Digterspire.

Olie på karton. 41 x 41 cm. (Incl. ramme).

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm.

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm.

Hourglass

Seize the moment in its flight
and pour it into a test tube.
Add a small splash of good time
from time zones all over the world
and put a gram of dried
powdered thyme in as well
plus three grams early morning.
Then only remains
a pinch of sizzling sea salt a squeeze of
overtime and a teaspoon tide.
Now it starts to bubble sizzle and steam
and the shape of the tube changes
making the upper
and lower halves expand
to tripple size of their diameters
whilst the middle gets a narrow waistline.
A handful of fine, dried beach sand
and time immediately starts.
Remember to put a lid on the opening
and turn the glass upside down.
Every time the time is ripe
one of Newton’s laws will set the clock
in time.

/Yens Wayman.

Løb, løb, løb, 
løb nu rundt omkring.
Snup en ’rundtenom’ med prinsen,
det gi’r god motion i pinsen,
løb, løb, løb,
hvilken herlig ting.

/J.W.

Versefødder uden ord.

Musikken tilhørte ikke nogen bestemt kategori.

Den var allestedsnærværende, og på trods af de næsten regelmæssige variationer, som kunne virke impulsive og voldsomme, var den symfonisk.

Den var beroligende, løftende og vækkende på samme tid. Ofte føltes det, som om tusindvis af noder mistede fodfæstet på papiret og blev kastet hid og did, samtidig med at de, jublende og frimodige, afgav deres toner.

Men disse løsrivelser ændrede ikke på helhedsindtrykket, for grundtonen blev holdt, og man følte tydeligt dirigentens virtuose overblik og sublime vilje.

Rytmisk skyllede dens lange åndedrag ind over sandet, omfavnede og kærtegnede nøgne versefødder.

Poesi på paletten.

Maleren rørte søgende penslen rundt på paletten, mens han afspillede sin yndlingsmusik i sindet. Han vidste ikke med sikkerhed, hvad næste træk ville blive, men det plejede at komme, mens han rørte i gryden. Ligesom når han satte fyldepennen på papiret for at oversætte musernes frimodige indskydelser til mere eller mindre forståeligt menneskesprog.

Musikken var meget smuk, og han både hørte og så orkesteret, mens det spillede. Når violinsoloen tog over, og når brusene fra de andre instrumenter faldt ind, som de skulle. Han var til livekoncert, mens han afsøgte mangfoldige områder for de inspirationer som burde komme til udtryk på lærredet, men selv om musikken åbnede sindets døre med sin blide styrke, generede den ingen, for intet af det han hørte og så, var tilgængeligt for andre, før essensen af det måske kom til udtryk på lærred eller papir.

Hans skriveblok lå på en hvid pult i nærheden af staffeliet, og der stod også en termokande med god kaffe.

Pludselig blev han opmærksom på, at lyset i rummet havde den helt samme farve som virkeligheden, og han kiggede sig opløftet omkring. Alt han så på, var malet og digtet færdigt, og musikerne havde stillet instrumenterne fra sig. Han stak penslerne i rødbedeglasset med postevand og satte sig i sin perfekte lænestol, mens han ærbødigt og helt afslappet nød den opståede oase af stille virkelighed. Han genkendte den i eet nu, men afviste al begyndende undren over, at den ikke havde været der så længe. For at spekulere over dette ville støje alt for meget, følte han.

Fra lænestolen gled hans blik stille over på kaffekoppen som bar tydeligt præg af at have været i brug. Og på den hvide pult, den stod på, var der spildt kaffe som nu var tørret ind, men i virkelighedens lys fik det samme status som blomsten i vindueskarmen, og fuglesangen som nåede indenfor gennem det halvtåbne vindue.

”Stilleben.”

Ligger musestille
ville godt i vasen
føle vandet kilde
drikke lidt med hasen.

Se, de andre glor
med øjnene på stilke
skuler som i kor
tror jeg er af silke.

Så, nu kommer hånden
jeg var bare sidst
var dog stærk i ånden
joh, det var jeg vist.

Jeg var ikke glemt
følte mig lidt stresset
og en smule klemt
tro’de jeg sku’ presses.

/Yens Wayman.

Sommertegn.

Frøken Sommer fik den blomsterkrans,

han havde sirligt bundet,

nu danser hun sin sommerdans,

hans hjerte har hun vundet.

Hans sind ser kun de sommertegn,

hun maler med sin dans,

han drikker hendes farveregn

fra nu og til Sankthans.

/J.W.

Ønskedag.

Han sidder der ved skjærmen

og skriver på et digt,

med skjælmens blik i øjet

for endt er dagens pligt.

Det er såmænd så herligt,

Miss Summerer jo skjøn,

hun aer ham så kjærligt

har lyttet til hans bøn.

(Yens Wayman.)

Olie på lærred. 40 x 30 cm.

From grey to gold

If you just had not seen it happen, you would not suspect 
that the dense, green hedge that followed the sidewalk,
 was pretty well occupied by happy and chattering grey sparrows. 
They broke suddenly into the hedge, as when the farmer’s wife 
sprinkle a handful of grain from her apron pocket out to her hens.

But Sherlock had seen it. Sherlock saw it almost every time. 
He was an experience affected cat a little over fourteen years old 
and his resume was in order. He had tried a little of everything, 
and move silently as a ninja was the least of his art.

Now the flock of sparrows suddenly left the hedge. As a small tornado. 
Only one of the sparrows did not make it, and it was Sherlock’s profit. 
He had plucked a little toy… in the first place … and a treat in the other.

The sparrows were again gathered in the hedge. 
Now began one of them, to tell about a friend who had hopped 
from branch to branch in the tree by the hedge. 
Higher and higher she made it, and in the end she had become engulfed 
a moment of a beautiful sunbeam. Ever since she had only sung 
the gilded sparrow song: “quit quit quit quit quit quit… queeeeeeet.”

“Could she not help us to keep an eye on the cat or maybe 
scare him away. I mean, with this adventourus view,” one of them said.

“She says this, that the only way we can avoid all of our problems is 
that we follow her example and jump up in the golden world field. 
For in the hedge area there will always be a new cat when Sherlock
 take retirement or die. This is the way it works. She knows, however, 
that we find it hard to leave our beloved hedge.”

“But at least I try to practice a little of her song. For it was perhaps 
not so foolish to be gilded instead of being devoured. 
The song is relatively easy to remember, for both text and chorus 
is almost the same: quit quit quit quit quit quit… queeeeeeet.”

/J.W.

Olie på canvas panel. 30 x 30 cm.

Blid sommermorgen. (Studie).

Olie på lærred. 40 x 30 cm.

(Parafrase). Olie på lærred. 93 x 72 cm. incl. ramme.

Solen skinnede, lærken sang, og kirkeklokkerne bimlede. Bag alle lyde hvilede en beroligende stilhed, som selv mågerne ikke kunne overdøve. Præsten stod og fumlede med sin nypibede krave, der måske havde fået et lille tvist, men det så man ikke udefra, hvor naturens kirke lokkede med ophøjet, solbeskinnet fred, der forplantede sig til hjerterne uden vedhæftede kommentarer. 

(16 x 21 cm, Olie/masonit.)

Metaforer og andre udfordringer.

Man forregner sig, hvis man forventer, at metaforer forstås af alle. Bruger man metaforer, er der det problem, at de også kan være misforståede af afsenderen, som måske forventer, at andre deler ens ”forståelse.”

Kunstneriske metaforer behøver ikke være udtrykt i tydelige symboler. De kan iklæde sig lys, skygger, klarhed, abstraktioner og endvidere effekter, som umiddelbart let fortolkes som sjusk, hvis de ikke ligner et fotoshoppet skilderi. Selv et ”skævt” penselstrøg kan bære en hensigt, og beherskes kun af en mester, hvor projektet lykkes. Mange kunstnere har forståelse for dette og forsøger at nærme sig de behov og krav, billedet selv udvikler hen ad vejen.

Mister man modet på forhånd, bliver man aldrig avantgarde-kunstner. For mod skal der til, fordi der er mange kløfter at falde i, og fordi der ofte er ringe sigtbarhed. På en cirkel, hvor der både findes genialitet og dumhed, må man bevæge sig rundt, og de to yderpunkter er ikke definerede. Det er som at passere en kløft med en svajende hængebro uden gelænder.

Avantgarde (fra fransk "militær fortrop") er et udtryk om billedkunstnere, musikere, forfattere, politikere og andre, som eksperimenterer med avancerede idéer. Formålet var at udfordre publikums norm for opfattelse af verdenen, hvor man er på forkant med udviklingen med nye og anderledes idéer. (Afskrevet fra Google).

Picasso var dristig, da han udfordrede skønmaleriet med sine kubistiske ”forestillinger.” Mange beskuere blev vrede, fordi de ikke forstod det, men kun forstod og anerkendte deres egen overlegne indsigt.

Og sådan fortsætter det.

"Saksespark."

 

Jeg er Maren, jeg har briller på,

de er pæne… men måske for små,

næseryggen klemmes… bliver rød,

duer ikke… ved den søde grød.

Jeg kan ik´ bru´ linser med kontakt,

nu fik jeg det sørme end´lig sagt,

moden kerer jeg mig ikke om,

saksen var ”et spark…” der bare kom.

Det har bare ikke hjulpet spor,

min forventning var måske for stor,

hvo som intet vover… vinder ej,

jeg gør sjældent det, som passer sig.

/J.W.

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm.