Olie på lærred. 40 x 40 cm.

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

Parafrase.

Olie på lærred. Ca. 80 x 60 cm. incl. ramme.

Olie på canvas panel. 24 x 19 cm.

Solflimmer.

Solen var gået i selvsving. Den vibrerede mildt og insisterende, og havde man ikke solbriller på, kunne det være vanskeligt at orientere sig om detaljer i omgivelserne. For naturen svarede igen på solens tilnærmelser, og sendte lune vibrationer retur.

Man befandt sig i et solflimrende paradis, hvor øjnene ikke fandt hvile på noget som helst. Det føltes, som om synsindtrykkene overdøvede alle andre sanseindtryk. Kiggede man ud over havet, for at se, om der skulle være en båd på vej ind, fandt man hurtigt ud af, at man også måtte lytte, hvis man ville spotte den, for hvide skumtoppe på de legende bølger, spejlingerne i vandet og den flimrende horisont, frigav ikke uden videre konkret information. Man blev selv en del af helheden, og det var aldeles vidunderligt.

”Sådan skulle det være altid,” tænkte Hedvig, mens mågeskrigene blandedes med lyden af hendes bare fødders frimodige pjask i brændingens grænseløse øjeblikke.   

/J.W.

"Fuglen på grenen."

16 x 21 cm. Olie/masonit.

Midsommer.

Olie på masonit. 16 x 21 cm.

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm.

Sommer-søndag og lyse nætter der topper.

Solen skinnede, lærken sang, og kirkeklokkerne bimlede. Bag alle lyde hvilede en beroligende stilhed, som selv mågerne ikke kunne overdøve. Præsten stod og fumlede med sin nypibede krave, der vist havde fået et lille tvist, men det så man ikke udefra, hvor naturens kirke lokkede med ophøjet, solbeskinnet fred, der forplantede sig til hjerterne uden vedhæftede filer.

Havets brus akkompagnerede naturens stilhed, og alle kunne mærke, at Skt. Hans søndag var så fuld af liv.

/J.W.

Sommer i Danmark.

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

"Skt. Hans-tur."

Heksen havde været på slankekur siden sidste Skt. Hans. Hun var i hvert fald gået fra kosten, og besluttede atter at tage til Bloksbjerg, hvilket troende hekse helst skulle mindst én gang om året. Her kunne man købe Spidersnus, lavet af Troldhekse, og det skulle skærpe appetitten. “Uden kost intet Bloksbjerg,” tænkte hun først, men fik så en ide. Edderfuglen Edith havde ofte inviteret på kaffe, og en edderfugl kan jo flyve. ”Jeg vil tage mod Ediths invitation og smage på hendes hjemmebryg. Så kan jeg få flettet ind, at jeg kunne bruge et lift til Bloksbjerg. Der er ikke så langt, når man tager i betragtning, at der er tale om fugleflugtslinjen.”

Hun fik kaffen serveret i edderkopper, hvilket lå lige til højrebenet i den familie. Larven Larsen var også på besøg, men han snakkede så meget, at det var umuligt for heksen at få sit budskab igennem. Man kunne godt nok fornemme nogle punktummer i hans talestrøm, men fra de sidste ord inden punktummerne til de første efter, var det som om, han havde hyret målerlarver til at bygge broer, så det var umuligt at bryde ind. Larsen manglede forede støvler, og havde derfor fået kolde larvefødder. ”Min undulat har onduleret de støvler, jeg havde, og for tiden er vi ikke på talefod. Jeg tror, jeg plukker fjerene af den, så den kan mærke, hvordan det er at fryse. Så kan jeg stoppe dens fjer i min dyne, som i forvejen er for tyndt foret, sammen med marehalmen, edderdunene og englefjerene. Måske bliver det så vanskeligere at komme ud af fjerene om morgenen, men det kan én godt leve med, nu én er gået på efterløn.”

”Jeg ville aldrig nå til Bloksbjerg, hvis jeg skulle ride på Larsen,” nøjedes heksen med at tænke, da hun ikke fik taletid. ”Med de fødder vil det tage år og dag blot at krybe over gaden. Jeg holder jo meget af edderkopper, fordi de bringer lykke, og jeg har masser af dem hjemme i Pandekagehuset. Nu skubber jeg én på gulvet med vilje og får det til at se ud som et hændeligt uheld. Så får vi se.”

Larsen talte videre, da han ikke opdagede noget, mens Edith og heksen tørrede kaffe af gulvet og samlede skår i servietter.

”Det går ad Hekkenfeldt til,” sagde Edith. I går tabte jeg en af mine fine, dybe tallerkner, så jeg nu kun har fem tilbage. En skønne dag må jeg til Bloksbjerg. Der ligger den eneste forretning, som forhandler dem. Du kunne da komme med, hvis du har tid og lyst. Völlig kostenlos, om jeg så må sige.”

”Hvis det kan glæde dig, tager jeg da gerne med.” Heksen smilede indvendigt. ”Lidt luftforandring skader jo aldrig.”

/J.W.

Olie på lærred. 60 x 80 cm.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

Olie på lærred. 50 x 40 cm.

Olie på karton. Ca. 43 x 43 cm.

Olie på masonit. 21 x 16 cm. + ramme.

Olie på masonit. 45 x 35 cm.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

Olie på lærred. 20 x 20 cm.

Olie på lærred. 20 x 20 cm.

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

Sikkert...

Hvad mon kom først, vinter eller sommer?
Hvorfor er der lommeuld i mine lommer?
Solen står op, når den går ned,
det gør den jo et eller andet sted.
Ved efterår smider træerne tøjet,
mens fugle der trækker for længst er fløjet.
Når vinteren bider, går blomsten i hi,
så har den ikke mere at gi’.
Mens sneen smelter og bækkene klukker,
smiler fru Flora, og isen sukker.
Når nogle er frosne, er andre svedige,
det gælder for ansatte som for ledige.
Poliitikere ved, hvad der op eller ned,
de ved, hvad de ved, så vidt de ved.
Hvad der var sandt i fjor og i går,
duer nok ikke til næste år.
Måske er hjertet det bedste orakel,
det hvisker jo lønligt uden spektakel.
Så tanken kan finde et rimeligt leje
uden konstant at måle og veje.
Tanker ved kaffen mens månen ta’r til,
og vinden blæser, hvorhen den nu vil.
Det der kom først kom vistnok til sidst,
men det er der ingen, der sikkert har vidst.

/J.W.

Vesterhavsbrænding.

Om foråret kvittevittevitter lærken mod den blå himmel, mens lommelærken klukker, eller kluk-lér, hele året.

Alkohol kaldes vinånd og bor ofte i en flaske. Slipper man ånden løs, går det sjældent upåagtet hen. Nogle trives med dens velsignelser, mens andre lider under dem.

Hos nogle er ånden tjener, hos andre herre. Den har det ligesom hunde: Et velafbalanceret eksemplar adlyder sin herre og kan gå uden snor. Er den utilpasset, og betragter sig som flokleder, vil den opføre sig uhensigtsmæssigt og være ulykkelig.

Men det er måske ikke så meget vinånden, som den der byder den op til dans, der har skoene på. Vinånden lader sig gerne føre af en god danser, mens en elendig danser bliver forført.

De sidstnævnte burde slet ikke inklinere, for så kan det gå, som det gik for Kristian. Han er dog et meget yderligtgående eksempel, men var vel egentlig heller ikke vild med dans, som sådan.

Officielt var Kristian afholdsmand. Han var afholdt, og han destillerede brændevin, som han rundhåndet skænkede til sig selv og vennerne, når lejlighed bød sig. Det gjorde ham ikke mindre afholdt, og lejligheder var der nok af. Her var Kristian nemlig kreativ, for han holdt meget af sin brændevin. Han nænnede ikke at betale de priser, butikkerne forlangte, og han ville heller ikke rejse til den anden siden af grænsen for at handle billigere, og smugler var han ikke. Her satte han grænsen.

I sine yngre dage havde han set lyset. Han var faldet i staver over en æbleskivepande i kobber, som hang på væggen. Lyset fra en pære som hang i loftet uden skærm, var faldet i panden, og havde fremkaldt et blødt, intens skær, som han så på uden at tænke nærmere over det, og pludselig bredte sig en salig fred i hele hans væsen. Han forstod, fordi det nu sagde sig selv, og han indså, at alt var godt. Hverken mere eller mindre.

Efter et par timer kom han langsomt til sig selv igen, men freden blev der, og det var ganske vidunderligt. Den holdt sig nogle uger, og Kristian erfarede, at der skete små helbredelser i hans nærhed. Han vidste, de kom fra ham, for det kunne han tydeligt mærke i ryggen. Der undslap en kraft fra ham, og en eller anden, som havde døjet med noget, var pludselig helbredt. Folk bemærkede forandringen, og man begyndte at kalde ham Kristian Himmelfart.

Men Kristian var svag. En dag følte han ikke kraften mere, og det gjorde ham fortvivlet. Han begyndte at skæve til det arsenal af flasker, han havde stående, og som han helt havde glemt i åndens lys. Det endte med, at han forsigtigt prøvede med et lille glas, så et mere, og endelig kom freden tilbage. Det var dog slet ikke den samme fred som før, men bedre end ingenting. Han skammede sig lidt, følte at han svigtede, men så ingen anden udvej, og så tog det ene glas det andet.

Hans to nærmeste venner, Sprutnik og Damen Uden Underkop, begyndte atter at besøge ham, nu han ikke var så underlig mere. Sprutnik havde fået sit kælenavn, fordi han kom fra Nr. Lyngby, hvor han helårsbeboede et sommerhus. Det stod dog efterhånden så nær ved skrænten, at det var risikabelt at opholde sig der, særligt når efterårsstormene tog ved. Han fortalte gerne om sine UFO-observationer på himlen over Vesterhavet, men folk slog det hen som satellit-kuller. Inga havde rejst med cirkus i sine yngre dage og ville helst drikke af krus, ligegyldigt hvad hun drak, så derfor kaldte Kristian hende for, Damen Uden Underkop.

Ellers nød han også gerne sine veldestillerede dråber i eget selskab. Når han havde taget proppen af flasken og skænket op, rullede han med øjnene og lovpriste sin ”Vesterhavsbrænding.” Han tog altid en meget dygtig slurk, for han kunne godt lide, at den sad. Og så følte han, at han på sin vis var royalist. Han hyldede Kong Alkohol ved mange lejligheder, som han kaldte ejerlejligheder, fordi han jo selv havde produceret.

”Selvgjort er velgjort, den der smører godt kører godt, alle gode gange er tre, og alle veje fører til Rom,” var noget han sagde i tide og utide. Det var gode sætninger, som han var vokset op med, og i hans univers var genbrug ikke et fy-ord.

Når han havde sat mange glas i arbejde, og udbyttet kunne registreres på varmen der bredte sig dulmende i hele kroppen, kunne han finde på at gøre honnør for Kong Alkohol. Ved en såkaldt ejerlejlighed havde honnøren været for kraftig. Han mistede balancen, og satte sig på gulvet ved siden af stolen.

”Så, så, så så så,” udbrød han og tog sig til lænden. Han snuppede en ekstra stor slurk ”Vesterhavsbrænding” og evaluerede. Resultatet blev, at han placerede en ekstra stol ved siden af den, han ikke ramte. Men næste gang han kom til at gøre for hurtig og for kraftig honnør, satte han sig mellem de to stole. ”Ja, så er man da godt og vel lige vidt,” mumlede han.

Og der sidder han og synger: ”Jeg blev født, mens glade lærker sang.” De ord er de eneste, han nu kan huske af ”Jeg er havren,” men det gør ikke så meget, for de passer til melodien hele vejen igennem. Denne gentagelse af disse smukke ord, gav et løft. De fungerede mantraagtigt og tændte en slags lys i kroppen og i sindet.

Indtil lyset stille gik ud, mens han svagt mumlede: ”Enhver er vel salig på sin k..”

/J.W.

Olie på masonit. 21 x16 cm.

Aythya ferina.

Krebinetsekretæren elsker karbonader.
Kammertjenerens livretter er kammerjunkere,
fedtegrever og Taffeland med nye kartofler,
brun sovs og tyttebær.
Han modtager anden af Hofjægermesteren,
som knapper to Tuborg op
og napper en hurtig Jägermeister,
tager øjentjenerens kåbe og hænger den på en stumtjener,
mens arveprinsen taler om
at renovere sit arvegods.

/J.W.

Brusende brænding.

Terpsichore kom dansende hen til Melpomene. “Vi har det herligt her mellem himmel og jord, men somme tider får jeg altså lyst til at prøve at være menneske. Ikke for evigt, kun lige et par timer måske. I øvrigt lever mennesker jo heller ikke evigt, men kun så længe, deres legemer kan klare mosten. Jeg gider hverken at blive født eller dø, men ville gerne prøve det uden for mange dikkedarer. Tror du, det kan lade sig gøre, kære Mel?”

Melpomene betragtede hende alvorligt og eftertænksomt. “Det kan det godt, men der er en stor risiko ved det. Her taler jeg ikke om fødsel eller død, men hvis du bliver forelsket, mens du er menneske, får du problemer.”

“Jeg ved ikke, hvad du taler om, søde Mel, men bare jeg kan få lov til at prøve nogle få af de sjove ting, mennesker har mulighed for, er jeg da tilfreds. Her bader jeg i farvestrålende regnbuer og nordlys, men jeg har set, hvor sjovt man har det, når man bader i havet. Jeg kunne så godt tænke mig at danse ud og ind i brændingen, og pjaske stille rundt lidt længere ude, for vand forekommer mig at være helt eventyrligt. Er jeg for langt ude?”

“Du kan hurtigt få sorger på ærmet,” svarede Melpomene med alvorlig mine. Hun var en erfaren dame og forstod meget mere end den danseglade Terpsichore, som mest var noget af et legebarn. “Men lad være med at spise og drik kun kildevand fra naturlige kilder, hvis du bliver tørstig, mens du er der. Ellers kan du ikke vende tilbage.”

Terpsichore fik lov til at prøve, og befandt sig pludselig på en dejlig, bred sandstrand med klitter til den ene side og det brusende hav til den anden, lidt nord for Løkken. Hun fik øje på en rytter som nærmede sig, og på ryggen af hesten, sad en meget smuk, ung mand med langt, blondt hår, der kunne bringe tankerne hen på Hansi, hvis man ellers vidste, hvem han var. Han var dog både yngre og kønnere end Hansi, og da han var nær Terpsichore, holdt han hesten an. For han kunne ikke modstå så smuk en skabning som vandrede så sorgløst på stranden, og hun havde oven i købet ikke en trævl på sin velformede krop.

“Hej menneske,” sagde Terpsichore frimodigt. “Vil du med ud at bade?” “Nej tak,” svarede han. “Jeg har vandskræk og kan ikke engang svømme. Men tag du bare en dukkert, så skal jeg passe på dit tøj og dine ting så længe.”

Han var så forvirret, at han ikke kunne overskue, at hun hverken havde tøj eller ting at tage vare på, og for femte gang i sit unge liv, gik det op for ham, at han var blevet forelsket ved første øjekast.

Terpsichore syntes, han svarede lidt underligt og dansede ud i bølgerne. Hun kunne svømme uden at have lært det, og nød sin dukkert, mens han ventede på stranden. Han ville anmode om hendes hånd, når hun kom ind. Det var han helt sikker på, for lynet var slået så grundigt ned i ham, at der var noget naturkatastrofe over det.

“Sigurd Jensen, gældfri lagerforvalter,” sagde han, da hun kom hen til ham igen, mens hun leende slyngede sit våde hår rundt med cirklende hovedkast. “Vil du være min ægteviede hustru for tid og evighed?” Han knælede i sandet og rakte hænderne frem.

“Nej, det har jeg sgu ikke tid til,” svarede hun. “Jeg skal snart tilbage, og vil lige prøve rutchebanen i Fårup Sommerland, inden jeg må hjem igen.”

De næste timer, dage og år ledte Sigurd Jensen, gældfri lagerforvalter efter Terpsichore. Han var hjælpeløst forelsket, og hans liv var spoleret og ruineret, hvis han ikke fandt hende igen.

Melpomene havde holdt øje med forløbet og tænkte: “Der var da noget om det, jeg sagde. Men det blev saftsusemig med modsat fortegn. Nåmen så kan han lære det, kan han. Når Terpsichore vågner igen, vil vi sammen gennemgå hendes jordtrip. Hun har klaret det så smukt, som kun en sorgløs, ægte dansemuse kan.”

/J.W.

Krokus i fokus.

Nu’et, siger en filosof,
er alene helt present,
men hyllet ind i tankestof
bli’r det ikke anerkendt.

For tanker bringer tid i fokus
tanker om orkanens møje,
dog tidløst blomstrer nu’ets krokus
inde i orkanens øje.

/J.W.

Olie på lærred. 30 x 30 cm. + ramme.

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.