Sproget på Skrivø's historik.

Han satte bæreposerne fra sig et øjeblik og kiggede op på huset, som lå helt ud til den befærdede vej. ”ORA” hed det. ”Ja, nogle døber deres huse,” tænkte han og funderede lidt på navnet. ”Ora, oral, orakel.” Han byggede lidt videre og prøvede at ramme et eller andet, som gav en ide om, hvorfor huset var døbt ”ORA.”

”Orakel, orakeleje, orakelejemål, orakelejemåltid, mål-tidsfornemmelse, hmm, målscorer, tidsmåler.” Han hankede atter op i bæreposerne og fortsatte sin vandring hjemad, mens hans hjerne arbejde med at udtale det hele bagfra. Nu passerede han et konditori. En fin duft, af det der foregik indenfor, snoede sig ind i hans næsebor. Han besluttede at stikke dem indenfor, der var tid nok i dag.

”Hvad kan jeg gøre for dig?” En smilende ekspeditrice betragtede ham imødekommende fra sin plads bag disken fyldt med lækkerier.

”Eslemmenrofrelåmsditejelekaro,” svarede han. ”Det betyder: En kop kaffe med brød.”

”Vi har et godt tilbud i dag,” svarede hun smilende. En kop kaffe med to smurte boller til en kvart Rigsdaler.”

Nogle dage senere besøgte han konditoriet igen.

”Eslemmenrofrelåmsditejelekaro ,” sagde han henvendt til ekspeditricen. Han måtte gennem samme procedure som sidste gang, men tredje gang han besøgte stedet, serverede hun en kop kaffe med to smurte boller ud fra ordren: ” ”Eslemmenrofrelåmsditejelekaro.”

Efterhånden vandt betegnelsen hævd på egnen, og nu var der ingen der sagde: ”En kop kaffe med brød mere. Man sagde blot: ”Eslemmenrofrelåmsditejelekaro.”

Sådan byggede man, lidt efter lidt, nye formuleringer op på alt, og nogle generationer senere, var der ingen, som kunne gebærde sig sprogligt på Skrivø, hvis de ikke var indfødte. Nogle mente, det var øens dialekt, men sådan hang det ikke sammen.

Man kunne dog lære sproget på Monsters Brevkursus og få et fint diplom.