Kommer tid.

Der var engang, tiden ofte stod stille og ventede på os for at se, om vi havde fået det hele med. Det gør den ikke mere. Den kører bare løs helt uanfægtet. Så hurtigt ”går” den, at man let kommer bagefter, og må samle det op, man ikke nåede at få med.

Men med tid kommer råd. Dog kan de ofte være dyre. Det siges gode råd i hvert fald at være. Har man succes med sit virke, har rådene været dyrebare. Og så bliver det vist ikke bedre.

/J.W.

Eventyrligt.

Som den stod der, og på denne måde, ville et almindeligt menneske ikke tænke på, at hesten havde et liv, men bare smile af den. Var man en naturånd, så sagen anderledes ud. Så vidste man, at den var levende, og nogle få vidste oven i købet, at den var en god fortæller, selv om dens ben og hals var så tynde som tændstikker. Men her skulle man heller ikke skue hunden på hårene, for Koglemanden havde lagt ører til utallige eventyr fra hestens kastanjebrune mule, og nogle af dem havde han hørt så mange gange, at han kunne genfortælle dem, hvilket alferne nød godt af. De elskede at lytte til eventyr om overnaturlige væsner og begivenheder, for det kunne live op på en hverdag, som godt kunne synes lidt for kedelig indimellem.

”Jeg selv er jo ikke noget særligt,” sagde han, ”men jeg siger Jer, der er mere mellem trækroner og rødder, end vi kan forstå. Man kan blive helt ør i knolden af at fundere for meget over det, så derfor fortæller jeg kun historier om, hvad jeg ved. Det giver ikke hovedpine, men fungerer som inspirerende og beroligende vitaminer for krop, fantasi og sjæl.”

”Hvordan ved vi, at det vi ved, også er det som er,” sagde en lille alf, mens han tyggede på et græsstrå.

”Jo, det ved vi, fordi kastanjehesten har fortalt det, og han har studeret volapyk i dets grundform, nedfældet på urgamle blade, som stammer fra selveste urskovens træer.”

”Jamen hvad så med udviklingen?” fortsatte alfen. Alting udvikler sig, og vi bliver forhåbentlig klogere og klogere, som årstiderne skifter. Hvad der var sandt i svundne tider, er vel ikke nødvendigvis sandt i dag.”

”Good point. Dog skal man passe på ikke at smide ærterne ud med bælgene, for meget af det der står, er skam viist. Det skal bare ikke tages bogstaveligt, men forstås i sin essens, ellers passer det slet ikke til vore dage, men gør mere skade end gavn, og så kommer man fjerlet til at tænke på en elefant i en glasbutik. Der voksede nemlig mange, anderledes træer dengang, bare for at nævne et eksempel, som heller ikke skal tages bogstaveligt. I øvrigt er der en brugbar tommelfingerregel: Hvis historien ender med, Snip, Snap, Snude, er den troværdig. Ellers er man mere eller mindre på Herrens Mark. Tag nu den kæmpestore blodbøg derovre. Den siger, at vi alle kan fejle, og den har endda så mange årringe, at det hist og her kniber for barken at nå om dem.”

Koglemanden strakte sig, så det knagede, bredte armene ud og sang med værdig mine: ”Så længe jeg lever, så længe mit hjerte slår, så længe vil jeg elske jerrr er er er. Disse ord er nu nedfældet på nogle blade i urskoven, og det siges, at de oprindeligt har stået skrevet på en krøllet serviet, der lå smidt udenfor værtshuset lige her ved skovens udkant. Brevduens moster fik tårer i øjnene, da hun læste dem, hvorefter hun fluks sendte nevøen, med servietten rullet om det ene ben, til urskovsredaktionen, så ordene kunne komme til ære og værdighed. Og de er blevet ganske kendte. Men nu kommer jeg vist også til at tude… så Snip, Snap, Snude.”

/J.W.

Ved havet.

Olie/lærred. 20 x 20 cm.

Julestemning (1/2). Nogenlunde samme stemning som sidste år).

Døren til venteværelset blev åbnet, og denne gang var det Kaj Otto, lægen sagde ”værsgo” til.

Kaj Otto rejste sig så hurtigt han kunne og fulgte efter lægen.

”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste stol, der var, foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af i en vådserviet.

”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”

Kaj Otto vred sig lidt. ”Joh, der er så mange, der spørger, om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel galt. Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, glider mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. Kan det være noget med mandlerne?”

”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i mandlerne. Det har noget med gaflen at gøre.”

”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg har en redningskrans om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både livrem og seler. Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”

Lægen tog Kaj Ottos blodtryk, vendte sig mod sin computer et øjeblik, spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage igen.

”Du skal have en stemningsgaffel. Apotekerne importerer dem fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling, stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. Lige som julen selv, så fra og med den første søndag i advent, og tyve dage frem, skal du slå den tre gange på kanten af bordet morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du ikke er i julestemning senest den tyvende december, så ring igen. Men det skal nok virke.”

”Hjælper det også at bære rød nissehue med hvid kvast? Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. Hun er tyve år nu og har gjort det, så længe jeg kan huske.”

”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en recept på nissehue, nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Kaj Otto hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren og sagde:

”Glædelig Julestemning, Kaj Otto.”

/J.W.

(Fortsættes.)

Julestemning (2/2).

Der var kun nogle få håndfulde dage til den tyvende december, dagen hvor Kaj Otto skulle ringe til lægen, hvis han ikke var kommet i julestemning trods anvisninger og recept. Mange af julekalenderens låger stod åbne nu, og kalenderlyset var brændt pænt ned. Det var let at se, hvor langt man var kommet målet, som var den fireogtyvende om aftenen, hvor lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, enten med ild eller ved et tryk på en kontakt.

På Storcentrets torv, stod julemanden og delte flødekarameller ud. Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede, som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger pisken højt over de forspændte rensdyr. Det med pisken var egentlig en skueproces, for rensdyrene strøg villige gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af næseborene. Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.

En lille dreng stod med pegefingeren i munden og stirrede på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken med flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:

”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min ven.”

Drengen tog fingeren ud af munden og greb febrilsk en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på sceneriet, flåede karamellerne fra drengen og smed dem ned i sækken igen.

”Du ved jo godt, at flødekarameller giver huller i tænderne, Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.

Det havde vor gode julemand ikke lige set komme. Han følte, han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn og voksne. Han kiggede forbavset på faderen og så nu, at det var selveste dr. Frederiksen, hans egen sygekasselæge.

”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det ikke julestemning, det drejer sig om?”

”Julestemning mig her og julestemning mig der. Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. Jeg orker ikke dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret bliver overstået, så vi kan få amputeret de mørke måneder, der spærrer for foråret.”

Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham bort fra den afskyelige julemand.

Kaj Otto var chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, fra sidst i november, og havde, morgen og aften, knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få englelyd og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl. Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, så Kaj Otto havde fået stor tillid til sin læge. Julestemning havde han ikke kendt før, men nu vidste han, hvad det var.

Og det var en stor glæde for ham. Han var taknemmelig og besluttede at være med til at sprede denne smukke stemning. Det var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets annonce om at agere julemand og dele flødekarameller ud.

Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Kaj Ottos julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for at ringe til ham den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. Stemningsgaflen, nisseøllet og nissehuen havde spillet smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.

”Doktor Frederiksen skulle smage sin egen medicin og ikke nøjes med at tørre hænderne af i vådservietter efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod en lille pige og sagde:

”Vær så artig, ho-ho-ho.”

/J.W.

Olie/lærred. 30 x 40 cm.

Udstilling.

https://www.facebook.com/johnweinreich45/posts/2864336850265880?notif_id=1576744446104651&notif_t=feedback_reaction_generic