Nytårsaften.

(Observeret fra børnehøjde, hvor der som regel er sodavand

med isterninger og sugerør i glasset):

Tommeltot, Slikkepot og Langemand greb om glassets stilk,

løftede glasset fra dugen og hvirvlede vinen dovent rundt.

Bouqeen nåede næsen, som planlagt, og forberedte tungen

på en behagelig oplevelse.

Guldebrand fulgte nu de andre tre

for ligesom at understøtte deres forehavende,

mens Lille Peter Spillemand, som sædvanligt ved lignende sessioner, blev holdt lidt udenfor. Det udtrykte nemlig en vis stil,

og spillemanden tog det da også med et smil.

Glassene klinkedes på kryds og tværs, mens ordene: Godt Nytår

svævede hen over det festligt dækkede bord.

"Nitten."

Nu er det lige før, vi runder et skarpt hjørne… igen.

Året har fødselsdag og bliver nitten. (Sådan lidt forenklet sagt).

Stadig teenager med bløde affjedringer og blide kurver.

GODT NYTÅR.

Tid igen.

Nu er dagene begyndt at længes. Først efter forår, herefter sommer og når Skt. Hans er indviet, trækker de sig gradvist ind i sig selv igen. Den tid, den …. (ja, hvad man nu end måtte synes.)

Dagenes længde øges, men i starten mærker man det næppe. Der accelereres dog, og pludselig går det op for en, at det vistnok gik lidt for hurtigt. I hvert fald hurtigere end det føltes, lige mens det skete.

Så er det bare op på hesten igen og samle opmærksomheden om, og i, nu´et, som måske blev lidt overset i farten, selv om det er det eneste virkelige.

/J.W.

(Olie på lærred. 30 x 40 cm.)

Tro, håb og kærlighed.

”Nej, ingen komplekser her,” tænkte Orla. ”Det skulle også bare mangle. Men jeg fatter alligevel ikke, der går så lang tid, inden en bette nysselig frøken finder på at kysse mig. Jeg ser jo brandgodt ud, og så er der det specielle ved mig, at jeg er en fortryllet prins. Det burde frøknerne aldrig glemme at huske. Måske tror de bare, den slags er eventyr, men sådan spiller klaveret ikke.”

”Det kunne da være sjovt at opleve at blive forvandlet. Jeg forestiller mig, at kysset udløser et stort, magisk puf med en masse tryllestøv, som jeg så står og børster af mit prinseoutfit, mens frøkenen dåner med et lykkeligt smil på læberne. Hvis de huskede på, at der også følger et halvt kongerige med, ville flere nok tage sig sammen. Nu ser man dem i stedet i Luksusfælden på TV. Ak ja, sikke tider, men håbet er lysegrønt. Lykkes det ikke for mig, søger jeg optagelse i Frømandskorpset.”

”Nåmen foreløbig sætter jeg min lid til den romantiske fuldmåne. Mon ikke den løfter frøknernes amourøse niveauer helt op til det eventyrlige?”

/J.W.

Julestemning (2/2).

Der var kun nogle få håndfulde dage til den tyvende december, 
dagen hvor Kaj Otto skulle ringe til lægen, hvis han ikke 
var kommet i julestemning trods anvisninger og recept. 
Mange af julekalenderens låger stod åbne nu, og kalenderlyset 
var brændt pænt ned. Det var let at se, 
hvor langt man var kommet målet, som var den fireogtyvende 
om aftenen, hvor lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, 
enten med ild eller ved et tryk på en kontakt.

På Storcentrets torv, stod julemanden og delte flødekarameller ud. 
Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede, 
som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger 
pisken højt over de forspændte rensdyr. Det med pisken var 
egentlig en skueproces, for rensdyrene strøg villige 
gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af næseborene. 
Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.

En lille dreng stod med pegefingeren i munden og stirrede 
på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken 
med flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:

”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min ven.”

Drengen tog fingeren ud af munden og greb febrilsk 
en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på 
sceneriet, vristede karamellerne fra drengen og smed dem 
ned i sækken igen.

”Du ved jo godt, at flødekarameller giver huller i tænderne, 
Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.

Det havde vor gode julemand ikke lige set komme. Han følte, 
han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn 
og voksne. Han kigge forbavset på faderen og så nu, 
at det var selveste dr. Frederiksen, hans egen sygekasselæge.

”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det ikke julestemning, 
det drejer sig om?”

”Julestemning mig her og julestemning mig der. 
Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. 
Jeg orker ikke dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret 
bliver overstået, så vi kan få amputeret de mørke måneder, 
der spærrer for foråret.”

Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham bort fra 
den afskyelige julemand.

Kaj Otto var chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, 
fra sidst i november, og havde, morgen og aften, 
knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få englelyd 
og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl. 
Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, 
så Kaj Otto havde fået stor tillid til sin læge. 
Julestemning havde han ikke kendt før, men nu vidste han, 
hvad det var.

Og det var en stor glæde for ham. Han var taknemmelig og besluttede 
at være med til at sprede denne smukke stemning. 
Det var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets 
annonce om at agere julemand og dele flødekarameller ud.

Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Kaj Ottos 
julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for 
at ringe til ham den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. 
Stemningsgaflen, nisseøllet og nissehuen havde spillet 
smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.

”Doktor Frederiksen skulle smage sin egen medicin 
og ikke nøjes med at tørre hænderne af i vådservietter 
efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod 
en lille pige og sagde:

”Vær så artig, ho-ho-ho.”

/J.W.

Julestemning (1/2). (Samme stemning som sidste år).

Døren til venteværelset blev åbnet, og denne gange var det Kaj Otto, 

lægen sagde ”værsgo” til.

Kaj Otto rejste sig, så hurtigt han kunne og fulgte efter lægen.

”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste stol, der var, 
foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af 
i en vådserviet.

”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”

Kaj Otto vred sig lidt. ”Joh, der er så mange, der spørger, 
om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, 
for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel galt. 
Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, 
glider mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. 
Kan det være noget med mandlerne?”

”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i mandlerne. 
Det har noget med gaflen at gøre.”

”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg har en redningskrans 
om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både livrem og seler. 
Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”

Lægen tog Kaj Ottos blodtryk, vendte sig mod sin computer et øjeblik, 
spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage igen.

”Du skal have en stemningsgaffel. Apotekerne importerer dem 
fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling, 
stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. 
Lige som julen selv, så fra og med den første søndag i advent, 
og tyve dage frem, skal du slå den tre gange på kanten af bordet
 morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du ikke er i 
julestemning senest den tyvende december, så ring igen. 
Men det skal nok virke.”

”Hjælper det også at bære rød nissehue med hvid kvast? 
Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. 
Hun er tyve år nu og har gjort det, så længe jeg kan huske.”

”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en recept på nissehue, 
nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Kaj 
Otto hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren og sagde:

”Glædelig Julestemning, Kaj Otto.”

/J.W.

Olie på lærred. 40 x 40 cm.

Sådan klares pynten.

Hun laver pynt i denne uge

nu kigger hun på fugle

hun får ideer hun kan bruge

især fra kirkens ugle.

Den lægger ho´det lidt på skrå

og morser med øjenlåg

det er jo lige til at forstå

som læste man i en bog.

Jo himlens fugle ved en del

om både dat og dit

nu vil hun strø lidt hvedemel

og bruge det som hvidt.

For selvom julen bliver grøn

helt uden driver af sne

så bliver julepynten skøn

…bare vent og se.

/J.W.

Drillepind.

Har du set min fyldepen, hvor’ min hue henne?

Hvor mon brevet gemmer sig, jeg sku’ til at sende?
Har du set min ene handske, jeg har kun den anden?
Hvis du også gemmer dig, er jeg helt på spanden.
Gemmer du dig julen ud, bli’r her ganske stille,
nissens pind er vist på spil, han vil gerne drille.

Så får han da ingen grød, det sku’ bare mangle,
han kan få en pebernød og en klovnerangle.
Højt på træets grønne top sætter jeg en stjerne,
nissen kravler hurtigt op, pynten vil han fjerne.
Han kan ikke holde sig, men skal ud og tisse,
falder i en julekurv. “Dygtig lille nisse.”

Gåsen gnækker med sit næb: ”Sådan kan det gå,
når man ikke nærer sig, kan du vel forstå!”

Jul i Nibe.

Olie på lærred. 24 x 30 cm. (+ svæveramme).

Weides Manufaktur.

At forholdet mellem Amor og Psyche måtte gennem en dramatisk udvikling, før de endelig kunne få hinanden, er en historie, som har rørt manges hjerter. At det også påvirkede manufakturhandler Weides meditative blunden, som foregik i hans yndlingssofa, vidste han ikke. Han følte klart, at drømmerierne stammede fra ham selv, og kendte i øvrigt intet til sagn og myter.

Når han sad her, og lod tankebillederne glide ind og ud mellem hinanden, var han i sit foretrukne es. Han var et godt menneske, og var næsten altid i en eller anden form for es, men i hans meditative stunder var der et stille smil på hans læber.

”Han stod på toppen af et bjerg med sin elskede i favnen og iagttog nogle besynderlige skyformationer, som kom nærmere og nærmere. I næste øjeblik blev de begge omsluttet af dem.”

Her gik meditationen over i et blidt lys, mens alle billeder ophørte.

Han havde ingen erindring om sin fortid, og følte intet behov for at forske i den. Det eneste han var bevidst om, var den situation, han befandt sig i lige nu, og han var tilfreds med sin daglige dont som manufakturhandler.

Mange af hans drømme havde amorøse overtoner, og han vidste inderst inde, at han var en helt. Der var nogle uklare minder om en redningsaktion, hvor han genoplivede sin elskede. Noget med en fortryllet salve fra dødsriget, og noget med en mor, som var jaloux på hans elskedes skønhed. Alligevel var drømmerierne behagelige, for alt endte jo godt, og Weide følte aldrig, han havde nogle karmiske genoprettelsessessioner til gode.

Når der var fuldmåne, blev mange mennesker mere amorøse, end de var i det daglige, men det gjaldt ikke for manufakturhandleren. Han havde godt med olie på sin lampe, og mærkede derfor ikke den store forskel.  

”Kraften er med mig,” tænkte han ofte med et taknemmeligt smil. Og det var lige det, den var. Den blev ikke ødet, for Weides eneste udskejelser, var hans drømmerier. Det viste sig dog, at der tilflød brændstof fra dem, så udskejelser var der ikke tale om. Tværtimod. Desuden følte han sig som sportsmand, selv om han hverken spurtede rundt eller løftede jern. Hver dag efter lukketid, skød han med bue og pil en times tid. Det gav ham ro i sjælen, og holdt hans koncentrationsevne ved lige.

Men søndagen var helliget drømmerier. Og han længtes altid efter at være sammen med sine elskede gudindeagtige fruentimmere. Det var jo ikke bare Psyche, han havde mindelser om. Han havde en slags erindring om, at en gud havde lagt sin ene hånd på hans hoved og sagt:

”Sit vis vobiscum.”

Og han havde ikke engang set Star Wars, så det måtte også komme fra ham selv.

/J.W.

Eet alene.

Du tegner hjerter med en finger
tegner let i rudens dug,
konturer som fra hjertet bringer
frem i brystet stille suk.

Eet, kun eet kan hjertet fylde
bytte suk med englelyd.
Eet alene vil du hylde,
det som bringer hjertet fryd.

Dette ene kender alle
spiller sjælens melodi,
kan få tårer til at falde
ind i sjælens symfoni.

Nu dit øje smiler lettet
stråler som en diamant.
Er dit blik mod ruden rettet,
mon du duggens koder fandt?

/J.W.

"Kage på torvet."

Hedvig og Gunnar sad i rutebilen, der var afgået fra St. Ajstrup, som ligger et stykke inde i landet bag Sebberkloster. De havde netop passeret Sebbersund, og var nu på vej til Nibe, som var denne rutes endestation. Hedvig havde fået vinduespladsen.

Gunnar var nemlig en hel del galant over for Hedvig. Han havde indset, at det gav pote på flere små, men alligevel nyttige områder. Hedvig lagde mærke til sådan noget, og hun var ikke loren ved Gunnar, som ellers godt kunne forekomme ubehøvlet, hvis man ikke kendte ham godt. Folk tænkte jo ikke altid på, at Gunnar var meget tidligt oppe om morgenen. Hans arbejdsplads lå næsten tyve kilometer væk, så det tog sin tid med transporten, som foregik på en olivengrøn Puch Maxi.

”Har du hørt, at Svendsens har været på Mallorca, Hedvig?”

Hedvig kiggede på Gunnar og sagde: ”Nej, hvad skulle de dog der?”
”Åh, de havde aldrig været uden for Danmarks grænser før, og de har altid gerne villet til grisefest med præsten i Tjæreborg, så nu skulle det være, inden de blev alt for tunge til bens. Og man bliver jo ikke yngre med alderen, som de siger.”

Hedvig kiggede ud af vinduet: ”Jeg ville også gerne til grisefest i Tjæreborg… eller Mallorka, men ingen får mig op i en flyvemaskine. Og vi har det også godt nok her,” tilføjede hun. ”Ved jorden at blive…”

”De har taget lysbilleder, som vi skal se en dag.”

Hedvig spjættede underbenene lidt frem. ”Jeg er spændt på, om jeg kan bruge de sko, Skomageren reklamerer med.”

Gunnar rømmede sig: ”Det må vi jo håbe. Du skal i hvert fald ikke mangle noget. Det sku´ bare mangle.” Han fortsatte: ”Hvorfor tør du egentlig ikke flyve?”

”Hvis det var meningen, vi skulle flyve, havde vi sikkert fået vinger,” svarede Hedvig.

”Ja, det kan vi tidligt nok få,” sagde Gunnar. ”Der er jo heller ikke noget, der er sikkert mere. Det er i hvert fald helt sikkert.”

Hedvig kiggede skråt opad: ”Du sagde, vi skulle have kaffe på Phönix… og en jødekage?”

” Ja,” svarede Gunnar, ”hvis du lover at spise op.”

”Det gør jeg da,” svarede Hedvig koket og hurtigt.

Gunnar så på hende: ”Så tager jeg dig på ordet.”

”Ja, gør du bare det,” fniste hun, ”du tør jo ikke tage mig på andet mere, hæh, hæ, hæ. Husk mig på jeg skal købe cigaretter. Det glemte jeg sidste gang, og nu skylder jeg Olsens to pakker Prince. Så, nu er vi på torvet, her skal vi af. Ellers bliver der for langt at gå.”

”Ja, og det er vist for meget forlangt.”

Gunnar gik straks hen til købmand Pedersen, mens han huskede det:

¨”Fire gange ti Prince,” sagde han til købmanden.

”Så gerne. Med eller uden filter?”

”Det ved jeg sgu da ikke, det er ikke til mig selv,” svarede Gunnar, mens hans højre hånd famlende begyndte at lirke muldvarpen op af baglommen.

/J.W.

Jesus og skovfogedæblerne.

På den lille bakke, bag Brugsen, lå et hvidkalket hus med stråtag. Det var  aflangt og havde små vinduer. En gammel, mild kone boede her. Hun var så mild, at hendes største stue blev brugt som søndagsskole for områdets børn.

Om søndagen kom missionæren og holdt søndagsskole. Hans rene, velklædte og buttede fremtoning blev understreget af et meget venligt og imødekommende ansigt. Han vred hænderne på en smuk måde, som for at understrege, hvor heldige vi alle var, at Jesus havde været her for vores skyld.

Vi forstod nok ikke så meget af det, der blev sagt, men stemningen sagde det hele, så budskabet gik rent ind. Stemningen og duften. Duften af skovfogedæblerne i Annas store bordskål.

Det vi husker tydeligst fra den tid er blandingsduften af ordene om Jesus, missionærens kærlige fremtoning og skovfogedæblerne.

Og så var der jo også lokkemaden, som virkede: Den selvlysende engel, med en hvid sytråd i et lille hul i håret. Den havde man gjort sig fortjent til, hvis man havde samlet nok æbler gennem året. Små selvklæbende glansbilledæbler, man klæbede på et lille ark med et juletræ. Der var hvide, tomme og runde pladser på træet, hvor man klæbede sine erhvervede æbler ind. Et fuldt æbletræ udløste fosforenglen, og det passede så nogenlunde med, at det var fuldbyrdet ved juletid.

/J.W.

"Rough skitse" af de tre legender. 
Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

Olie på lærred. 40 x 30 cm. + ramme.

Amors ventilator.

Nymfen og Amor havde været venner i mange dekader, og hun kendte udmærket godt til hans meritter. Derfor følte hun det forunderligt, at hun pludselig var blevet forelsket i ham.

”Har han sendt en pil i mit hjerte? Nej, hvorfor skulle han dog det? Han har jo rigeligt at lave, hans arbejde er hans hobby, og det lever og ånder han for.”

Nymfen grundede over dette uforklarlige forelskelsesudbrud uden at finde en gyldig forklaring. Hun boede for tiden i en smuk kumulussky, der var tilstrækkelig fortættet til, at hun kunne sætte sine ti skuffer i den. De blev placeret under hinanden, og det så ud som om, skyen var født med dem. De gled fint ud og ind, når hun benyttede dem, og i den tredje nederste gemte hun sine hjerteskrevne digte. De skulle ikke udgives, selv om hun godt kunne tjene nogle flasker nektar ved at publicere dem i Himmelekspressen.

”Nej, jeg skriver kun til skuffen,” tænkte hun. ”Men at skrive dem med hjertet er min kæreste beskæftigelse.”

En dag landede selveste Klokkeblomst på hendes sky. Ja, den klokkeblomst man kender fra Peter Pen. Hun er nemlig blevet læst og set så mange gange, og så intenst, at det til sidst inkarnerede hende.

”Tænk dig, jg er blevet forelsket i Amor,” tilstod hun overfor nymfen, som følte et lille gib i hjertet. ”Og jeg ved godt hvorfor. Jeg er nemlig poetisk anlagt, og Amor har investeret i en forunderlig ventilator, som udsender poetiske briser krydret med spiritualitet og en æterisk duft af en speciel haverose, jeg ikke lige kan huske navnet på. Han siger, det er bedre end ingenting, da piletræ er rationeret for tiden. Mærker man disse briser, bliver man forelsket i ventilatorens indehaver, hvis man har et poetisk hjerte. Der er ikke andet at gøre for os, da vi kun er en slags halvguder endnu.”

”Nåh, så er det vel heller ikke værre,” udbrød nymfen med et lettet smil. Forelskelse er da det fineste krydderi, jeg kender, og når man ved, hvad det er fremstillet af, kan man roligt bruge af det, og så bliver det måske også muligt selv at dosere det. Nu giver jeg en go’ kop tordenkaffe, for det ser ud til at trække op. Så kommer solen snart igen og hjælper os med at få det gyldne overblik.”

/J.W.

Olie på canvas panel. 30 x 30 cm.

Olie på lærred. 20 x 20 cm.

Makroskopi.

  

Bølgepap dyppet i tapetklister
en skotøjsæske med stearinlysestumper
under ottomanen
to hyacinter i en urtepotte
kan ikke længere holde balancen
lægger sig ned mens det ringer på døren
lige inden siestaen
kaffefiltrene er alt for små og klapper sammen
tebreve i postkassen
en due øver sig på violinetuder
akkordarbejde og unoder
alle bolde som spilles op mod muren
bliver grebet som de skal
kreative hænder afleverer garnmønstre
til flittige hænder som skaber nye figurer
vandhanen drypper om formiddagen
to-mater fra søværnet modificerer rekylen
når solen er helt på plads

surrealismen afbalancerer blot
det den kan.

/J.W.

Uden noder.

Blomsterduftende toner,

gemte følelser spirer

gennem hjertets asfalt.

To have mødes

i gensidige favntag,

opfører hjertets tango

på dansegulv af morild.

/J.W.

Jeg så en hindu fra mit vindu´

Olie på lærred. 40 x 40 cm. 

Larsen, Larsen og Kvik.

Nu i trygge rammer.

Olie på lærred. 40 x 40 cm. + ramme.

Gyldne trin.

Rav er forstenet harpiks, der er 20 til 50 millioner år gammelt, og guld (grundstof nr. 79) er stjernestøv, som supernovaer har en del af æren for. Det er der mange der ved, og sådanne ting kan man forske i. Men hvis man vandrer ad poesiens og eventyrenes veje, kan man få øje på flere forklaringer.  Nogle vil mene, de modsiger hinanden, mens andre lettere kan se forbindelserne, hvor også kemi spiller en rolle. Kemi er jo ikke blot fysik men også psykologi.

For enden af disse eventyrlige veje ligger et bjerg, og ved foden står en himmelstige. Det er et stort navn, vil en og anden nok sige, men klatrer man op ad alle syv trin, forstår man, hvorfor den hedder sådan. Bjerget er egentlig en sandskulptur med dragehoveder, slotte, fugle, rovdyr og mange abstrakte figurer, der nærer fantasien. Så dygtigt er den udført, at man helt og aldeles glemmer, at alt er formet af det sand, bjerget består af, og mange bliver bange for figurerne. Nogle figurer gør også folk ærbødige og leder dem til at tro, de står ved en guddom.

Men himmelstigen er magisk, for efter hvert trin opad, bliver man mere og mere opmærksom på bjergets substans, og stående på det syvende trin, er man fuldt bevidst om sandet og smiler af figurerne.

Guld og rav er Frejas tårer. Det er der også mange der ved.  At hendes tårer er blevet til så ædle forekomster skyldes sikkert, at de udspringer af dyb, oprigtig kærlighed. Almindeligvis vil man ikke kunne græde så dybfølt, fordi man er vant til at få sine længsler opfyldt efter en rimelig tid, eller straks. Freja vidste, at hendes mand aldrig ville komme tilbage, da han forlod hende af altruistiske grunde i en større sags tjeneste.

Nu arbejder hun, sammen med de ni Muser, med at opfylde manges gyldne drømme. De drømme og længsler som er oplyste af stråler fra en sol, som gør det muligt at erkende dette solsystems sol, og principielt andres med, for den sags skyld.

På de nederste trin kan man ofte se folk skændes om, hvem der har udført disse imponerende figurer, og mange omkommer, fordi der er nogle som skubber dem, de ikke er enige med, ned af trinene, så de slår sig ihjel. De der når helt op, har ofte rakt hinanden en hjælpende hånd i stedet, mens skubberne foretrækker at blive, hvor de er.

Under opstigningen har nogle gættet på, det var Frejas mand som lavede skulpturen, som det altruistiske arbejde, han forlod Freja for, men på det syvende trin afsløres alt, og så tænker man ikke over dette, da det siger sig selv.

/J.W.