søndag den 17. februar 2013

Forårstoner.

Vinteren holder fast med det yderste af neglene. Den har stærke negle,
og de kan stadig rive, men forårets tre-i-een'er bearbejder dem stille, roligt og professionelt. Der var jo bestilt tid til dette arbejde, og imens skubbes gardinerne til side og vinduerne åbnes forsigtigt på klem. Fuglene stemmer nænsomt deres forskellige instrumenter, og man kan høre, de prøves af inden de mange koncerter, som skal opføres de kommende måneder. Huer, halstørklæder, luffer og forede støvler bliver snart hjemsendte fra deres aftjente værnepligt, og kan så hvile ud i skuffer og skabe, indtil de genindkaldes sidst på året.

Men kærlighedens kildeudspring har ikke hvilet et eneste sekund.
Alle har kunnet drikke af det, og der er grønt græs omkring hele året rundt. Nogle kalder den forelskelsens kilde, men det falder ingen for brystet. Hænder formes som skeer, så kildevandet kan løbe ind i fordybningerne og drikkes.

Ingen har skøde på kildens udspring og den er tilsyneladende også skødesløs med sine ressourcer, men intet går dog til spilde. Vandet løber ad fine kanaler, det selv har gravet mellem græsset, ned i den bundløse ønskebrønd, som blev anlagt en formiddag i tidernes morgen, og her når end ikke solens stråler ned.

Men de der formår at drikker af den får stjerner i øjnene og sol i hjertet, og det kan hverken dagens sol eller nattens stjerner hamle op med.
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar