Jesus og skovfogedæblerne.

På den lille bakke, bag Brugsen, lå et hvidkalket hus med stråtag. Det var  aflangt og havde små vinduer. En gammel, mild kone boede her. Hun var så mild, at hendes største stue blev brugt som søndagsskole for områdets børn.

Om søndagen kom missionæren og holdt søndagsskole. Hans rene, velklædte og buttede fremtoning blev understreget af et meget venligt og imødekommende ansigt. Han vred hænderne på en smuk måde, som for at understrege, hvor heldige vi alle var, at Jesus havde været her for vores skyld.

Vi forstod nok ikke så meget af det, der blev sagt, men stemningen sagde det hele, så budskabet gik rent ind. Stemningen og duften. Duften af skovfogedæblerne i Annas store bordskål.

Det vi husker tydeligst fra den tid er blandingsduften af ordene om Jesus, missionærens kærlige fremtoning og skovfogedæblerne.

Og så var der jo også lokkemaden, som virkede: Den selvlysende engel, med en hvid sytråd i et lille hul i håret. Den havde man gjort sig fortjent til, hvis man havde samlet nok æbler gennem året. Små selvklæbende glansbilledæbler, man klæbede på et lille ark med et juletræ. Der var hvide, tomme og runde pladser på træet, hvor man klæbede sine erhvervede æbler ind. Et fuldt æbletræ udløste fosforenglen, og det passede så nogenlunde med, at det var fuldbyrdet ved juletid.

/J.W.