Njords datter.

Hun er den smukkeste af alle asynjer, og hun kommer snart. Rummet er renset og tusinde rosenblade strøet ud over gulvet.
Det pusler udenfor døren. Er det mon hende?

Nej, det var en kat, og døren bliver hurtigt lukket. Senere pusles der atter, og døren åbnes på klem, men en anden kat sidder nu og misser. Den får en godbid, og døren bliver hurtigt lukket. Hunden er ikke tryg ved katte, og det er heller ikke katte som er ventede nu.

Tiden går, og rosenbladene visner. Hun kom alligevel ikke.

”Jo jo jo” synger solsorten, ”hun spændte sine to katte fra vognen og sendte dem først. Kunne du ikke kende dem, og lukkede du din dør, fandt hun dig ikke. Hvis du stadig fornemmer hendes banken, har hun ikke opgivet håbet om at komme på besøg hos dig. Men det du forventer, står i vejen for det som er, og så kan du ikke genkende hende, for de forposter, hun altid sender, er også hende, bare i forklædning. Du aner ikke, hvor meget hun overstiger dine forventninger, så modtag hende  som hun er.

Men måske sender hun en forpost, du endnu en gang ikke er i stand til at forbinde med hende. Hold altid øje med Bifrost.

Hun græder tårer af guld, fordi hun savner Od, men lykkes det dig at få hendes besøg, og kan du få hende til at smile gennem tårerne, glemmer hun ham og bliver hos dig. Hun vil jo gerne glemme ham, for han kommer alligevel aldrig mere tilbage til Folkvang, og kan du slippe dine primitive forestillinger om hende og åbne dit hjerte helt, er hun din.

Du kan ikke opnå noget smukkere i dit liv, og så er du hendes."

/J.W.