Jordens salt.

De mennesker som levede her lignede almindelige mennesker, som vi kender dem. Men ved nærmere iagttagelse gik det op for én, at de alle sammen bestod af salt, og ikke af andet end salt. Nogle var ramsaltede, mens andre kunne kaldes letsaltede, men alle var af salt som var presset i facon, på sammen måde som sandskulpturer, der kunne ligne hvad som helst på en prik, udelukkende var af sand. Riget, de beboede, hed Saltorado og indbyggerne levede af blødkogte æg, saltkringler, saltstænger, saltnødder og nedsaltede sild. De dyrkede sport og var specielt dygtige til at lave saltomortaler, en sportsgren de begyndte at indøve, allerede fra de var ganske små.

De fleste Saltoradoer funderede ikke særligt grundigt over, hvorfor de levede, og hvordan det hele egentlig var begyndt …og siden kommet så vidt, som det var, men nogle få gjorde. Som i alle kulturer var der også her filosofisk indstillede personer som stillede spørgsmål ud over det sædvanlige, men de blev betragtet som afvigere, fordi de, der ikke stillede spørgsmål, ikke fattede ideen i den slags tanker. Der var rigeligt andet at tage sig til, rigeligt at kværne og syde over, så filosoffer blev næppe opdagede, da de samtidig, af nævnte årsager, gik stille med dørene.

En særlig Saltorado, som følte dybe længsler i sit hjerte, funderede længe over, hvorfra disse længsler stammede og besluttede at følge de spor, længslerne afsatte. De kunne måske bruges som Ariadnetråde, der kunne lede til længslernes mål. Saltoradoen havde grædt mange salte tårer af længsel efter disse udefinerbare områder i sindets og følelsernes afkroge, og fik så endelig, en skønne dag, en ret klar fornemmelse for, hvad der burde gøres.

Saltoradoen følte ikke, der var andre valg end at begive sig mod havet. Det var havet som trak, for det var havet som havde forjættelsen i sig, det stod ganske klart. Ikke hvorfor, men følelsen var slet ikke til at tage fejl af, så det var ikke engang nødvendigt at ræsonnere over det.

På sin vandring mod havet smed Saltoradoen små saltkringler, saltstænger og saltnødder efter sig og efterlod derved et tydeligt spor, selv om det ikke, specielt var det som var hensigten, for de andre Saltoradoer var jo ikke interesserede i sådanne afvigende handlingsmønstre. De lagde dog hurtig mærke til de mange saltkringler, saltstænger og saltnødder, som lå i en næsten uendelig række, og kastede sig grådigt over dem, da de tydeligt følte, de havde scoret noget, de kunne fortære uden større anstrengelser, og det var lige noget for dem, men for Saltoradoen, som havde smidt saltkringlerne, saltstængerne og saltnødderne, var sagen en helt anden, idet de var kringlede tankebyrder og ligegyldige erindringer, der susede rundt i alle de rundkørsler de stødte på og ikke så gerne forlod igen, som nu endelig blev smidt over skuldrene for at rense sindet, inden kysten kom til syne.

Nu kunne Saltoradoen høre bruset fra brændingen og smilede lettet. Kysten var klar, alle byrderne var kastet over skuldrene, og havet ventede, som det altid havde gjort uden anden dramatik end den, det kunne se ud til, det frembragte, hvis man valgte at se det på den måde. Men Saltoradoen gik, uden tøven, direkte ud i og gennem brændingen og videre og videre ud, mens alle saltkornene lidt efter lidt blev opløste i det vidunderlige hav. Det sidste, som kunne ses, var en hvidlig plet som dog også hurtigt forsvandt, og Saltoradoens længsler, blev forvandlede til det, de altid havde vidst, de egentlig var. Altså bare inderst inde.

Men solnedgangen i vest og solopgangen i øst, helt ude i havets horisonter, var altid lige smukke, og alle Saltoradoer, som kom i berøring med dem, blev tavse, mens de stod på, og ærbødighed og ærefrygt følte de også. Men ingen af dem anede hvorfor.