lørdag den 28. december 2019

Kommer tid.



Der var engang, tiden ofte stod stille og ventede på os for at se, om vi havde fået det hele med. Det gør den ikke mere. Den kører bare løs helt uanfægtet. Så hurtigt ”går” den, at man let kommer bagefter, og må samle det op, man ikke nåede at få med.

Men med tid kommer råd. Dog kan de ofte være dyre. Det siges gode råd i hvert fald at være. Har man succes med sit virke, har rådene været dyrebare. Og så bliver det vist ikke bedre.

/J.W.



torsdag den 26. december 2019

Eventyrligt.

Som den stod der, og på denne måde, ville et almindeligt menneske ikke tænke på, at hesten havde et liv, men bare smile af den. Var man en naturånd, så sagen anderledes ud. Så vidste man, at den var levende, og nogle få vidste oven i købet, at den var en god fortæller, selv om dens ben og hals var så tynde som tændstikker. Men her skulle man heller ikke skue hunden på hårene, for Koglemanden havde lagt ører til utallige eventyr fra hestens kastanjebrune mule, og nogle af dem havde han hørt så mange gange, at han kunne genfortælle dem, hvilket alferne nød godt af. De elskede at lytte til eventyr om overnaturlige væsner og begivenheder, for det kunne live op på en hverdag, som godt kunne synes lidt for kedelig indimellem.
”Jeg selv er jo ikke noget særligt,” sagde han, ”men jeg siger Jer, der er mere mellem trækroner og rødder, end vi kan forstå. Man kan blive helt ør i knolden af at fundere for meget over det, så derfor fortæller jeg kun historier om, hvad jeg ved. Det giver ikke hovedpine, men fungerer som inspirerende og beroligende vitaminer for krop, fantasi og sjæl.”
”Hvordan ved vi, at det vi ved, også er det som er,” sagde en lille alf, mens han tyggede på et græsstrå.
”Jo, det ved vi, fordi kastanjehesten har fortalt det, og han har studeret volapyk i dets grundform, nedfældet på urgamle blade, som stammer fra selveste urskovens træer.”
”Jamen hvad så med udviklingen?” fortsatte alfen. Alting udvikler sig, og vi bliver forhåbentlig klogere og klogere, som årstiderne skifter. Hvad der var sandt i svundne tider, er vel ikke nødvendigvis sandt i dag.”
”Good point. Dog skal man passe på ikke at smide ærterne ud med bælgene, for meget af det der står, er skam viist. Det skal bare ikke tages bogstaveligt, men forstås i sin essens, ellers passer det slet ikke til vore dage, men gør mere skade end gavn, og så kommer man fjerlet til at tænke på en elefant i en glasbutik. Der voksede nemlig mange, anderledes træer dengang, bare for at nævne et eksempel, som heller ikke skal tages bogstaveligt. I øvrigt er der en brugbar tommelfingerregel: Hvis historien ender med, Snip, Snap, Snude, er den troværdig. Ellers er man mere eller mindre på Herrens Mark. Tag nu den kæmpestore blodbøg derovre. Den siger, at vi alle kan fejle, og den har endda så mange årringe, at det hist og her kniber for barken at nå om dem.”
Koglemanden strakte sig, så det knagede, bredte armene ud og sang med værdig mine: ”Så længe jeg lever, så længe mit hjerte slår, så længe vil jeg elske jerrr er er er. Disse ord er nu nedfældet på nogle blade i urskoven, og det siges, at de oprindeligt har stået skrevet på en krøllet serviet, der lå smidt udenfor værtshuset lige her ved skovens udkant. Brevduens moster fik tårer i øjnene, da hun læste dem, hvorefter hun fluks sendte nevøen, med servietten rullet om det ene ben, til urskovsredaktionen, så ordene kunne komme til ære og værdighed. Og de er blevet ganske kendte. Men nu kommer jeg vist også til at tude… så Snip, Snap, Snude.”
/J.W.




fredag den 20. december 2019

Julestemning (1/2). Nogenlunde samme stemning som sidste år).


Døren til venteværelset blev åbnet, og denne gang var det Kaj Otto, lægen sagde ”værsgo” til.
Kaj Otto rejste sig så hurtigt han kunne og fulgte efter lægen.

”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste stol, der var, foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af i en vådserviet.

”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”

Kaj Otto vred sig lidt. ”Joh, der er så mange, der spørger, om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel galt. Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, glider mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. Kan det være noget med mandlerne?”

”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i mandlerne. Det har noget med gaflen at gøre.”

”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg har en redningskrans om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både livrem og seler. Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”

Lægen tog Kaj Ottos blodtryk, vendte sig mod sin computer et øjeblik, spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage igen.

”Du skal have en stemningsgaffel. Apotekerne importerer dem fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling, stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. Lige som julen selv, så fra og med den første søndag i advent, og tyve dage frem, skal du slå den tre gange på kanten af bordet morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du ikke er i julestemning senest den tyvende december, så ring igen. Men det skal nok virke.”

”Hjælper det også at bære rød nissehue med hvid kvast? Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. Hun er tyve år nu og har gjort det, så længe jeg kan huske.”

”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en recept på nissehue, nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Kaj Otto hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren og sagde:

”Glædelig Julestemning, Kaj Otto.”

/J.W.
(Fortsættes.)


Julestemning (2/2).


Der var kun nogle få håndfulde dage til den tyvende december, dagen hvor Kaj Otto skulle ringe til lægen, hvis han ikke var kommet i julestemning trods anvisninger og recept. Mange af julekalenderens låger stod åbne nu, og kalenderlyset var brændt pænt ned. Det var let at se, hvor langt man var kommet målet, som var den fireogtyvende om aftenen, hvor lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, enten med ild eller ved et tryk på en kontakt.

På Storcentrets torv, stod julemanden og delte flødekarameller ud. Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede, som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger pisken højt over de forspændte rensdyr. Det med pisken var egentlig en skueproces, for rensdyrene strøg villige gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af næseborene. Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.

En lille dreng stod med pegefingeren i munden og stirrede på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken med flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:
”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min ven.”

Drengen tog fingeren ud af munden og greb febrilsk en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på sceneriet, flåede karamellerne fra drengen og smed dem ned i sækken igen.
”Du ved jo godt, at flødekarameller giver huller i tænderne, Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.

Det havde vor gode julemand ikke lige set komme. Han følte, han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn og voksne. Han kiggede forbavset på faderen og så nu, at det var selveste dr. Frederiksen, hans egen sygekasselæge.

”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det ikke julestemning, det drejer sig om?”

”Julestemning mig her og julestemning mig der. Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. Jeg orker ikke dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret bliver overstået, så vi kan få amputeret de mørke måneder, der spærrer for foråret.”

Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham bort fra den afskyelige julemand.

Kaj Otto var chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, fra sidst i november, og havde, morgen og aften, knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få englelyd og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl. Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, så Kaj Otto havde fået stor tillid til sin læge. Julestemning havde han ikke kendt før, men nu vidste han, hvad det var.

Og det var en stor glæde for ham. Han var taknemmelig og besluttede at være med til at sprede denne smukke stemning. Det var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets annonce om at agere julemand og dele flødekarameller ud.

Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Kaj Ottos julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for at ringe til ham den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. Stemningsgaflen, nisseøllet og nissehuen havde spillet smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.

”Doktor Frederiksen skulle smage sin egen medicin og ikke nøjes med at tørre hænderne af i vådservietter efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod en lille pige og sagde:

”Vær så artig, ho-ho-ho.”

/J.W.


Olie/lærred. 30 x 40 cm.


tirsdag den 17. december 2019

Vingeslag

med olympiske noter.

Hun smiler hverken indladende eller afvisende.
Neutralt? Nej, dertil er smilet for insisterende.
Det er, som om hun kalder med en lydløs hvisken 
der vækker noget udefinerbart. Noget hjertet forstår.
Men hjertet afslører intet.
Afrodite ved det. Hun indser dit hjerte,
og hun er ikke uudgrundelig.
Hebe holder også et øje på klem og håber,
du ikke falder i Priapos’ snarer.
For så starter det hele bare forfra,
og Hera træder ind på arenaen.
Men hvis ikke det var DET du ønskede,
skulle du måske løsne, eller helt slippe, tøjlerne
og samtidig være klippefast i kursen:
Lige ud ad landevejen. Ingen forførende biveje 
og ingen sidespor.

/J.W.

mandag den 16. december 2019

Vingeslag med olympiske noter.


Hun smiler hverken indladende eller afvisende.
Neutralt? Nej, dertil er smilet for insisterende.
Det er, som om hun kalder med en lydløs hvisken 
der vækker noget udefinerbart. 
Noget hjertet forstår. Men hjertet afslører intet.
Afrodite ved det. Hun indser dit hjerte,
og hun er ikke uudgrundelig.
Hebe holder også et øje på klem og håber,
du ikke falder i Priapos’ snarer.
For så starter det hele bare forfra,
og Hera træder ind på arenaen.
Men hvis ikke det var DET du ønskede,
skulle du måske løsne, eller helt slippe, tøjlerne
og samtidig være klippefast i kursen:
Lige ud ad landevejen. Ingen forførende biveje 
og ingen sidespor.
/J.W.

søndag den 15. december 2019

Frugtklar.



Gæt, skyd, gå på æbleskud.
Pluk æbler, køb æbler, spis æbler.
Få æblekinder bo i kernehuse.
Saml æbler som ikke er faldet
for langt fra stammen.
Hunæbler er alle æbler uden stilk.
Æbler er et must. Æblemost.
Tæl hvor mange kerner der er i et æble.
Gæt hvor mange æbler der er i en kerne.
Hold lægen fra døren
med et æble om dagen.
Hold op med at ævle dit skrog.
Tal pænt og tænk før du skriver,
så får du måske… æbleskiver.
/J.W.




torsdag den 12. december 2019

Nis-forståelse.




Da det gik op for Per Nitten, at juletiden nærmede sig med raske fjed, fik han et forpint udtryk i ansigtet. Det der med at julen stod for døren, brød han sig ikke om. Når folk begyndte at nynne julesange, allerede i oktember, gik det direkte ind på hans nervesystem. Samt julekalendere i forretninger, annoncer for julefrokoster, julefilm og lignende halløj.

Det var måske alligevel ikke julen, i sig selv, han ikke havde det bedste forhold til. Men nisserne. Disse selvegoistiske, selvcentrerede skabninger, som påstod de eksisterede, kunne han slet ikke kapere. Og risengrød, som var hans livret, fik de forærende helt uden at røre en finger, eller for ikke at røre en finger. Nej, nej og tre gange nej. Hvad skulle dette uvæsen være godt for? Og de ville ikke engang dele med rotterne. For nissefar var jo en lille hidsigprop, som truede dem med katten.

Per Nitten besluttede at oprette en Facebook-gruppe, som skulle beskæftige sig med at argumentere for, at nisserne holdt sig uden for landets grænser. De skulle blive i Grønland, hvor de hjalp Julemanden-ham-selv med at lave julegaver.

Så kunne man nyde sin andesteg, med hvide og brunede kartofler, en god sovs og rødkål, i fred. Samt et godt glas afkølet nisseøl.
/J.W.


søndag den 8. december 2019

"Kurre/murre..."




Benjamin og Lotte gik søndagstur, hånd i hånd, i Skalskoven. Her var muligt at finde lidt læ for den friske storm, som gik over Limfjordens vande og fik bølgerne til at gå højt. Det var ikke til at holde balancen ved havnen, for stormen kom i voldsomme ryk, der var umulige at forudberegne. Ellers plejede de at samle appetit til eftermiddagskaffen her.

”Jeg kan høre, duerne kurrer,” sagde Lotte. ”Det er nok fordi, vi stadig har plusgrader, og så tror de, det er forår.”

”Det er ikke kurren,” svarede Benjamin. ”Det er murren. Skalnisserne kan ikke blive enige om, hvorvidt de skal stemme ja eller nej.”

”Stemningen er da overstået.” Lotte kiggede bedrevidende på Benjamin. ”Og det blev et klart nej.”

”Nej, det har ikke noget med EU at gøre. De er blevet inviteret til at holde jul i Sebbersund i år, og du ved sikkert, hvor patriotiske de er. Nogle er også stadig sure over, at privatbanen blev nedlagt, så hvis der bliver snestorm, er det ikke til at komme hjem til Skalskoven igen og sove julen ud, påstår de.”

”Hvorfor skulle de holde jul i Sebber, når Skalskoven har så meget at byde på? Her tænker jeg også på grankogler, mos og bark til juledekorationer. Og så er det så kønt med den grønne beplantning, man skriver Nibe med på skråningen.”

”I Sebbersund har de jo Sankt Nikolaj Bjerg. Den bette bakke der ligger med udsigt over Bredningen mod kirken og Sebberkloster. De påstår, den står på gloende pæle juleaften, og hvem kan konkurrere med det? Der bliver holdt et gevaldigt nissejulebal her denne aften, og det siges, at det er noget, de har hjerte til og forstand på. Der er altid rigeligt af alt, og det er ikke bare nisseøl, der bliver serveret i glassene.”

”Nåja, så Skal-skalikke er altså murren og ikke kurren, kan jeg forstå. Godt vi skal holde jul i Skalleup Klit i år. Så kan det storme, hagle, sne eller regne, for vi bliver der julen over. Det er sikkert ikke helt hen i skoven. Og jeg har læst et sted, at der også findes Klitnisser. De skulle servere deres egen stærke Vesterhavsbrænding til julemaden. Og man skulle også sove herligt deroppe, for de stopper marehalm i madrasserne. Så kan Skalnisserne kævles om, hvorvidt de vil holde jul i Sebbersund eller i Skalskoven. Hvis vejen bliver lukket af sne, kan de da sejle hele vejen op til Bredningen, så hvidt jeg ved.”
/J.W.

lørdag den 7. december 2019

torsdag den 5. december 2019

Juleklip.


”Vi skal have risengrød til aften, så vi kan vænne maverne til det, for det er snart jul, og jeg er allerede træt af den fede mad, vi har fået siden første søndag i Advent” sagde Johanne til Rasmus, ”og så vil jeg sætte en tallerkenfuld op på loftet til nisserne også. Det er bedst at være på god fod med dem.”
”Det kunne jeg da ikke drømme om,” sagde Rasmus, ”nisser findes kun i fantasien, og fantasifostre spiser ikke risengrød.”
”Det siger du, men jeg er nu ikke så sikker på, at de ikke rumsterer rundt omkring med et eller andet i ærmerne,” svarede Johanne, ”jeg har set nogle spor, som jeg ikke lige kunne sætte fod på.”
Rasmus orkede ikke det nisseri, kyssede Johanne på kinden og sagde: ”Nå jeg må gå nu. Arbejdet laver ikke sig selv,” og så var han ude af døren. Der skulle komme en dekoratør i dag og pynte op, så der blev rigtig god, gammeldags julestemning i frisørsalonen, og han havde fået et par ideer, han ville forelægge ham: En gammel grammofon med tragt skulle spille ”Der går altid både tilbage,” og der skulle sprayes med julesne. Endvidere skulle der dekoreres med guldsprayede grangrene og mistelten.
Dekoratøren kunne, langt hen ad vejen, godt følge hans intentioner, men foreslog at de satte noget mere juleagtigt musik på grammofonen, som f. eks. ‘Højt fra træets grønne top,’ men Rasmus havde fået “Der går altid både tilbage, tilbage til Danmark igen” ind i hovedet og kunne ikke slippe den, så den skulle det være. ”Man må bare abstratraktere lidt,” sagde han, ”det er nemlig ingen skade til. Folk vil have alting forærende nu om dage, men lad dem dog bare, for én gangs skyld, bruge fantasien her i julen. Jeg vil lave en ny skik i år, og som jeg plejer at sige, ”skik følge eller land fly.” Det skal skrives på et skilt, og det skal også stå på engelsk, så alle kan være med, og jeg har oversat det på Google, så du bare kan skrive af: “Usage follow or country aircraft.”
Og sådan blev det. På trods af lidt forskellige meninger kom der da, noget der mindede om, julestemning i frisørsalonen. Og det var jo det, det hele drejede sig om.
Men sporene spøgte stadig i Johannes sind. ”Man graver let sin egen grav, hvis man ikke holder sindet åbent, ja og selvfølgelig også øjne og ører. Nå, nu vil jeg bage beskøjter,” besluttede hun, mens hun automatisk kom til at nynne: ”Der går altid både tilbage.”
”Det er ikke spor for tidligt, for det er rart at kunne byde, hvis der skulle komme et øje, og så må der noget knofedt til, for beskøjter bager jo ikke sig selv. Så får nisserne også en håndfuld, så vi slipper for spilopper fra deres side, hvis vi bare lader dem sejle deres egen sø.
/J.W.



















Olie/lærred. 80 x 60 cm.


søndag den 1. december 2019

"Leonardo-engel."

Olie på lærred, som er opklæbet på en masonitplade. Noget jeg ofte gjorde for en snes år siden, da jeg også malede dette portræt (af en engel, som er skabt af Leonardo da Vinci.) Jeg så det trykt på et smudsomslag på en bog om LdV. Mariehønen er tilføjet for egen regning. Så er det jo ikke blot en kopi mere, men en Parafrase og dermed lovlig. Også fordi jeg har signeret med mine egne initialer.
Format: Ca, 57 x 47 cm. incl. ramme.


fredag den 29. november 2019

torsdag den 28. november 2019

Maria Magdalene.


Olie på lærred. 30 x 30 cm. + ramme.





"SØGANG."

Hunden stejlede, da den fik øje på en vertikal søhest
med butterfly der, oven i købet, trådte vande,
mens hundestejlerne foretrak at svømme horisontalt
det meste af tiden, somme tider dog lidt op og ned,
og så så det ud, som om de nikkede.
Hunden stod længe på bredden og gøede smilende.
Søhesten var lykkelig for ‘sommerfuglen’,
han havde fået på halsen. Mon ikke den klarer pynten,
tænkte han, for den er sat på med tang.
Endvidere har den ikke kostet mig en rød reje.
/J.W.

tirsdag den 26. november 2019

NATURLIGVIS.


Han gik sig en tur i skoven. Pludselig kom en smuk kvinde svansende, så let på tå, at han næsten forvekslede hendes bevægelser med dans. Skitseblokken kom op af Fjällräven, og snart var en hurtig skitse klar, som kunne blive forlæg for et maleri.

Det viste sig at være en dryade, som netop havde forladt sit træ. Hun var på vej til fuldmånefejring hos elverkongen, som altid holdt bal ved fuldmåne. Såvel dryader som oreader, najader, elver- og ellefolk var inviteret, hvilket var kutyme.

Når fuldmånen var på sit højeste, dansede gæsterne parvist ind mellem to ord i en tankelinje, og så var man der. Nøgen og tidløs. Festen varede i ugevis, sådan føltes det, men ved afslutningen, når sankthansormene i håret var slukkede, og man skulle hjem, smuttede man ud af tankelinjen igen, hvilket kun kunne lade sig gøre mellem et komma og et efterfølgende ”hv”-ord.

Ude igen, i den såkaldte fysiske verden, var der måske kun gået et sekund, så man kunne sagtens møde disse naturånder uden at opdage, de havde været til bal. For et gennemsnitligt menneske lyder det måske lidt vildt, men det er ikke noget specielt for de involverede. De er jo født sådan, og ligesom i drømme, sætter man næsten aldrig spørgsmålstegn ved de pludselige omskift, man kan møde der. Man tænker også uhyre sjældent over det mærkelige i at møde en eller anden afdød slægtning, hvor man i den såkaldte vågne tilstand måske ville korse sig.
/J.W.
Han gik sig en tur i skoven. Pludselig kom en smuk kvinde svansende, så let på tå, at han næsten forvekslede hendes bevægelser med dans. Skitseblokken kom op af Fjällräven, og snart var en hurtig skitse klar, som kunne blive forlæg for et maleri.

Det viste sig at være en dryade, som netop havde forladt sit træ. Hun var på vej til fuldmånefejring hos elverkongen, som altid holdt bal ved fuldmåne. Såvel dryader som oreader, najader, elver- og ellefolk var inviteret, hvilket var kutyme.

Når fuldmånen var på sit højeste, dansede gæsterne parvist ind mellem to ord i en tankelinje, og så var man der. Nøgen og tidløs. Festen varede i ugevis, sådan føltes det, men ved afslutningen, når sankthansormene i håret var slukkede, og man skulle hjem, smuttede man ud af tankelinjen igen, hvilket kun kunne lade sig gøre mellem et komma og et efterfølgende ”hv”-ord.

Ude igen, i den såkaldte fysiske verden, var der måske kun gået et sekund, så man kunne sagtens møde disse naturånder uden at opdage, de havde været til bal. For et gennemsnitligt menneske lyder det måske lidt vildt, men det er ikke noget specielt for de involverede. De er jo født sådan, og ligesom i drømme, sætter man næsten aldrig spørgsmålstegn ved de pludselige omskift, man kan møde der. Man tænker også uhyre sjældent over det mærkelige i at møde en eller anden afdød slægtning, hvor man i den såkaldte vågne tilstand måske ville korse sig.
/J.W.


søndag den 24. november 2019

Morgenstund


Vindstille, blæst, medvind, modvind og sidevind, …betegnelser for velkendte fænomener. Træer, søer, have, bygninger, skyer, planeter og galakser er betegnelser eller navne på objekter eller forekomster i rum og tid.

Blæsten, i sig selv, kan man ikke se. Rummet, i sig selv, kan man ikke se. Man kan se afstanden mellem objekterne, hvilket giver en fornemmelse af, hvad rum er, og man kan se og føle resultaterne af blæstens virksomhed.

Ser man på et betagende maleri, selvfølgelig olie på lærred , med et imponerende perspektiv, er man almindeligvis ikke bevidst om det flade lærred, som bærer det. Og den dramatiske film på tv’et optager opmærksomheden, mens skærmen som gør oplevelsen mulig, er ganske uberørt af, om der er krig, med voldsomme eksplosioner, eller blide kærlighedsscener.

Sindbilleder, mens morgenkaffen brygges, om almindelige selvfølgeligheder, der dog skænkes en ekstra tanke den sidste søndag før den første søndag i Advent.
/J.W.


fredag den 22. november 2019

”Med flaskepost fra Engleland:”



Nogle tror Det Guddommelige kun findes i Jerusalem, i Mekka, eller i andre lokaliteter.

Men inde i hjertets dyb, hvor Det Allerhelligste ER, står en lille pult med Den Hellige Gral
, …velforvaret.


Englen fra Engleland havde sagt, at den nøgle du fik, passede til låsen til rummet, hvorfra Lyset fødtes uden ophør, og hvor tiden ikke kunne få et eneste ben til jorden, om end den symboliseredes ved et tusindben.

Det forekom vanskeligt at finde den rigtige dør, med den lås, som nøglen passede til, for alle dørene så fuldkommen ens ud. Og der var utallige.

Nu ved du, at Engle taler i gåder. De skal i hvert fald forstås med hjertet, med intuitionen, og ikke med det direkte udtalte ord, som blot svarer til alle tiders hellige skrifter, som derfor ofte misforstås, fordi så mange tager dem bogstaveligt… ofte i den allerbedste mening. Resultatet af dette viser sig at være en primitiv, infantil tilgang til sand oplysning, som ikke nås på denne måde.

Du fandt nemlig døren med den lås, nøglen passede til, og da du satte nøglen i og drejede rundt, indså du, at døren ikke var låst… og aldrig havde været det. Alt var illusorisk, bortset fra Den Hellige Gral, som du kunne se og røre. Men hvorfor dette nu mindede dig om noget fra din barndoms jul, når alle lysende på træet var blevet tændt, forstod du ikke helt.

Og dette værelse var jo netop Det Allerhelligste i dit hjertes dyb.




tirsdag den 19. november 2019

mandag den 18. november 2019

Rum.


Fastlåste dogmer skygger for solen
trodsige bølger kastes mod molen.
Molen brydes med følelsers kraft
brydes med styrken den altid har haft.

Viljen til frihed er fast og konstant
som svævende ørn, som stærk elefant.
Frihedens rum har ingen mure
har intet tilfælles med dogmernes bure.

Dogmatiske følelser frygter jo solen
vender forskruet vrede mod molen.
/J.W.






tirsdag den 12. november 2019

lørdag den 9. november 2019

fredag den 8. november 2019

Mortensand og nissemand.


Noah, Emma og Lotte vidste, hvor lang tid der var til jul. De vidste også, hvor lang tid der var til at julekalenderens første låge måtte åbnes, og det så de frem til. Det var et vigtigt vendepunkt, måske den mørke tids allervigtigste, indtil lågen var åbnet. For så lokkede den fireogtyvendes dobbeltlåge, og herefter gik tiden atter uhyggeligt langsomt.

For at korte tiden til den første december, besluttede de at sætte sig sammen og lave julepynt. Det var hyggeligt, og så kunne de drømme, at julen var meget nærmere, end den faktisk var. Lottes mor havde tilbudt et farvet ark karton til hver samt lim og en saks, de godt kunne være fælles om.

”Her er et ark til Emma, et til dig, Lotte, og det her er så Noahs ark. Værsensgo.” Et stort julehyggesmil ledsagede arkene. ”Lim og saks følger lige straks,” tilføjede hun koket.

Imens gik julemanden søgende rundt i sin kæmpestore hule, et sted på Grønland, og ledte efter stearinlysestumper fra sidste jul. Han ville i gang med at gnide kanemederne grundigt ind, for godt nok foregik meget af juleturen et pænt stykke over hustagene, men der var også behov for at kunne glide let gennem sneen hist og her. Selv om han først skulle afsted ved juletid, havde han svært ved at vente, og medegnideriet forkortede ventetiden. En sværm af små nisser var i fuld gang med at fremstille gaver og pakke dem ind, mens en overnisse, med sygekassebriller, granskede ønskesedler fra alverdens børn og uddelegerede arbejdet. Der var rigeligt at lave for alle, så fra nu af og helt frem til jul, var arbejdsløshed en by i Rusland.

Alle ovnene var sat på langtidsstegning, for Mortensaften blev også fejret her, og de flittige nisser fik en velfortjent pause med andesteg på tallerknerne og julehvidtøl i glassene. Øllene stod på køl ude i sneen en times tid, inden overnissen trak i rebet, som hang ned fra den kæmpestore messingklokke, og kaldte til skafning.

/J.W.