Der var kun nogle få håndfulde dage til den tyvende december, dagen hvor Kaj Otto skulle ringe til lægen, hvis han ikke var kommet i julestemning trods anvisninger og recept. Mange af julekalenderens låger stod åbne nu, og kalenderlyset var brændt pænt ned. Det var let at se, hvor langt man var kommet målet, som var den fireogtyvende om aftenen, hvor lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, enten med ild eller ved et tryk på en kontakt.
På Storcentrets torv, stod julemanden og delte flødekarameller ud. Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede, som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger pisken højt over de forspændte rensdyr. Det med pisken var egentlig en skueproces, for rensdyrene strøg villige gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af næseborene. Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.
En lille dreng stod med pegefingeren i munden og stirrede på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken med flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:
”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min ven.”
Drengen tog fingeren ud af munden og greb febrilsk en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på sceneriet, flåede karamellerne fra drengen og smed dem ned i sækken igen.
”Du ved jo godt, at flødekarameller giver huller i tænderne, Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.
Det havde vor gode julemand ikke lige set komme. Han følte, han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn og voksne. Han kiggede forbavset på faderen og så nu, at det var selveste dr. Frederiksen, hans egen sygekasselæge.
”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det ikke julestemning, det drejer sig om?”
”Julestemning mig her og julestemning mig der. Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. Jeg orker ikke dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret bliver overstået, så vi kan få amputeret de mørke måneder, der spærrer for foråret.”
Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham bort fra den afskyelige julemand.
Kaj Otto var chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, fra sidst i november, og havde, morgen og aften, knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få englelyd og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl. Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, så Kaj Otto havde fået stor tillid til sin læge. Julestemning havde han ikke kendt før, men nu vidste han, hvad det var.
Og det var en stor glæde for ham. Han var taknemmelig og besluttede at være med til at sprede denne smukke stemning. Det var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets annonce om at agere julemand og dele flødekarameller ud.
Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Kaj Ottos julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for at ringe til ham den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. Stemningsgaflen, nisseøllet og nissehuen havde spillet smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.
”Doktor Frederiksen skulle smage sin egen medicin og ikke nøjes med at tørre hænderne af i vådservietter efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod en lille pige og sagde:
”Vær så artig, ho-ho-ho.”
/J.W.
