lørdag den 24. november 2018

Weides Manufaktur.


At forholdet mellem Amor og Psyche måtte gennem en dramatisk udvikling, før de endelig kunne få hinanden, er en historie, som har rørt manges hjerter. At det også påvirkede manufakturhandler Weides meditative blunden, som foregik i hans yndlingssofa, vidste han ikke. Han følte klart, at drømmerierne stammede fra ham selv, og kendte i øvrigt intet til sagn og myter.

Når han sad her, og lod tankebillederne glide ind og ud mellem hinanden, var han i sit foretrukne es. Han var et godt menneske, og var næsten altid i en eller anden form for es, men i hans meditative stunder var der et stille smil på hans læber.

”Han stod på toppen af et bjerg med sin elskede i favnen og iagttog nogle besynderlige skyformationer, som kom nærmere og nærmere. I næste øjeblik blev de begge omsluttet af dem.”

Her gik meditationen over i et blidt lys, mens alle billeder ophørte.

Han havde ingen erindring om sin fortid, og følte intet behov for at forske i den. Det eneste han var bevidst om, var den situation, han befandt sig i lige nu, og han var tilfreds med sin daglige dont som manufakturhandler.

Mange af hans drømme havde amorøse overtoner, og han vidste inderst inde, at han var en helt. Der var nogle uklare minder om en redningsaktion, hvor han genoplivede sin elskede. Noget med en fortryllet salve fra dødsriget, og noget med en mor, som var jaloux på hans elskedes skønhed. Alligevel var drømmerierne behagelige, for alt endte jo godt, og Weide følte aldrig, han havde nogle karmiske genoprettelsessessioner til gode.

Når der var fuldmåne, blev mange mennesker mere amorøse, end de var i det daglige, men det gjaldt ikke for manufakturhandleren. Han havde godt med olie på sin lampe, og mærkede derfor ikke den store forskel.  

”Kraften er med mig,” tænkte han ofte med et taknemmeligt smil. Og det var lige det, den var. Den blev ikke ødet, for Weides eneste udskejelser, var hans drømmerier. Det viste sig dog, at der tilflød brændstof fra dem, så udskejelser var der ikke tale om. Tværtimod. Desuden følte han sig som sportsmand, selv om han hverken spurtede rundt eller løftede jern. Hver dag efter lukketid, skød han med bue og pil en times tid. Det gav ham ro i sjælen, og holdt hans koncentrationsevne ved lige.

Men søndagen var helliget drømmerier. Og han længtes altid efter at være sammen med sine elskede gudindeagtige fruentimmere. Det var jo ikke bare Psyche, han havde mindelser om. Han havde en slags erindring om, at en gud havde lagt sin ene hånd på hans hoved og sagt:

”Sit vis vobiscum.”

Og han havde ikke engang set Star Wars, så det måtte også komme fra ham selv.

/J.W.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar