Poesi på paletten.

Maleren rørte søgende penslen rundt på paletten, mens han afspillede sin yndlingsmusik i sindet. Han vidste ikke med sikkerhed, hvad næste træk ville blive, men det plejede at komme, mens han rørte i gryden. Ligesom når han satte fyldepennen på papiret for at oversætte musernes frimodige indskydelser til mere eller mindre forståeligt menneskesprog.

Musikken var meget smuk, og han både hørte og så orkesteret, mens det spillede. Når violinsoloen tog over, og når brusene fra de andre instrumenter faldt ind, som de skulle. Han var til livekoncert, mens han afsøgte mangfoldige områder for de inspirationer som burde komme til udtryk på lærredet, men selv om musikken åbnede sindets døre med sin blide styrke, generede den ingen, for intet af det han hørte og så, var tilgængeligt for andre, før essensen af det måske kom til udtryk på lærred eller papir.

Hans skriveblok lå på en hvid pult i nærheden af staffeliet, og der stod også en termokande med god kaffe.

Pludselig blev han opmærksom på, at lyset i rummet havde den helt samme farve som virkeligheden, og han kiggede sig opløftet omkring. Alt han så på, var malet og digtet færdigt, og musikerne havde stillet instrumenterne fra sig. Han stak penslerne i rødbedeglasset med postevand og satte sig i sin perfekte lænestol, mens han ærbødigt og helt afslappet nød den opståede oase af stille virkelighed. Han genkendte den i eet nu, men afviste al begyndende undren over, at den ikke havde været der så længe. For at spekulere over dette ville støje alt for meget, følte han.

Fra lænestolen gled hans blik stille over på kaffekoppen som bar tydeligt præg af at have været i brug. Og på den hvide pult, den stod på, var der spildt kaffe som nu var tørret ind, men i virkelighedens lys fik det samme status som blomsten i vindueskarmen, og fuglesangen som nåede indenfor gennem det halvtåbne vindue.