Måneskud.

Han havde været tidligt oppe denne sommermorgen. Som han var alle sommermorgner, for ruserne skulle røjtes tidligt og fangsten sejles til Nibe, hvor den blev vekslet til kontanter. Han satte sig på bænken ved kroen og evaluerede fredeligt, inden han ville gå hjem.

Ingen vind rørte sig, og fjorden var blik. Han lukkede øjnene og nippede til morgensolens blide nektar.

”Hej fiskermand. Skal vi to være venner?”

Han mærkede et blidt puf mod sin venstre albue og kiggede forbløffet på en levende dukke, som stod på bænken og smilede op mod ham.

”Hva hulen er do for en bette jen? A hår et sit, do er kommen. A trowr, a hår blunne et bette kån.”

”Ja, du har fanget skrubber og kujer i dag, og nu skal du snart hjem. Men jeg vil gerne med dig, for jeg ved, du er så rar, og så lugter der så dejligt af tjære i din stue, og udenfor også. Vi kan lege skjul i garnhuset, hvor der hænger så mange ruser, man kan gemme sig mellem.”

”Do må da jarn kom mæ hjæm, men a gidder et å lej i garnhuset. Det er a vist for gammel te. Hva hier do?”

”Jeg hedder Tryllerylle, og jeg har kendt dig altid. Jeg ved, du har skrevet et digt om fuldmånen i morgen, og jeg har kuret hele vejen ned til dig på en månestråle. Jeg skulle hilse fra muserne, som bor mellem himmel og fjord, og sige, at de har inspireret dig til digtet. Send det til Nibe Avis, så trykker de det nok, og sender dig en skilling for det.”

”Nej, det ka a et fo mæ te. A trowr, de griner o mæ, elletr os griner de ajjer fiskere o mæ. Nej, det gor et.”

”Vil du i det mindste læse det for mig? Så smutter jeg igen og kigger til dig en anden gang. Når du blunder, tihi.”

”Jo, det ka a da nok, Tryllerylle. Men kon hves do holler kæft mæ det. Det blywwer mell wos?”

”Ok.”

Fiskeren fiskede forsigtigt, og tøvende, et krøllet A4 ark op fra den blå, tjæreplettede anoraks brystlomme:

“Fjorden spejler uden krus
Lunas gyldne kind,
gennem ruden i mit hus
går hun frejdigt ind.

Bærer på et magisk smil
hviler let på stolen,
ramt intens af Amors pil
føler sig som solen.

Nipper af den gyldne kop
dufter let af honning,
stjernen over træets top
kalder hende dronning.

Hjertefryden bredes ud
fra horisont til kyst,
Amors rene stjerneskud
ramte hende tyst.”

Han følte rødmen skyde op i kinderne og skævede til Tryllerylle. Men hun var væk, og det var drømmen også. Han strakte møjsommeligt armene, gabte inderligt og rejste sig for at pjokke hjem til en go’ kop kaffe.

/J.W.