Amors ventilator.

Nymfen og Amor havde været venner i mange dekader, og hun kendte udmærket godt til hans meritter. Derfor følte hun det forunderligt, at hun pludselig var blevet forelsket i ham.

”Har han sendt en pil i mit hjerte? Nej, hvorfor skulle han dog det? Han har jo rigeligt at lave, hans arbejde er hans hobby, og det lever og ånder han for.”

Nymfen grundede over dette uforklarlige forelskelsesudbrud uden at finde en gyldig forklaring. Hun boede for tiden i en smuk kumulussky, der var tilstrækkelig fortættet til, at hun kunne sætte sine ti skuffer i den. De blev placeret under hinanden, og det så ud som om, skyen var født med dem. De gled fint ud og ind, når hun benyttede dem, og i den tredje nederste gemte hun sine hjerteskrevne digte. De skulle ikke udgives, selv om hun godt kunne tjene nogle flasker nektar ved at publicere dem i Himmelekspressen.

”Nej, jeg skriver kun til skuffen,” tænkte hun. ”Men at skrive dem med hjertet er min kæreste beskæftigelse.”

En dag landede selveste Klokkeblomst på hendes sky. Ja, den klokkeblomst man kender fra Peter Pen. Hun er nemlig blevet læst og set så mange gange, og så intenst, at det til sidst inkarnerede hende.

”Tænk dig, jg er blevet forelsket i Amor,” tilstod hun overfor nymfen, som følte et lille gib i hjertet. ”Og jeg ved godt hvorfor. Jeg er nemlig poetisk anlagt, og Amor har investeret i en forunderlig ventilator, som udsender poetiske briser krydret med spiritualitet og en æterisk duft af en speciel haverose, jeg ikke lige kan huske navnet på. Han siger, det er bedre end ingenting, da piletræ er rationeret for tiden. Mærker man disse briser, bliver man forelsket i ventilatorens indehaver, hvis man har et poetisk hjerte. Der er ikke andet at gøre for os, da vi kun er en slags halvguder endnu.”

”Nåh, så er det vel heller ikke værre,” udbrød nymfen med et lettet smil. Forelskelse er da det fineste krydderi, jeg kender, og når man ved, hvad det er fremstillet af, kan man roligt bruge af det, og så bliver det måske også muligt selv at dosere det. Nu giver jeg en go’ kop tordenkaffe, for det ser ud til at trække op. Så kommer solen snart igen og hjælper os med at få det gyldne overblik.”

/J.W.