Versefødder uden ord.

Musikken tilhørte ikke nogen bestemt kategori.

Den var allestedsnærværende, og på trods af de næsten regelmæssige variationer, som kunne virke impulsive og voldsomme, var den symfonisk.

Den var beroligende, løftende og vækkende på samme tid. Ofte føltes det, som om tusindvis af noder mistede fodfæstet på papiret og blev kastet hid og did, samtidig med at de, jublende og frimodige, afgav deres toner.

Men disse løsrivelser ændrede ikke på helhedsindtrykket, for grundtonen blev holdt, og man følte tydeligt dirigentens virtuose overblik og sublime vilje.

Rytmisk skyllede dens lange åndedrag ind over sandet, omfavnede og kærtegnede nøgne versefødder.