kender dagen, før kroen lukker. Men se… der kommer et par hættemåger!”

”Ja, det er et kønt par, men jeg vil ikke spilde mit krudt på dem, for de skal ligge i kærnemælk natten over, ellers er de for trannede.”

”Jeg har tænkt på, at man måske kunne prøve at så skrubberogn, i stedet for at fiske efter dem. Så kunne man nøjes med at vande dem og fjerne lidt u-krudt i ny og næ. Når nisserne kan så klejner og få dem til at gro, kan en anden pjalt nok så rogn, selv om det ikke er bagværk. Silderogn bliver vel også sået, siden der er noget der hedder… høstsild, hæ hæ.”

”Ja, prøv du bare at så dem. Når de er modne, kan du jo plukke dem, og så kan I få plukfisk.”

/J.W.

1John Weinreich

Olie på lærred. 20 x 20 cm. + ramme.

 

Joh, det kan godt nås endnu.

 Olie på plade. 24 x 18 cm.

"Ditte."

Olie på lærred. 30 x 30 cm. +ramme.

NAVNLIG

  Elverpiger er, som bekendt, hule i ryggen. Mange mænd er gået fra koncepterne, når en smuk og forførende elverpige har vendt dem ryggen. Og dette skal ikke blot forstås i overført betydning.

  Har man hørt om dette fænomen, men aldrig oplevet det, undrer man sig nok over, hvordan det fungerer. Jeg har prøvet at finde billeder på Google, men ingen af dem viser en elverpige set fra ryggen.

  Så med pensler, oliefarver og lærred tog jeg på tur i Kyø skov, som ligger et stykke bag Sebberkloster og blandt andet rummer grev Tramps slot. Mange, men ikke alle, har hørt om grev Tramp, så for en god ordens skyld kan jeg berette, at han var med i slaget ved Helgoland i 1864, hvor han fik skudt sit ene ben mere eller mindre af, så det måtte amputeres på stedet. Operationssåret blev bedøvet, og desinficeret, med kogende tjære, og resten af sin levetid var hans ene ben et primitivt træben. Han kunne finde på at underholde med at slå et søm gennem bukserne og ind i benet, hvilket gav udelt opmærksomhed.

  Jeg vidste godt, det var nemmere at støde på elverpigerne ved fuldmåne, når elverkongen holdt et af sine legendariske gilder. En af pigerne indvilligede i at stå model, og det lykkedes, så nogenlunde, at ”indfange” hende på det medbragte lærred. Jeg spurgte hende, om jeg måtte offentliggøre maleriet, hvis det lykkedes for mig at lave det, og det havde hun ikke det fjerneste imod. Hun hed Elvera, og da jeg spurgte nærmere ind til navnet, fortalte hun, at hun var opkaldt efter sim mor, sin bedstemor, sin oldemor og sin tipoldemor. Hun syntes, det var vigtigt og var så intens i sin beretning om navnet, at man indså, intensitet KAN noget, selv om emnet måske ikke forekommer, at være noget i sig selv.

/J.W.